Nærhed, tæthed, berøring, jo, vi kender godt ordene. Men hvad med praksis? Det er så let og ligetil at røre ved spædbarnet. Men hvad med det større barn? Hvilke muligheder har vi her, og – bruger vi de muligheder, så vi ikke mister kontakten med hinanden?
Det er en selvfølge, at et spædbarn bliver rørt ved. Meget og hele tiden. Mødre lærer en masse om spædbarnsmassage, og det lille nusse-pusse barn bliver aet og klappet og kysset konstant. Og det er så fint som det skal være.Men hvad så når barnet bliver større? Ja, da jeg begyndte at tænke over netop det og kigge mig lidt omkring, blev jeg nærmest rystet.
Mange børn skal ikke være meget over spædbarnsalderen, før berøringerne går drastisk nedad. For dem findes der ikke nogle massagekampagner eller rør-ved-mig-kurser. Jeg tror, at mange børn fra omkring 7-8 år og opefter næsten aldrig bliver rørt ved. Det er jo dybt tragisk. Uanset i hvilken alder et menneske er, har det et kæmpe behov for berøring.
Kys og kram og alt muligt af den skuffe.Selvfølgelig får den 9-årige et klap på skulderen, eller nogen aer ham lidt på kinden eller lægger armen hurtigt om hans skuldre. Men derudover… En del børn, især drenge, bliver ligefrem generte, hvis nogen vil give dem et knus eller et kys på kinden. De er ikke vant til det. Berøring, selv i ringe grad, er fremmed for mange børn.De store børn giver måske nødtvungent et knus eller et let kindkys i specielle tilfælde, hvor de føler, det forventes af dem, men mange er generte over det.Jeg har arbejdet på at holde berøringerne ved lige hos os. Jeg har aldrig prøvet at presse børnene til noget i den retning, men tilbudet skal de have som den største selvfølgelighed.
Nogle gange, når jeg har haft ondt i nakken, har jeg bedt et af børnene give mig lidt nakkemassage. Det har de gerne villet og som noget helt naturligt gjort. Børnene har bedt mig gøre det samme med dem, hvis de har haft smerter eller spændinger. Bare det at røre, så er det fuldstændig lige meget hvordan. Det giver afslapning og følelse af samhørighed. Det er vigtigt at lære børnene berøring. At holde det ved lige som noget naturligt og selvfølgeligt, så de selv kan give det videre. Berøring, som det nu falder sig for og føles naturligt og godt. At holde om. At ae hinanden på kinden, i nakken, på ryggen, at holde hinanden i hænderne, alt muligt. Hud mod hud. At mærke hinandens kropsvarme. Det er liv!
Giv hinanden massage
Lidt massage af og til, det er bare helt vidunderligt! I hvor mange familier giver man den form for berøring? Nogle har indvendt: ”Jeg har ikke forstand på at give massage.” Selvfølgelig har du da det! Du kan alt, bare du vil det nok. Der findes kun de grænser, du selv sætter.Det skal gøres præcis på din måde. Føl dig frem. Lad være at gøre dig så mange tanker. Den slags spekulationer er en af de grænser, du selv sætter. De kan være en hindring for det levende liv. Men eftersom det er dig selv, der har sat begrænsningen, kan du også selv fjerne den igen. Bare ved at tage beslutningen om det. Nogle mennesker bliver aldrig rørt ved. Og de bliver syge og ulykkelige. De føler sig alene, hvad ikke kan nægtes, at de også er.
Andre har indvendt: ”Jeg kan ikke røre ved nogen, og ingen skal røre ved mig.” Men jeg tror ikke på det. Ikke et øjeblik! Jeg er sikker på, at de, der siger sådan, mener noget helt andet. For eksempel: ”Jeg tør ikke at blive rørt ved. Jeg er bange for, det udløser noget af den smerte, der ligger i mig. At jeg kommer til at vise den og dermed bliver sårbar. Eller at det kan åbne for den kærlighed, jeg har gemt dybt inde, og at jeg derefter ikke har nogen at give den til.”De fleste ved intuitivt, at berøring løser op. Åbner en dør ind til følelserne. Det kan selvfølgelig være lidt af en forandring, hvis man ikke er vant til at vise følelser.
Måske ved du godt inderst inde, at det er den forandring, du har allerstørst brug for. Savnet ligger der helt sikkert, uanset hvad man så siger og prøver at vise. Men man vil få det bedre på alle måder, også fysisk, ved at overvinde en eventuel angst for berøring, og så bare gøre det. Uden at spekulere så meget.Jeg har brugt at give børnene lidt hovedbundsmassage. Både mine egne børn og andres. Alle har elsket det. Tit kommer mine to yngste og spørger: ”Kan du ikke lige give mig lidt hovedbundsmassage?” Derpå har de sat sig på gulvet foran mig, der sad på sofaen eller i en stol (det kan gøres alle mulige andre ...
