Svar: Pasning, moderbinding og respektløse svigerforældre

---

Kære fortvivlede mor

Mange tak for dit lange og ærlige brev om alle de tanker du går og tumler med :o)

Når jeg læser dit brev, så får jeg helt klart indtryk af at du elsker din dreng meget højt og kun vil ham det bedste. Du er meget omsorgsfuld, nærværende og du kan mærke at an responderer rigtig godt på de ting du gør ved ham - han falder til ro hos dig, han har det ligeså godt sammen med dig, som du har med ham og han er tydeligt mere rolig når du er der for ham. Du prioriterer også dit arbejdsliv efter hvad din dreng har behov for og du forsøger at indrette dagligdagen efter at han skal have det bedst muligt. For når han har det godt, så har du det også godt.

Det er helt naturligt at man kan have svært ved at lade sit barn passe af andre og du skal selvfølgelig være 100 pct. tryg ved den person, der på et tidspunkt skal passe ham. Du har også fuldstændig ret i at det lyder som om at farmor og farfar kun vil kunne magte at passe ham kortvarigt, mange timer eller overnatning er ikke aktuelt, fordi helbreddet ikke er til det.

Der er heller ikke tvivl om at det ikke er din drengs behov at blive passet - det betyder ikke at han ikke gerne må blive passet, men det er dit, de voksnes behov der gør dette nødvendigt. Det kan være behovet for at komme på arbejde, tjene penge, behov for at være par og ikke kun være forældre, eller hos bedste forældrene - behov for at lære deres barnebarn bedre at kende. Det er alt sammen helt fint, men helt overordnet set et voksent behov, så længe din dreng ikke er ældre.

Det er helt naturligt at du og din dreng er nært knyttet, da du er den der varetager plejen af ham 100 pct. Din kæreste er meget væk og når han er hjemme, så er han kun sammen med jeres dreng i kort tid af gangen - far deltager ikke i plejen af ham og de laver ikke noget alene bare de to - begynder jeres dreng at græde, skal han skiftes, have mad, sove eller andet, så er det dig der tager over.

Man kan overveje hvorvidt dette er hensigtsmæssigt eller ej. Et eller andet sted har din dreng jo også behov for sin far, han har behov for en farrolle at spejle sig i og far har naturligt også behov for at lære sin søn at kende. På den ene side melder din kæreste selv fra, han overlader til dig og det passer dig fint. Du er faktisk ked af det, hvis du oplever at de to har noget sammen, som du ikke er en del af .... På den anden side og måske netop fordi det er svært for dig at se far og søn sammen, så stiller du heller ikke krav til din kæreste om at tage mere aktivt del i pasningen af jeres dreng.

Børn kan have det fint med kun en primæromsorgsperson og det er hos jer mor. Men det ændrer ikke på at I er to forældre, to om at have dette barn og derfor også to om at skulle dele ansvaret og opgaverne ... jeg ser en problematik her, som jeg tænker du eller I skal have hjælp til at få løst. Det er problematisk at du alene står med ansvaret og at du, når far tager over, føler dig tilsidesat, føler det gør ondt :o)

Med hensyn til dine svigerforældre, så er der ingen tvivl om at de fylder meget i din dagligdag og det er problematisk at de ikke respekterer de grænser du sætter. Det er her også problematisk at du og din kæreste ikke er enige om, hvordan I skal reagere i forhold til hans forældre og således laver fælles regler, som I holder fast i begge to, fordi I er fælles om dem.

Det virker lidt som om at I går lidt som katten om den varme grød. På den ene side kan du ikke holde dine svigerforældre ud, på den anden ...

---

---

... side, kan din kæreste ikke undvære dem, han har brug for at have dem i nærheden. At han har valgt en løsning med at besøge dem tit kan vel i og for sig være okay - det dækker jo hans behov for at se dem uden at de forstyrrer dig ... problematisk er det dog, hvis han under disse besøge bryder de regler og aftaler han har med dig og ikke er ærlig overfor dig. F.eks. tankerne om hvor jeres dreng skal passes henne.

Der er ingen tvivl om at dine svigerforældre forguder jeres lille dreng og rigtig gerne vil følge med i hans liv, hvad der sker med ham, hvor meget han er vokset siden i går osv. Man må her også medtænke at der kan ligge mange ting til grund for at især din svigermor prøver at komme forbi så meget som hun gør.

Du fortæller at hendes syn svigter og man kunne jo godt forestille sig at hun gerne vil se ham, opleve ham så meget som muligt mens hun endnu kan ... Du fortæller også at hun ikke selv passede sine børn da de var små. At tiderne var anderledes, måske har hun nu et ønske om at gøre noget lidt bedre denne gang ... Du fortæller også at hun nogle gange kommer på besøg af kun 15 minutters varighed. Man kunne her forestille sig at hun ønsker at jeres dreng kan kende hende, at hun på den måde vil få en naturlig plads i hans liv, at han ved hvem farmor er.

Der er sandsynligvis rigtig mange årsager til den måde hun opfører sig på og et eller andet sted, så tænker jeg også om hun mon ikke synes du gør det meget godt? Jeg tror faktisk hun synes du er en god mor. Hun bliver måske bare lidt skræmt af at du overvejer og handler som du gør, at du i dit hjerte vd, hvad der er bedst for din dreng og det holder du fast i.

---

---

---

En udtalelse som ”ja, mor kan jo noget, som farmor ikke kan”, ”og han ved godt, hvor han hører til henne” tyder jo på dette. Det er jo rigtigt. Der er ingen tvivl om at du kan noget som hun ikke kan og der er ingen tvivl om at din dreng har det bedre i din favn end i andres. Simpelthen fordi du er hans mor. Men det er samtidig i skærende kontrast til det hun har oplevet med sine egne børn - det har ikke været hende som mor, der har kunne dette - det har været de skiftede barnepiger. Derfor tror jeg det skræmmer hende lidt at se og mærke, hvordan du klarer det at være mor - forstår du hvad jeg mener?

Du er så sikker i forhold til din dreng, du er så sikker på din morrolle, du ved hvad der er godt for ham og du handler ud fra dette. Det er en rigtig god styrke at have, men det er hårdt at være farmor, det er hårdt at se det og det er hårdt at mærke det ...

Der er så mange ting i det du skriver, der sker så meget imellem jer 4 voksne og jeg tænker at det ville være rigtig godt, hvis du kunne tale med nogen omkring det. I første omgang synes jeg du skal prøve at tale med jeres læge. Du kan evt. tage brevet du har sendt til mig med, så lægen kan se, hvad det er der sker i jeres familie. Derudover tænker jeg at du skal tale med lægen om, hvorvidt det ville være relevant at tale med en psykolog, familievejleder, terapeut eller lignende som kunne give dig nogle redskaber til at klare de forskellige situationer I havner i. Nogle redskaber som gør dig afklaret om hvad du vil og tænker og som gør dig i stand til at formidle dette ud på en god måde, samt nogle redskaber der gør dig i stand til at sige fra og også sige til - så du ikke selv bliver ked af det eller sårer dine omgivelser. Det vil være rigtig godt at tale med nogen omkring disse ting.

Sender dig et stort knus med på vej, pas godt på hinanden:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

---

Viden om børn:

---