Der er lige nu kighoste epidemi i Danmark. Det rammer især børn, og særlig slemt er det i Region Hovedstaden. Det fortæller Statens Serum Institut. Både i september og oktober nåede antallet af smittede op på mere end 200 personer.
Der er påvist en kraftig stigning i forekomsten hos især mindre børn mellem 1 og 4 år. De 0-årige har dog den højeste forekomst, og stigningen blandt disse udgør 32%.
Men hvad er kighoste, og hvad skal du være opmærksom på - det handler min artikel om i dag.
Kighoste
Kighoste skyldes en bakterie, Bordetella pertussis, og selvom de fleste børn i Danmark bliver vaccineret mod kighoste, forekommer sygdommen stadig, da vaccination ikke giver fuldstændig beskyttelse.
Når barnet smittes, danner kighostebakterien et giftstof, der går i barnets blod. Det er dette giftstof, der kan være farligt. Af samme grund hjælper det ikke at give medicin mod bakterien, fordi det skadelige giftstof allerede befinder sig i barnets blod, når behandlingen begyndes.
Kighoste er derfor livstruende - især for de mindste børn. Den bedste forebyggelse mod kighoste er, at barnet bliver vaccineret.
Symptomer på kighoste
- Dit barn bliver forkølet og hoster let
- Hosten tiltager mere og mere
- Barnet får efter 1-2 uger kraftige hosteanfald, hvor det hoster flere gange og evt. bliver blårødt i ansigtet. Herefter trækker barnet vejret dybt med en kigende (hivende) lyd (deraf navnet kighoste).
- Hos spædbørn vil der ofte ikke være en kigen. De holder i stedet op med at trække vejret og bliver blå om læberne.
- Hos store børn (10 år og ældre) vil der ofte heller ikke være en kigen, men mere end tør hoste.
- I forbindelse med hosteanfaldet hoster barnet typisk slim op.
- Barnet vil også tit kaste op i forbindelse med de kraftige hosteanfald.
- Barnet bliver tydeligt udmattet af hosteanfaldende.
- Efter 2-4 uger aftager de karakteristiske hosteanfald, og sygdommen er ofte overstået på 6-8 uger.
- ...