Annonce

Annonce

Autostol - og regler


13. juli 2024


Alle babyer og børn under 135 cm skal sidde i en au​tostol, når de er med i en bil. Og det er førerens ansvar, at alle under 15 år er korrekt spændt fast. Det giver bøde og klip i kørekortet, hvis reglerne ikke overholdes. Men hvad er egentlig reglerne, hvad siger loven? Hvad, hvis I skal have en legekammerat med i bilen? Hvad, hvis bedsteforældre skal køre med barnebarn/børnebørn i bilen? Hvad hvis sommerferien går til udlandet, hvordan er reglerne så? I min artikel i dag kan du finde svar på disse og andre spørgsmål.



Godkendte autostole



Det er vigtigt, at du sikrer dig, at den autostol I bruger, overholder den nuværende lovgivning. Det betyder, at følgende mærker sikrer, at autostolen lever op til EU´s sikkerhedskrav:



ECE-44-03



ECE-44-04



ECE-R-129



Mærket vil sidde på selve stolen. ECE-mærkede autostole angiver ofte en vægtklasse for barnet, som autostolen passer til. Der kan f.eks. stå 0-13 kg. 9-18 kg, eller 15-36 kg.



ECE-R-129 er navnet for en i-Size-stol. Denne ordning har været gældende fra 2013, og autostole med denne mærkning angiver også et mål for, hvor lang/høj barnet må være. Der kan f.eks. stå 50-75 cm, 40-100 cm eller 95-150 cm. Vælger du en i-Size stol, skal både barnets vægt og højde altså passe i forhold til dit barn.



Derudover er i-Size også betegnelsen for autostole, der kan monteres med brug af bilens isofix-beslag, og de er alle sidekollisionstestede. 



Hvor i bilen skal autostolen placeres



En bagudvendt autostol må IKKE placeres ved en aktiv airbag. En udadvendt autostol må i følge loven dog godt placeres ved en airbag. Læs dog altid autostol-producentens anvisninger, så du er sikker på, at den pågældende autostol er godkendt til at være placeret ved en airbag, hvis du vælger denne løsning.



Fra autostol til selepude



De fleste børn vil, når de er 3-4 år gamle, passe til en autostol, der er 15-36 kg og/eller 95-150 cm. Det betyder en autostol, som primært er en selepude. Børn er naturligt forskellige, så nogle børn kan først skifte til en selepude, når de er mere end 4 år gamle, og det er barnets størrelse og ikke alder, som er afgørende for, hvornår I skifter. 



Det kan anbefales, at I vælger en autostol, som består af både et sæde (selepude) og et ryglæn - og som også har nakke-, side- og hovedbeskyttelse. Ved en evt. kollision er det vigtigt, at dit barn er så beskyttet som muligt. Når barnet sidder i denne form for autostol, benyttes bilens sikkerhedssele. Og når der både er ryglæn, samt side- og hovedstøtte, så sikres det for det første, at selen holdes rigtigt på plads hen over barnets skulder og hofte. Det er vigtigt, at sikkerhedsselen ikke sidder for tæt på barnets hals. Side-, nakke- og hovedstøtten sikrer derudover barnet ekstra ved en sidekollision, og så er hovedstøtten vigtig og god, hvis barnet falder i søvn under kørslen.



Udelukkende sele



De fleste børn er ca. 10 år gamle, eller vejer ca. 25 kg, før de kan bruge bilens almindelige sele. Det er dog et lovkrav, at barnet måler mindst 135 cm., før barnet må sidde uden autostol (selepude) og udelukkende med sikkerhedsselen. 



Mange selepuder med ryglæn er lavet sådan, at man kan fjerne ryglænet først, og i en overgang stadig lade barnet sidde på selepuden. 



Lejlighedsvis kørsel



Alle børn under 3 år skal sidde i en ...


Annonce

... autostol, der passer til deres størrelse og vægt. Skal dit barn køre med andre, så skal sikkerhedsudstyret følge med barnet. 



I enkelte tilfælde kan børn, der er mere end 3 år gamle og under 135 cm. høje, godt køre en kort afstand i en bil, som ikke har sikkerhedsudstyr til børn. Barnet skal her sidde på bagsædet og bruge bilens sikkerhedssele. Hvad "kort afstand" er, vil bero på en domstolsafgørelse. 



Bedsteforældre, der f.eks. henter barnet på bestemte ugedage, eller kører barnebarnet til en fritidsaktivitet eller lignende, skal altid have barnet fastspændt i autostol - der er her ikke tale om lejlighedsvis kørsel. 



Hvis der er tale om en pludselig opstået situation og kørsel over en kort afstand, kan bedsteforældre medbringe deres barnebarn i bilen, og hvor barnet sidder på bagsædet med bilens sikkerhedssele. Det er dog et krav, at barnet er mere end 3 år gammel. Det må dog anbefales, at bedsteforældre søger for, at deres børnebørn sidder korrekt og i autostole, der er sikre og passer til barnets alder, vægt og højde. 



Legeaftaler



Hvis dit barn skal have en legekammerat med hjem, og du kun har én autostol, så er loven sådan, at det er dit eget barn, som skal sidde i autostolen. Kørsel med en legekammerat falder under reglen om "lejlighedsvis kørsel", hvorfor en legekammerat, som er mere end 3 år gammel og under 135 cm. kan køre med en kort tur. Barnet skal her sidde på bagsædet og bruge bilens sikkerhedssele. 



Det kan være en god idé, at I f.eks. har en ekstra selepude i bilen, som en evt. legekammerat kan bruge. Vær dog opmærksom på, at en selepude ikke vil være lige så sikker, som at sidde i en autostol. 



Taxa og regler



Der er ikke noget lovkrav om, at børn skal sidde i autostol, når I kører taxa. Du kan, når du bestiller en taxa, spørge om du kan få en autostol med, eller du kan vælge at tage din egen autostol med.



Barnet skal altid sidde på bagsædet og bruge taxaens almindelige sikkerhedsseler - uanset om selerne passer til barnet eller ej. Også hvis dit barn er under 3 år gammelt. 



Varebiler og regler



Reglerne for fastspænding af børn i autostole og selepuder gælder også, hvis I transporterer jeg i en varebil. Det er ikke tilladt at opholde sig i varerummet under kørsel.



Bilrejse til udlandet og regler



Der gælder forskellige regler, alt efter hvilket land I kører til. De danske regler gælder for de fleste lande i Europa, men ikke alle. Hvor reglerne i Danmark siger, at børn under 135 cm skal sidde i en autostol (selepude), så er reglerne i Tyskland sådan, at børn under 12 år eller 150 cm skal sidde i autostol (selepude). Højdekravet i Tyskland er altså 15 cm. mere end i Danmark. 



For lande som Frankrig, Irland, Island, Italien, Kroatien, Luxembourg gælder f.eks. andre regler end i Danmark. Også lande uden for Europa har andre regler. Der kan i visse lande også være forskel på, om I kører i egen bil, eller om I lejer bil i landet. 



Det er altid føreren af bilen, som har ansvaret for at børn er spændt korrekt fast. Derfor skal du sætte dig ind i, hvordan reglerne er i det land, som I tager til. Du kan finde FDM´s liste over regler for autostole i forskellige lande her.



Med ønsket om god og sikker kørsel til alle :)



Bedste hilsner



Helen



Annoncer

Sponsorerede artikler

Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste

Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...

Læs mere her



Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om amning og flaske, hjæper dig med at få et mæt og tilfreds barn.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen!

Tusind tak for en super god side, med masser af gode og virkeligt kompetente svar, som jeg har brugt flittigt

Josefines mor


Annonce