Børn har brug for hjælp til at regulere deres følelser. Det lille barns evne til at kunne regulere følelser er under konstant udvikling, og som forælder har du en central rolle i at hjælpe dit barn med denne proces. Undersøgelser viser at børn, der kan regulere deres følelser, har bedre og flere sociale relationer, og at de generelt trives bedre.
Hvad betyder det at kunne regulere sine følelser
At kunne regulere sine følelser betyder, at man har evnen til at kunne håndtere og også kontrollere forskellige følelsesmæssige tilstande på en hensigtsmæssig og konstruktiv måde. Det betyder f.eks., at man er i stand til:
- at sætte ord på egne følelser og forstår, hvad der udløser dem.
- at anerkende, at det er helt naturligt at have følelser, uanset om de er negative eller positive.
- at regulere intensiteten af ens følelser, så de ikke bliver for overvældende eller destruktive.
- at kunne tilpasse sine reaktioner på forskellige følelsesmæssige situationer, så det er passende for situationen og de mennesker, som måske er involveret i situationen.
- at kunne søge støtte hos andre, kan trække sig eller måske løse problemer konstruktivt.
- at føle sig i følelsesmæssig balance, så man føler sig i kontrol og i stand til at kunne håndtere de udfordringer, som livet en gang imellem giver.
Hvorfor har børn svært ved at regulere deres følelser
- Udviklingsniveau. Det lille barn er under udvikling og evnen til at regulere sine følelser, det vil sige kunne forstå og håndtere sine følelser på en passende måde, er noget, som barnet naturligt ikke har lært og derfor skal støttes i.
- Hjerneudvikling. Det lille barn fødes med en umoden hjerne. Hjernen har de dele, som hjernen skal have, men forbindelserne mellem hjernens dele fungerer ikke ret godt. Disse forbindelser skabes f.eks. af måden, du møder dit barn på.
- Manglende erfaring. Det lille barn har naturligt ikke ret meget erfaring med at håndtere forskellige følelsesmæssige situationer, og barnet mangler derfor de strategier og færdigheder, som større børn og voksne stille og roligt opnår.
- Miljøpåvirkning. Det lille barn har brug for rolige og forudsigelige omgivelser, da det giver tryghed. Et meget stressfuldt miljø og for meget uforudsigelighed, vil kunne gøre det sværere for barnet at regulere sine følelser.
Sådan lærer du dit barn at regulere følelser
1. Vær en følelsesmæssig rollemodel.
Som forælder er du en vigtig rollemodel for dit barn. Når du som forælder viser, hvordan du håndterer dine egne følelser, så spejler dit barn sig i dig og vil efterligne din adfærd.
Hvis du f.eks. føler dig frustreret og vred, så kan du vise dit barn ...