Annonce

Annonce

Dit barns snot - farver


26. december 2024


Du har sandsynligvis oplevet, at dit barn har løben​de næse og måske endda været bekymret over farven på snottet. Men hvad betyder de forskellige snot-farver egentlig? Hvad er forkølelse? Kan forkølelse forebygges? Og hvornår skal du reagere? Det skal min artikel handle om i dag. 



Hvad er snot egentlig?



Snot er en blanding af slim, vand, salt og enzymer, som næsen producerer for at holde slimhinderne fugtige og beskytte kroppen mod bakterier, virus og støv. Når dit barn er forkølet, producerer kroppen ekstra snot for at bekæmpe infektionen, og farven på snottet kan ændre sig undervejs. 



Farven på snot, og hvad det kan være tegn på



Klart snot



Klart snot er helt normalt. Det ses ofte, når næsen løber på grund af allergi, hvis det er koldt eller hvis dit barn er ved at blive forkølet. 



Du behøver ofte ikke gøre noget særligt. Det er dog en god idé at sørge for, at dit barn har adgang til bløde lommetørklæder og drikker nok væske. Og så er det også altid godt at være særligt opmærksom på håndvask.



Hvidt snot



Hvidt snot er ofte et tegn på let forkølelse, hvor slimhinderne er hævede, og snottet bevæger sig langtsommere gennem næsen.



Her er det godt, hvis du kan holde øje med symptomerne, måske bliver forkølelsen værre. Sørg for, at dit barn får mulighed for hvile og drikker rigeligt. 



Gult snot



Gult snot er ofte tegn på, at kroppen bekæmper en virus eller infektion. Farven skyldes, at døde hvide blodlegemer og bakterier samler sig i slimet.



Det er helt normalt, hvis dit barn får gulligt snot under en forkølelse. Hold øje med, hvordan det udvikler sig, med mindre dit barn virker meget utilpas, så søg læge.



Grønt snot



Grønt snot opstår ofte, når immunsystemet er i fuld gang med at bekæmpe en infektion. Det betyder ikke nødvendigvis, at dit barn har en bakteriel infektion, men det kan være tegn på en længerevarende forkølelse.



Hos større børn kan grønt snot være tegn på bihulebetændelse, men det ses normalt ikke hos børn under 3 år, da bihulerne i denne aldersgruppe ofte ikke er fuldt udviklet endnu. 



Hvis dit barn har grønt snot i mere end 10 dage, eller dit barn har feber, hovedpine, klager over smerter i ansigtet eller har vedvarende hoste, især om natten - så bør du kontakte jeres læge. 



Orange eller brunt snot



Orange eller brunt snot skyldes ofte, at der er blod eller skidt (som f.eks. støv eller jord) i næsen. Det kan også ske, hvis slimhinderne er irriterede eller tørre. 



Hos store børn, unge og voksne kan orange og brunt snot også i nogle tilfælde være tegn på bihulebetændelse, hvor snottet har opholdt sig i bihulerne i længere tid. Når snottet får en orange eller brunlig farve, skyldes det ofte, at det har samlet døde celler, slim eller måske små mængder blod fra irriterede slimhinder, som giver denne nuance. Orange snot kan f.eks. ses, når bihulerne drænes - især hvis antibiotika er sat i gang, og kroppen begynder at bekæmpe infektionen mere effektivt.



Tjek om dit barns næse bløder, og sørg for, at dit barn ikke piller næse. Brug evt. saltvandsdråber for at holde slimhinderne fugtige. Giv dit barn tilstrækkeligt med væske og mulighed for at få ro, så kroppen bedre kan bekæmpe infektionen. Hvis dit barn ellers er i bedring og har energi, så er orange snot blot en del af processen. Hvis symptomerne forværres eller varer længere end forventet, så kontakt jeres læge. 



Rødt snot



Rødt snot indeholder blod, som kan komme fra små blodkar i næsen, ofte på grund af tør luft, hyppig næsepudsning eller generel irritation. 



Sørg for, at luften hjemme er fugtig og være forsigtig med pudsning af næsen. Vær opmærksom på, at dit barn ikke piller næse.



Gråt eller sort snot



Gråt eller sort snot er sjældent, men skyldes ofte indånding af skidt, røg eller ...


Annonce

... forurening. 



Oplever du gråt eller mørkt snot hos dit barn, så hold øje med det og søg læge, hvis du ikke kan finde en umiddelbar åbenlys forklaring.



