Svar: Temperament og tackling af dette

---

Kære Camilla

Børns temperament er forskelligt og der er ingen tvivl om at nogle børn er meget mere temperamentsfulde end andre og man kan som forældre godt føle sig fuldstændig rådvild eller tænke "er der noget galt med mit barn", når man pludselig ser dem blive så følelsesmæssigt frustrerede. Det kan jo præcis som du skriver være så voldsomt at de simpelthen falder i søvn, sover ½ time, vågner op og starter forfra ...

Jeres datter er blevet storesøster og det er rigtig dejligt at hun er glad for sin lillesøster. Jeres datter har i en periode også været en af de ældste i vuggestuen og skal nu starte i børnehave. Det har sikkert været godt for hende at være blandt nogle af de ældste børn, ligesom det også bliver sundt for hende at prøve at være en af de yngste i børnehaven, men jeg tænker at hun i en periode har fået stillet en del krav. Da hun samtidig er rigtig godt med sprogligt og sandsynligvis på mange måder virker ældre end hun er, så stilles der naturligt også nogle forventninger til hende, ting som er svære at håndtere.

Hun har en alder nu, hvor hun naturligt prøver grænser og hvor hun også sætter sin egen vilje igennem og her er det meget vigtigt at I forældre holder fast i hvorvidt I læser en bog eller to, hvor mange sange I synger, om hun må få pasta 5 minutter før aftensmaden osv. Det er meget vigtigt at I melder dette ud og så holder fast i det I har sagt. Hun er nødt til at lære at I mener hvad I siger og I er nødt til at være konsekvente - der kommer intet godt ud af at sige "nej, nej, nej, jamen så okay da" - så vil hun jo lære at bare hun bliver ved længe nok, så får hun det som hun vil have det.

Når hun mærker at I holder fast i det I har sagt, når hun mærker den modstand der ligger i et nej, så bliver hun naturligvis frustreret. Det hører med til livets læring at tackle frustration og det er enormt vigtigt at I er i stand til at rumme dette.

Men det er samtidig også rigtig vigtigt at I overveje, hvad kampe der skal tages, hvornår I skal holde fast og sige nej og hvornår I ikke skal gøre noget nummer ud af det og lade hende bestemme. Prøv at gøre jer meget klart hvornår I siger nej og hvorfor, så I er sikre på at det er sådan det er også selvom hun bliver dybt frustreret og ked af det.

Konflikter i hverdagen kan ikke undgås og slet ikke med et barn på jeres datters alder, som samtidig er så selvstændig som hun er. Det er derfor også vigtigt at I tager de konflikter der er, når de er nødvendige. Det er vigtigt at I holder fast i de grænser I sætter og på den måde viser konsekvens. I forældre skal være enige om hvilke regler og aftaler I har og så kan I hjælpe hinanden med at holde fast i dem. Når I har sagt sådan, så er det sådan. I skal ikke være bange for at sige nej og I skal altså kunne klare den frustration og konflikt som opstår, når I siger nej.

Man kan skelne mellem det der hedder fortvivlelsesanfald og kontrollerende anfald. Når jeres datter har fortvivlelsesanfald, så er hun ikke uartig. Så er hun oprigtigt ked af det, hun er skuffet over at tingene ikke er som hun gerne vil have dem, at hun ikke kan finde ud af noget osv. Det kan være små bitte ting, der i jeres øjne kan virke som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget og hun føler det som om at verden bryder sammen og ingen forstår hende.

Det kan være en reaktion på at være blevet storesøster, et behov for at blive set, hørt og lyttet til. Et udtryk for at hun har svært ved at finde ud af at skulle være stor, et udtryk for at hun stadig er så lille at hun har brug for jeres omsorg og nærhed. Det har hun brug for at I forstår og her har hun brug for en medlidende reaktion. Hun har brug for at høre at I forstår det, det er rigtigt ...

