Unge har mindre empati end tidligere

Det er ikke noget nyt - at unge har mindre empati end tidl​igere. En undersøgelse fra år 2000 lavet af University of MIchigan viste, at allerede på dette tidspunkt havde 40% af unge mindre empati sammenlignet med 30 år tidligere. I undersøgelsen havde University of Michigan brugt data/svar fra mere end 14.000 collegestuderende, det var et stort studie, og resultaterne gav allerede dengang grund til bekymring. Desværre ser det ud til, at tendensen er fortsat. Forskere og eksperter i børn og unge ser stadig tegn på manglende empati hos børn og unge, og det vækker bekymring...

Hvad er empati, og hvorfor er det vigtigt? Og hvorfor falder børn og unges empatiske evner? Hvad er det forskerne ser som mulige forklaringer...

Hvad er empati, og hvorfor er det vigtigt

Empati er evnen til at sætte sig ind i en andens sted og fornemme, hvorvidt den anden bliver ked af det, glad, vred osv. Empati er en evne til at aflæse andre og kunne forstå, hvad der er det rigtige at gøre i forskellige situationer - når man f.eks. oplever, at en anden er ked af det, skal man så hoppe rundt eller er det bedre at sidde stille... skal man dreje fokus på noget andet, tale om noget andet, eller skal man blot holde i hånd eller holde om den anden... 

Empati bliver ofte oversat til at betyde "medfølelse", men det er ikke det helt rigtige ord. Hvis man har medfølelse, så betyder det, at man har haft lignende oplevelser og følelser, som den man føler med, og det er ikke altid tilfældet. Empati er derfor snarere "indlevelsesevne", at kunne sætte sig i den anden sted. Nogle gange bruger vi også ordet "sympati" og taler om, at vi kan have sympati overfor en anden. 

Lidt firkantet sagt kan man sige, at empati er evnen til at kunne mærke og føle det, et andet mennesker mærker eller oplever. Medfølelse handler om, at vi gerne vil mindske den smerte (fysisk eller psykisk), som en anden oplever. Og sympati handler om, at vi forstår, hvad det er den anden mærker eller oplever. Dog hænger disse ting naturligt sammen.

Som udgangspunkt har alle børn en empatisk evne. De kan føle, sanse og er i stand til at sætte sig ind i andres følelser, fra de er ganske små. Et lille barn kan f.eks. godt reagere på forældres sindsstemninger, barnet kan godt reagere på dårlig stemning i hjemmet, forældre som skændes meget, stressede forældre osv. ligesom barnet fornemmer om vi er glade, hygger os, og der er ro og harmoni. Men, børn lærer også empati - og det lærer de ved at være sammen med andre børn og voksne. Man kan sige, at den empatiske evne netop udvikles i samspillet med andre. 

Børn kan godt lære visse sociale regler, som at sige pænt tak for en gave, tak for mad, lære at sige undskyld osv. Men at lære, hvordan man spørger ind til en anden, møder en anden, så den anden føler sig værdsat og interessant, og at lære hvordan man f.eks. trøster en anden, det kan børn ikke lære ved at få det at vide. Det kan de kun lære ved måden vi forældre og voksne er omkring vores barn på, og de lærer det også af at være sammen med andre børn.

Empati er vigtigt, fordi det binder os mennesker sammen. Vi løser ikke problemer med vold eller ved at ignorere hinanden, men ved at se hinanden, lytte til hinanden, anerkende hinanden, forstå hinanden... og her spiller empati en meget stor rolle. 

Når unge mangler empati, så betyder det, at de ikke er i stand til at sætte sig ind i andre, og hvad den anden føler og oplever. I stedet for at se verden fra en andens perspektiv, så bliver man selvfokuseret og egocentreret.

Hvorfor falder børn og unges empatiske evner

Der er flere teorier omkring, hvorfor børn og unges empatiske evner falder så drastisk og har gjort det de sidste mange år. Nogle af de årsager der har været fremme er f.eks.:

Naturlig genetisk biologisk udvikling

Nogle mener at vores samfund, tiden, måden vi har udviklet os på rent evolutionært giver en naturlig ændring i måden vi er sammen på. At der kan være tale om en slags "survival of the fittest", hvor det at være selv-centreret og mindre opmærksom og interesseret i andre giver mulighed for at komme til tops. De er de stærkeste som overlever, og det gør de bedst, ved at tænke på sig selv - også selvom de kan "træde på nogen" på vejen... 

En tanke jeg personligt ikke er enig i...

Mindre ansigt-til-ansigt-kommunikation

En anden og mere sandsynlig forklaring hænger sammen med vores øgede forbrug af skærme. I stedet for at vi sidder og kommunikerer ansigt til ansigt, så kommunikerer vi mere og mere via smartphones, computere osv. 

