Det er frustrerende for både barn og forældre, når sengen nat efter nat gennemvædes, fordi barnet ikke mærker, at det tisser. Nogle forældre bliver irriterede, andre synes det er pinligt, atter andre tager det stille og roligt og vasker sengetøj igen og igen... Også børn reagerer forskelligt - nogle børn bliver kede af det, nogle føler sig forkerte, nogle børn vil ikke sove ude, fordi de er bange for at det skal ske...
Men hvorfor tisser børn i sengen? Hvad handler det egentlig om? Og hvad skal du gøre ved det? Det handler min artikel om i dag.
Sengevædning er opdelt i to grupper
Hvis dit barn aldrig har været konsekvent tør om natten, så kalder man det primær sengevædning.
Har dit barn derimod været tør om natten i mindst 6 måneder, og derefter pludselig begynder at tisse i sengen om natten igen, så kalder man det sekundær sengevædning.
Uanset hvilken type sengevædning der er tale om, så er det næsten altid forårsaget af en fysiologisk umodenhed, som gør, at kommunikationen mellem barnets blære og hjerne ikke fungerer optimalt. Barnet registrerer ikke tissetrang på samme måde, som du som voksen gør.
Hos børn der begynder at tisse i sengen igen efter at have været renlige, kan årsagen dog også skyldes følelsesmæssige problemer - barnet oplever måske drilleri eller mobning, at forældre skal skilles eller lignende, som gør at barnet har det svært. Vær derfor altid opmærksom på barnets hverdag i denne situation.
Vokser fra det med tiden
At der er tale om en fysiologisk umodenhed betyder, at det ofte vil være noget, som dit barn vokser fra med tiden. Op mod 70% af børnene vokser fra deres sengevædning før de er fyldt 7 år.
Derfor vil dit barn ofte også være omkring 6 år før man begynder at overveje, hvorvidt barnet kan have brug for hjælp/behandling.
De fleste børn vil blive renlige om dagen, før de bliver det om natten. Det er derfor naturligt, hvis dit barn har brug for ble om natten i en længere periode, efter det har smidt bleen om dagen.
Hvorfor tisser børn i sengen?
Ingen børn tisser i sengen med vilje, fordi de synes det er sjovt eller fordi de vil irritere deres forældre. Barnet er hverken doven eller uartig. Når dit barn tisser i sengen, så er det fordi det ikke kan holde sig og det kan der være forskellige årsager til:
Arvelige faktorer. Det er arveligt at tisse i sengen. Hvis enten far eller mor har været sengevædere som barn, så er der større sandsynlighed for, at barnet også bliver sengevæder. Hvis både mor og far har været sengevædere er sandsynlighed meget større.
Blærens størrelse. Nogle børn har en urinblære, som ikke kan rumme den mængde urin, som barnet producerer om natten. Derfor "løber blæren over" og barnet tisser i sengen.
Hormonproduktion. Nogle børn producerer ikke nok af det natlige hormon (antidiuretisk hormon ADH), som skal holde urinproduktionen nede om natten.
Manglende signaler. Når blæren er fuld, så sendes der signaler til hjernen om at det er tid til at gå på toilettet og tisse, så blæren kan blive tømt. Hos nogle børn fungerer disse signaler endnu ikke optimalt, så barnet bliver ikke vækket.
Dyb søvn. Nogle børn sover så dybt, at de simpelthen ikke mærker, at de skal tisse.
Forstoppelse. Nogle børn har så meget forstoppelse, at det kan forstyrre deres ...