At være en god nok mor eller far

Hvad betyder det egentlig at være en god mor eller f​ar - eller snarere en god nok mor eller far? Det kan være rigtig svært at finde sin rolle som forælder i en tid, hvor forventningerne til forældre er højere end nogensinde før. Men det er vigtigt at huske på, at "den ikke helt perfekte mor eller far faktisk er god nok". Det handler min artikel om i dag. 

Idealer vs. virkelighed

Der er ingen tvivl om, at sociale medier kan give et helt forkert billede af, hvad det egentlig vil sige at være forælder i dag. Man får hurtigt indtryk af, at den perfekte forælder er en, som formår både at jonglere arbejde, en travl karriere, friskbagt surdejsbrød og altid smilende, rene og velopdragne børn - ud over at børnene naturligvis er iklædt det rigtige tøj, der er masser af tid til at gå tur med hunden, måltidskasserne sørger for, at vi spiser både fisk og økologisk, og sexlivet kører på skinner.

Det giver naturligvis skyldfølelse og en følelse af utilstrækkelighed, hvis man som forælder føler, at man ikke kan leve op til dette. Derfor er det vigtigt at huske på, at "den ikke helt perfekte forælder faktisk er god nok".

At være en god nok mor

D. W. Winnicott er en af de mest indflydelsesrige psykoanalytikere inden for børns udvikling, og han mente, at en en god nok mor var tilstrækkelig for børns sundhed og trivsel. Winnicott argumenterede for, at mødre ikke behøver være perfekte, men snarere autentiske og responsive overfor deres børns behov. Hans teori giver plads til, at man som mor naturligt kan begå fejl, kan lære af sine fejl og stadig være en stærk støtte for sine børn. 

Winnicott introducerede begrebet "holding" i sin psykoanalytiske teori som en central del i forståelsen af den rolle, som moderen spiller i barnets trivsel og udvikling.

"Holding", altså "at holde", dækker både over den fysiske og den følelsesmæssige måde, moderen opfylder barnets grundlæggende behov. Det inkluderer at beskytte barnet, sørge for barnets fysiske behov, sikre barnet den rigtige ernæring, samt give barnet en følelse af sikkerhed og tryghed. Moderen skal være i stand til at forstå og reagere på barnets signaler og behov - også før barnet har ord og selv direkte kan udtrykke, hvad det har behov for. 

"Holding" handler også om at skabe et psykologisk rum for barnet, hvor barnet føler sig elsket, accepteret og forstået. Moderen skal være både følelsesmæssigt og mentalt til stede for barnet, og moderen skal hjælpe barnet med at opbygge tillid til verden omkring sig. 

Ifølge Winnicott vil børn, der oplever tilstrækkelig "holding", udvikle en følelse af kontinuitet og sammenhæng i verden, hvilket er afgørende for, at barnet kan udvikle sig sundt og trives. Mangler barnet "holding" kan det føre til følelsesmæssig ustabilitet og usikkerhed hos barnet. 

Winnicott betragtede ikke "holding" som noget, der kun foregår i forhold til det spæde og meget lille barn. Han sagde, at "holding" var en livslang proces, hvor forældre og omsorgspersoner spiller en vigtig rolle i at støtte barnets følelsesmæssige og psykologiske velvære gennem hele opvæksten. 

At være en god nok far

D. W. Winnicotts teori var baseret på hans observationer ...

... af mødre og deres rolle i barnets tidlige liv. Det er dog vigtigt at nævne, at Winnicotts teorier i dag er blevet udvidet og tllpasset, så de nu inkluderer omsorgspersoner af begge køn og forskellige familiestrukturer. Moderens rolle i barnets tidlige udvikling er naturligt central, men det betyder ikke, at fædre eller andre omsorgspersoner ikke kan udfylde en tilsvarende vigtig rolle i barnets liv. 

I moderne psykologi og pædagogik anerkendes betydningen af en bredere definition af omsorgspersoner og familiemønstre. Forskningen viser, at børn kan trives og udvikle sig positivt  uanset, om de har mor, far, bedsteforældre, plejeforældre eller andre omsorgspersoner, der er engagerede, kærlige og støttende. 

Winnicotts teorier om "holding" og barnets tidlige udvikling kan sagtens overføres til også at gælde fædre og andre omsorgspersoner i dag. Det afgørende er ikke kønnet på omsorgspersonen, men dennes evne til at skabe et trygt og kærligt miljø, hvor barnet kan udvikle sig sundt, føle sig elsket og accepteret, samt opbygge tillid til verden omkring sig. 

Derudover viser forskningen, at fædre f.eks. spiller en afgørende rolle i at opbygge stærk emotionel forbindelse med deres børn. Fædre har ofte en lidt anden omsorgsstil end mødre, hvilket kan være meget berigende og udviklende for barnet. Fædre er også særligt gode til at opmuntre børn til at udforske verden omkring dem og tage risici. Og så er fædre f.eks. også ofte gode til at hjælpe børn med konflikthåndtering og selvregulering. Og det gælder alle fædre - farrollen er ikke begrænset til biologiske fædre. Stedbørnsforældre, plejefædre, adoptivfædre og samme-kønspersoner, der deltager i børneopdragelsen kan alle have en lignende positiv indflydelse på børns udvikling og deres tillid til verden. 

Ingen er fejlfri

At være en god forældre handler også om, at det er okay at begå fejl. Ingen mennesker er fejlfri. Det er vigtigt at indse, at det at begå fejl er en naturlig del af forældreskabet. Når vi som forældre erkender vores fejl og f.eks. siger "det er jeg ked af, jeg skulle ikke have råbt af dig, det må du undskylde" eller lignende, så viser vi vores børn, at det er okay at begå fejl. Vi lærer på den måde vores børn, at alle kan begå fejl, og at der i vores familie er plads til fejl. Der er plads til, at vi kommer til at gøre noget, som vi ikke skulle have gjort. Der er plads til at sige det, og man kan sige undskyld. Vi bærer ikke nag, men giver et kram og kommer videre.

Forskningen viser, at børn trives bedst i et miljø, hvor de føler sig elskede, accepterede og forståede, snarere end i et miljø, som er præget af følelsen af stress og skyld, fordi man som forælder føler, at man ikke gør noget rigtigt. 

Forskningen viser også, at det er vigtigt, at vi som forældre tager hensyn til os selv, og at vi prioriterer vores selvomsorg. Hvis vi selv føler os sunde og afbalancerede, så vil vi naturilgt bedre kunne møde de behov, som vores børn har. At sørge for sig selv en gang imellem er derfor ikke egoisme, men en nødvendighed for at være en god forælder. 

Vi skal derfor ikke stræbe efter at være den perfekte forælder, men i stedet huske på at den ikke helt perfekte forælder faktisk er god nok, måske den bedste ;)

Bedste hilsner

Helen