---

---

... irriterende at hun ikke kan se mere fjernsyn fordi I skal køre nu, eller det er rigtigt irriterende at I giver hende et æble, når hun hellere ville have haft en banan eller at det er rigtigt irriterende at du sidder i sofaen og giver lillesøster mad, når hun nu gerne ville at I to skulle lave noget sammen uden hende...

Kontrollerende anfald er anfald, hvor barnet forsøger at kontrollere sine forældre, ønsker at manipulere jer til at få sin vilje. Det er hvis barnet græder og skriger helt vildt fordi det ved at det derved får sin vilje. Barnet har således lært at bare jeg skaber mig længe nok, så får jeg det jeg vil have. Der er således ikke tale om at barnet er dybt fortvivlet. Barnet har ofte heller ingen tårer og ofte er barnet også i stand til at formulere sit krav "Jeg vil have den - Nu!"... Det betyder også at det ikke er anfald som børn normalt får i 2½-3 års alderen - der er tale om lidt ældre børn...

Det bedste man kan gøre ved denne type anfald er at ignorere barnet. Ikke nødvendigvis sende barnet væk, men i stedet gå væk fra barnet. Hvis der ikke er nogen til at se, hvordan barnet skaber sig, ja så er det jo ikke længere sjovt at blive ved.

Det bedste I kan gøre, når jeres datter kammer over af fortvivlelse er at stille jer til rådighed. Vise at I er der, at det er okay. Det gør ikke noget at hun ikke vil holdes om, det er fint at du forsøger:o) Prøv i stedet at sætte dig i nærheden og fortæl hende at du er der, hvis hun vil dig. "Kom herhen skat, vil du ikke putte lidt hos mor..?" Nogle gange kan du måske få lov til at nusse hendes fødder lidt, selvom du ikke kan holde om hende, og på den måde give hende lidt fysisk kontakt indtil hun så er klar til at sidde på skødet, blive holdt om og vugget "sååå, du blev bare så ked af det..".

Det lyder som om at I gør alt muligt godt i forhold til jeres datter og umiddelbart tackler det hele fint. Jeg håber at mine tanker hjælper jer lidt videre på vej, eller i hvert fald bekræfter jer i at det I allerede gør er godt nok, I er godt på vej. Der er som jeg ser det lige nu ikke umiddelbart grund til at søge psykologhjælp eller lignende. Det du fortæller lyder normalt, temperamentsfuldt men normalt og I tackler det fint, selvom det er hårdt.

---

---

---

Når hun begynder i børnehave, så åbner en helt ny verden sig for hende og jeg tror det bliver rigtig godt. Der vil her også være pædagoger som vil vurdere hende, hendes samspil med andre osv. og mener de at I/hun har behov for hjælp, så vil de fortælle jer det.

I knækker ikke jeres datter ved at sætte grænser og samtidig lytte til hende. Hun skal jo hele tiden vide, at det er okay at hun reagerer, at I kan rumme det, at hun er okay som den hun er. Det er det, der giver børn selvværd - at de ved at de er elsket fordi de er ligepræcis den de er. Ikke fordi de kan noget specielt, men fordi de er noget specielt:o)

Når hun skriger, græder, er fortvivlet, frustreret så vis hende altså at det er okay, at I godt kan rumme det. Det vil sige bære det uden at ville ændre på det og uden at I tager det personligt. Stil jer til rådighed, vis hende at I er der, hvis og når hun har brug for det. Lad hende bare få en lille pause, hvor hun kan græde lidt for sig selv, det lyder som om at hun har behov for det, men giv hende så muligheden for nærhed igen.

Med hensyn til stop med sut, så tænker jeg at det ikke lige er tiden til det. Det vil være rigtig svært for hende at slippe sutten lige nu, så vent til hun er kørt godt ind i børnehaven. Måske vil de større børn der kommentere hendes sut og så vil hun selv pludselig begynde at snakke om at den skal væk eller måske afleveres til julemaden til jul ...

Jeg håber mine tanker hjælper jer videre på vej, fortsat held og lykke:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---