Hvornår skal du søge læge



De fleste ændringer i snot-farve er ikke bekymrende, og er en helt naturligt del af kroppens forsvarsmekanisme. De fleste forkølelser går også over af sig selv, men nogle gange kan det være en god idé, at I kontakter jeres læge:



- Hvis dit barn har snot (især gul-grønt snot), der varer i mere end 10 dage. Det kan være tegn på en mere vedvarende infektion, som dit barn ikke selv kan bekæmpe.



- Hvis dit barn har feber i mere end 3-4 dage. Det vil sige mere end 38.5 i mere end 3-4 dage. Det er helt normalt, at både virus- og bakterieinfektioner kan give feber, men hvis barnet har feber i flere dage, kan det være tegn på, at barnet ikke kun er forkølet, men har en anden infektion. Temperatur over 39.5 kræver altid særlig opmærksomhed. 



- Hvis dit barn har vejrtrækningsproblemer, stærke smerter eller virker sløv og apatisk. Dit barns velbefindende bør ikke være så påvirket, at barnet f.eks. ikke vil spise, drikke, lege eller lignende, men barnet blot ligger sløvt og virker unormalt træt og passiv.



- Hvis dit barn bliver hævet omkring øjnene, i panden, eller klager over hovedpine, der forværres. Dit barn må ikke have svært ved at åbne sine øjne eller klage over nedsat syn eller dobbeltsyn. Dette er akut, og lægen skal kontaktes med det samme. 



Generelt om forkølelse



Forkølelse er en af de mest almindelige sygdomme hos små børn, og det er en naturlig del af det lille barns udvikling og opbygning af immunforsvar. Forkølelse skyldes ofte virus, og små børn bliver ofte forkølet flere gangeom året, især i vinterhalvåret, fordi deres immunsystem stadig er under udvikling. Samtidig bliver små børn ofte forkølede, fordi de har tæt kontakt med andre børn, og de vil ofte dele og røre ved ting, komme legetøj og lignende i munden, og på den måde øges risikoen for smitte. 



Forkølelse varer ofte 7-10 dage, og de første symptomer er løbende eller tilstoppet næse. Snottet er til at begynde med klart, derefter hvidt, og så kan det blive gult og grønt undervejs. Mange børn vil også hoste, især om natten. Og så er det også helt almindeligt, at dit barn nyser - det er en naturilg måde, hvor på dit barn får renset sine luftveje. 



Feber mellem 38-39 grader er almindeligt, nogle gange kan temperaturen også være lidt højere. Og mange børn får også ondt i halsen. Det betyder, at deres appetit også kan være nedsat i perioder med forkølelse. 



Forkølelse smitter gennem dråber, der spredes, når en person hoster, nyser eller rører ved noget, som andre derefter berører. 



Hvordan kan du hjælpe dit barn



Da forkølelse skyldes virus, så findes der ikke en kur mod forkølelse, men der er lidt forskelligt, som du kan gøre for at lindre dit barns symptomer:



1. Saltvandsspray og næsesuger. Det er en god idé at rense dit barns næse før måltider og sengetider.



2. Rigeligt med væske, især hvis dit barn har feber, så I undgår dehydrering.



3. Lad dit barn få masser af hvile og hjælp barnet med at sove så godt, som muligt. 



4. Elever dit barns hovedgærde, så barnet ikke ligger helt fladt under søvn. 



5. Tilbyd evt. dit barn smertestillende - tal med jeres læge. 



Forebyg forkølelse



Det er svært helt at undgå forkølelse hos små børn, men der er nogle forholdsregler, som er gode at tage:



- Lær dit barn at vaske hænder ofte. Det gælder i forbindelse med bleskift, toiletbesøg, næsepudsning, ved måltider osv. 



- Undgå tæt kontakt med forkølede personer, hvis muligt.



- Sørg for at rengøre legetøj og aftørre overflader regelmæssigt.



- Styrk dit barn immunforsvar ved at tilbyde sund kost, frisk luft og hjælpe barnet med gode søvnvaner. 



God bedring!



Bedste hilsner



Helen



Annoncer

Sponsorerede artikler

Olívy - meget mere end bleskift

Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...

Læs mere her



Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Tusind tak for din plan for dagen, både hvad angår søvn og mad. Det er lykkes os at overholde din plan og det har været guld værd. Nu sover vi alle sammen meget bedre om natten.

De sidste 3 uger, har han faktisk kunne sove fra kl. 20 til 06 hver nat - og det er fantastisk, før vågnede han en gang i timen!

Tak fra drengens forældre


Annonce