Annonce
... steder og i de stillinger, der passer hver enkelt bedst), og jeg har langsomt, med bløde, varme hænder, masseret først deres ansigt. Meget langsomt. Det er det, der er det dejlige, denne langsomhed. Derpå er jeg gået op i hovedbunden, også langsomt. Har bare bevæget mine hænder, som det nu faldt sig for.
Det er ikke noget, der skal læres. Det handler om følelse og vilje til at give af sig selv. Derefter er jeg gået ned i nakken og omkring skuldrene. Børn har også ømme skuldre. Det er bestemt ikke mindre end hos voksne, desværre. De er også anspændte og har brug for, at nogen tager sig af det. Hjælper dem med at få løst op. Får gang i blodcirkulationen, varmen, de kærlige følelser. Fornemmelsen af samhørighed med den person, der rører ved dem. Og tanken: Der er altid noget at gøre, så jeg kan få det bedre.Jeg har tit moret mig over at se reaktionen hos folk, der var på besøg hos os, når jeg gav børnene hovedbundsmassage. Nogle af dem har i første omgang været lidt forbavsede.
Bagefter, når jeg var færdig med barnet, har de helt naturligt spurgt: ”Kan jeg ikke også lige prøve det?” – og er blevet fuldstændig salige. Jeg har også brugt at give mine børn fodmassage. Let, kærlig massage på fødderne og lidt op ad benet. Det kan være en lettere form for zoneterapi, som alle kan lære eller bare berøring og ikke spor andet. Kærlige strøg. Varme fra en andens hænder. Kærlighed fra mig til dig.Massage på hele kroppen har også været noget naturligt hos os. Uanset alder. Og der har været sådan en vidunderlig stemning både under og efter, for vi kan ikke undgå at komme tæt på hinanden, når vi rører ved hinanden.
Vi skal dele vores liv med hinanden i stedet for at lukke os til.Rent praktisk handler det om at have en god massageolie og et stort håndklæde i nærheden. Det kan godt gøres uden olie, men det er bedst med. Håndklædet har jeg bredt ud på sofaen eller sengen, og barnet har taget alt tøjet af, undtagen trusserne. De har først lagt sig på maven, og jeg er startet ved ansigtet (så meget jeg kan komme til) og i håret (dog uden olie). Meget langsomt og blødt. Allerede på dette tidlige tidspunkt har barnet været næsten ved at falde i søvn. Under massagen taler jeg ikke. Eller jeg gør det sparsomt og lavt.Efter hovedet går jeg langsomt nedad. Skuldrene, armene, ryggen, benene. Blødt, aldrig hårdt på nogen måde. Derpå vender barnet sig, og jeg begynder igen ovenfra. Al nøgen hud berøres blidt. Kropsdele med tøj på berøres ikke. Jeg slutter ved fødderne. Især maven og fødderne skal røres yderst langsomt, fødderne gerne med lidt fastere hånd, ellers vil barnet føle, det kilder, og det var jo ikke ligefrem formålet.
Nogle børn kan være så kildne, at visse dele af kroppen ikke kan berøres, og skal det selvfølgelig så heller ikke. Men dette er kun i starten, og det handler som regel om, at barnet har været rørt for lidt ved eller er anspændt. Det kan der let løses op for ved, for det første, at undgå områderne. Senere bare at holde hænderne i ro på de steder. Lad eventuelt barnet selv føre dine hænder til de områder, lægge dem på og selv tage dine hænder væk igen, når det er nok. Gå så langsomt frem, som barnet måtte ønske. Det at kunne nyde andres hænder på sig har meget med tillid og følelsen af noget kendt at gøre.Efter sådan en gang massage har børnene været rolige og åbne. Haft lyst til at tale om filosofiske emner. Ting, de har tænkt på. Eller en drøm. Noget, de kan lide eller er kede af.
Det er en utrolig god afslutning på en dag. Men det kan selvfølgelig gøres på alle tider af døgnet og så tit, man har lyst og tid til. Urolige børn kan have megen glæde af den slags massage. Men her gælder det om at være fleksibel og tage hensyn. En del urolige børn kan ikke ligge stille ret længe ad gangen. Pres aldrig barnet til at ligge længere end det har lyst til. Massage i måske bare et eneste minut, frivilligt, er langt bedre end massage i måske ti minutter, man har forsøgt at presse igennem. Barnets ro bliver større med tiden. Det haster ikke. Alt skal gå i det tempo, der passer den enkelte. Understøt, men prøv aldrig at overtage barnets vilje. Eller at blive irriteret over, at barnet er uroligt. Der er intet, der gør et menneske - stort eller lille - forkert, fordi det ikke kan gøre eller nyde det samme som andre. Eller opleve det, man havde forventet. Forvent aldrig noget. Så bliver du ikke skuffet. Vær i det, der er. Acceptér øjeblikket fuldt ud.
Ovenstående tanker er hentet fra bogen ”Få dig et liv” af Irma Lauridsen.