Børn har brug for at være sammen med deres forældre og andre - og at vi kikker på hinanden, når vi er sammen. Det er ...

... vigtigt, at vi ser på hinanden, aflæser hinandens ansigtsudtryk, mimik, kropsbevægelser og genstikuleren for netop at udvikle evnen til at sætte sig i den andens situation. 

Flere og flere familier handler også på nettet, fremfor i butikker - og selvom det kan være praktisk i en travl hverdag, og det kan give tid til andre ting, f.eks. at man er sammen som familie og bruger tid sammen, så skal man huske at evnen til at aflæse andre også læres, når man f.eks. står i en supermarkedskø, når man bliver betjent af en ekspedient, når man venter på, at kunden foran en får betalt eller måske skal have hjælp med sine varer... ligesom det naturligt også læres på bibliteket, i svømmehallen, til familiefødselsdage osv. 

Mere voldeligt tv, film og spil

Forskerne er ikke helt enige om, hvor stor betydning voldelige spil og film har på børns udvikling og herunder barnets udvikling af empati. Forskerne er dog enige om, at der i løbet af de sidste 30-40 år er sket en voldsom stigning i brug af og visning af voldelige film/spil. 

Det er ikke nødvendigvis de voldelige billeder, som er problematiske, men lige så meget at børn og unge ikke hjælpes til at forstå forskellen mellem, det de ser, og det som opleves i den virkelige verden. Børn har brug for, at voksne taler med dem, guider og forklarer - det er vigtigt, at vi som voksne taler med vores børn, om de de ser og oplever, sætter ord på deres følelser, rummer - og undersøgelser viser også, at netop lyttende og anerkendende forældre forebygger voldelig adfærd og giver mere empatiske børn.

Manglende omsorgspersoner

Børn har brug for vigtige voksne. Det er essentielt for børns udvikling, at de knyttes til nære voksne, som er der for dem, og man skelner mellem primære og sekundære omsorgspersoner. De primære omsorgspersoner er ofte mor og far. Det er dem, som tager sig af barnet fra det er ganske lille. Det er mor og far, som er den trygge og sikre base, som altid er der til at hjælpe, hvis der opstår utrygge situationer. De sekundære omsorgspersoner er de personer, som barnet bruger, når mor og far ikke er til stede. Det kan f.eks. være bedsteforældre, det kan være en dagplejer, pædagogen i vuggestuen og lignende.

Igennem de sidste 30-40 år er antallet af udearbejdede forældre steget, og børn er i dagpleje, vuggestue, børnehave og skole i mange flere timer nu, end de var tidligere. Det stiller store krav til de voksne, som er omkring børnene i dagtimerne. Og forskerne er bekymrede for, hvorvidt manglende omsorg for det enkelte barn spiller ind på den manglede udvikling af empati hos børn og unge.

Det behøver ikke være et problem at være i dagtilbud eller et problem, at mor og far arbejder. Men børn har brug for nærhed, de har brug for at blive set, mødt og lyttet til. De har brug for gennemgående omsorgspersoner og ikke skiftende personale. De har brug for blandt andet tid, stabilitet og regelmæssighed (consistency) for at kunne danne følelselsesmæssige bånd og dermed også danne f.eks. empati.

Manglende anerkendelse af følelser

Der kan være en vis tendens til, at ord som "sensitiv", "omsorgsfuld", "forstående" bliver set som problematiske - der kan være "en græse for, hvor sensitiv eller forstående man skal være", eller hvis man viser for mange følelser, så bliver man set som værende "svag". Hvis man har en stor evne til at sætte sig ind i andre, føler med andre eller måske selv viser mange følelser, så bliver man hurtigt stemplet som værende sart, fintfølende eller skrøbelig. 

På en eller anden måde er det mere acceptabelt at være ubekymret, dristig, risikovillig, og det betyder, at der kan være en tendens til at anerkende børn, som netop har disse personlighedstræk og ikke på samme måde anerkende børn, der er langt mere tilbageholdende og tænksomme i deres personlighed. Nogen mener at en sådan tendens også kan være med til at gøre, at man bliver mindre empatisk.

Der har også i en årrække været en del fokus på vrede og også problemvrede hos børn. Vrede er en naturilg følelse hos alle - både børn og voksne - og det kan være et symptom på andre underliggende følelser som f.eks. skam, frustration, ydmygelse, frygt, tristhed..

Børns følelser skal anerkendes, og det skal være lige så legalt at kunne blive vred, som at være jublende glad. Børn skal generelt anerkendes, som de er - ingen børn skal føle sig forkerte. Bliver ens følelser ikke anerkendt, kan man lide følelsesmæssig skade, og det kan være en forklaring på, hvorfor man ikke er i stand til at vise empati.

Tankevækkende... synes jeg :)

Kærlig hilsen

Helen