15. april 2015
"Han skriger højt, er nærmest i panik", "Han skreg og skreg, jeg kunne slet ikke shyyy eller lulle ham til ro igen". "Bagefter var hun så bange, at hun nærmest sad, som var hun i trance". "Nu farer hun sammen over den mindste lyd".
Nogle gange skriver forældre til mig om børn, som tydeligt er bange. Som forældre kan du se, at dit barn er skrækslagen - også selvom dit barn ikke kan sætte ord på, så er det tydeligt. Men hvad er det egentlig der sker, hvordan ser du, om dit lille barn er bange? Hvordan reagerer dit lille barn, hvis det er i krise? Og hvad kan du gøre, for at hjælpe dit barn? Det handler min artikel om i dag.
Almindelige krisereaktioner hos børn 0-2 år
Små børn bliver ofte bange for det, de ikke forstår. Det kan være høje lyde eller pludseligt opståede situationer, som de ikke er forberedt på. Det spiller også ind, hvordan du reagerer på dit barn. Et barn under 2 år vil ikke kunne adskille sine følelser fra dine følelser - hvis du bliver bange, så bliver dit barn også bange. Hos mange børn vil reaktionerne være forbigående, men hos nogle børn kan reaktionen blive hængende i kroppen, og det kan virke som om, at dit barn ikke rigtig kan komme sig, ikke rigtig kan slippe det.
Når den angstfyldte situation sker:
Dit barn græder voldsomt. Det kan skrige højt i selve situaionen.
Dit barn klynger sig til dig. Græder voldsomt, hvis ikke det er i din favn og kan have svært ved at falde til ro, selvom du tager barnet op, holder det tæt.
Dit barn vil ofte have en hurtig puls og du kan mærke at hjertet banker løs. Dit barn kan også trække vejret meget hurtigt.
Dit barn peger måske på den pågældende ting, som barnet er bange for, siger måske "AV, AV", "Bange", "Kan ikke li´" eller lignende.
Dit barn kan holde sig for ørerne, for på den måde at ville lukke farlige lyde ude.
Dit barn kan løbe uroligt rundt, tydeligt have svært ved at finde fysisk ro og har brug for din hjælp til at finde roen i kroppen.
Dit barn kan sidde fuldstændig stivnet. Blikket kan være stivnet, og du kan have svært ved at få øjenkontakt med dit barn. Barnet kan sidde stivnet i længere tid, måske i 15-30 minutter. Det afhænger helt af situationen, altså hvor voldsom den angstprovokerende situation er, samt af barnets alder og udviklingstrin.
Tiden efter den angstfyldte situation:
Dit barn kan være grædende, virke irritabel.
Dit barn søger ekstra meget fysisk nærhed og tæt kontakt. Dit barn kan f.eks. begynde at græde voldsomt, hvis du forsøger at gå fra det.
Dit barn virker nervøst og kan virke til at være på vagt. Det kan virke som om, at dit barn ikke rigtigt slapper af, men hele tiden holder øje.
Dit barn har svært ved at overgive sig til søvnen og sover dårligt, når det endelig sover. Barnet vågner måske op i løbet af natten og er ked af det, søger fysisk kontakt og nærhed.
Dit barn ændrer spisevaner og appetit - ofte har dit barn ikke lyst til at spise og spise mindre end det plejer.
Dit barn kan virke ukoncentreret og have svært ved at fordybe sig i en leg. Barnet virker rastløs.
Hvis og når I møder nogen eller situationer opstår, som minder om det, der har udløst barnets angst, f.eks. en ny høj lyd, så begynder barnet med det samme at græde og blive urolig.
Nogle børn vil "gå tilbage i udvikling". De kan pludselig ikke gøre ting, som de har kunne før.
Hvordan kan du hjælpe dit barn i og efter en krisefyldt situation?
Det bedste du kan gøre er at forøge at ...
... gøre dit barn tryg. Det er vigtigt, at du hele tiden forsøger at signalere ro, fordi dit barn spejler sig i dig. Jo mere rolig du er, jo mere rolig vil dit barn også være.
Lad dit barn være tæt ved dig - sørg for at dit barn kan se dig. Det er vigtigt for dit barn, at du er indenfor synsvidde, så barnet ved, at du ikke er forsvundet og så dit barn kan søge dig, komme til dig, få et kram og kravle op på dit skød, når og hvis dit barn har brug for det.
Vær opmærksom på at dit barn i en periode kan have behov for at sove i samme rum som dig eller at du måske skal bruge lidt ekstra tid på sengekanten om aftenen, for at hjælpe dit barn med at overgive sig til søvnen og falde til ro.
Prøv at lade hverdagen ligne sig selv. Sørg for at der ikke er for mange ændringer, for meget nyt, som barnet skal forholde sig til. Genkendelighed giver ro. Genkendelighed er også forudsigelighed og det er vigtigt, for at dit barn ikke bliver bange igen.
Er dit barn i dagpleje, vuggestue eller hyppigt hos bedsteforældre, så er det vigtigt at tale med de voksne, som passer barnet. Gør opmærksom på, at barnet i forskellige situationer kan blive bange, og at barnet kan have behov for lidt ekstra støtte og tæt fysisk kontakt. Det er vigtigt, at alle voksne omkring barnet støtter op om at gøre barnet trygt, så barnets angst ikke forstærkes men derimod mindskes.
Hjælp dit barn med gradvis tilvænning til det, som barnet er blevet bange for. Hvis dit barn f.eks. er bange for høje lyde, og græder eller viser angst, hver gang du tænder støvsugeren eller en køkkenmaskine, så hjælp barnet med at overvinde angsten. Tag dit barn i favnen, hold dit barn i hånden, hjælp hinanden med at nærme jer det, som barnet er bange for. Respekter barnets grænser. Lad f.eks. støvsugeren eller køkkenmaskinen være slukket - lad barnet røre og undersøge og forklar, hvad det er, og hvordan den virker. Prøv så at tænde, lad evt. en anden tænde, imens I står på afstand. Prøv at nærme jer stille og roligt. Prøv til sidst at lade barnt være den, der tænder - og slukker.
Giv det tid og vis masser af tålmodighed. Det kan tage rigtig lang tid for et barn at komme sig over en angstfyldt situation. Du er nødt til at være der, rumme dit barn, lytte, støtte, guide, og så må du prøve at finde trøst i, at det ofte er en periode, og at det ofte går over med tiden. Selvom det er rigtig hårdt at have et barn, som græder og klynger sig igen og igen og igen og nogle gange over ting, der i din verden kan virke som "bagateller", så er det vigtigt, at du viser ro og anerkender dit barns følelser.
Derfor kan det også være en god idé, at du prøver at sætte ord på situationen, og på den måde hjælper dit barn med at få situationen bearbejdet. Sæt de ord på, som dit barn mangler "den sagde BANG og du blev bange", "det var ikke en rar lyd, den kunne du ikke lide!" eller lignende. Det skal gøres mange gange, før barnet har fået det bearbejdet og kan glemme det og komme videre.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
De fleste børn vil komme sig hurtigt over en enkelt angstprovokerende oplevelse, men nogle børn reagerer efter længere tid. Hvis dit barn efter en måned, stadig virker påvirket af en angstfyldt situation, så vil det være en god idé at drøfte det med en børnepsykolog.
Hvis dit barn generelt virker trist, har svært ved at lege, klynger sig, går rundt og virker til at være på vagt og derfor virker bange, så vil det være godt at drøfte det med jeres læge. Lyt altid til din fornemmelse af, hvorvidt dit barn trives eller noget ikke er, som det bør være.
Kærlig hilsen
Helen