Der ses aktuelt en stigning i antal tilfælde af lussingesyge i Danmark. Det totale antal tilfælde den 7. maj 2024 var 702, hvoraf 146 var gravide. Der er samtidig registreret en øget søgningaktivitet på nettet om parvovirus B-19-infektion, smitte og graviditet, hvilket vidner om stigende interesse fra befolkningen. Det skriver Statens Serum Institut den 8. maj 2024.
Hvad er lussingesyge, parvovirus B19, den femte børnesygdom
Lussingesyge skyldes infektion med parvovirus B19. Der er ikke pligt til at anmelde sygdommen, og forekomsten overvåges derfor ikke systematisk af Statens Serum Institut.
Lussingesyge kaldes også den femte børnesygdom eller erythema infectiosum. Lussingesyge optræder først og fremmest hos børn i alderen 4-10 år. Børn får ofte forkølelses- og influenzasymptomer med let feber - herefter kommer der ofte kraftigt rødt udslæt på kinderne, deraf navnet lussingesyge. Det er ofte en mild børnesygdom og efter en parvovirusinfektion er man livsvarigt immun. Voksne får sjældent udslæt, men især kvinder kan opleve ledsmerter især i de små led i hænder og fingre. Det er sjældent, at infektion med parvovirus kræver indlæggelse.
I Danmark regner man med, at ca 60% af voksne har haft parvovirus B19 infektion og derfor er immune overfor fornyet infektion.
Særligt for gravide
Gravide, der er smittet med parvovirus B19, kan oveføre virus til barnet. Hvis en gravid bliver smittet med parvovirus B19, er der ca. 25% sandsynlighed for, at fosteret bliver smittet, typisk 4 uger efter den gravides infektion.
Risikoen for smitte stiger gennem graviditeten, men smitte har næsten aldrig konsekvenser for barnet ved smitte efter 20. graviditetsuge. Hvis en gravid smittes før 20. graviditetsuge, vil infektionen i de fleste tilfælde være uden betydning, men i enkelte tilfælde kan smitte føre til anæmi (blodmangel) hos fosteret, spontan abort og i meget sjældne tilfælde føre til fosterdød. I Danmark udgør tilfælde af abort/fosterdød associeret til parvovirus B19-infektioner en meget lille andel (0,1%-0.8%). Der er ingen risiko for medfødte misdannelser hos levendefødte ...