Mor, er det min skyld, du drikker?

Jeg erindrer ikke, om min søn nogensinde har fået spørgsmålet​ ud over sine læber og stillet det højt. Det tror jeg ikke. Men jeg er til gengæld ikke i tvivl om, at han har gået med det for sig selv og haft enorme skyldfølelser over, at jeg var tæt på at drikke mig selv ihjel.

 

Tom er mit eneste barn. Jeg flyttede fra hans far, da Tom var 3½ år gammel, og dengang var der ikke noget, der hed fælles forældremyndighed, så dermed var det i vort tilfælde det mest naturlige, at Tom flyttede med mig. Jeg havde mødt en anden mand, og da Tom var 5 år, flyttede vi fra Jylland til Sjælland. Efter 3 år alene med min søn i en lejlighed, flyttede vi sammen med min nye samlever i en kæmpevilla i Virum’s Furesø-kvarter.

 

I den mellemliggende periode, hvor jeg havde boet alene med min søn, havde han fået al min kærlighed og al min fokus. Selv i de situationer, hvor jeg skulle være sammen med min nye kæreste, kom Toms behov i før-ste række, og jeg sørgede altid for enten at skaffe ordentlig pasningsmulighed (som regel mine forældre) eller arrangerede, at han simpelthen kom med os. Når jeg i dag ser tilbage på den periode, har det nok været den tid i vort liv, min søn og jeg havde det tætteste og kærligste forhold til hinanden.Indtil vi flyttede til Virum, havde jeg aldrig haft et større alkoholforbrug. Endsige pille- eller andet stofforbrug. Det var jeg direkte bange for, så det havde jeg aldrig stiftet bekendtskab med. Det var ikke noget, jeg naturligt var blevet præsenteret for i de kredse, jeg færdedes i min barndom og ungdom. Og mens jeg havde eneansvaret for min søn, passede jeg på aldrig at ”bedøve” mig så meget, at jeg ikke ville kunne tage vare på ham. Jeg behøvede heller ikke dulme hverken sorger eller bekymringer, for jeg havde et godt, velbetalt job og i øvrigt ingen problemer.

 

Med kæmpevillaen i Virum fulgte også en for mig ny og ukendt status. Godt nok havde jeg en god uddannelse og et godt job, men cocktails om eftermiddagen og rødvin til middagen – hver dag – var ukendt land for mig. Jeg hængte på, så godt jeg kunne, lod som om jeg var født til rollen, og tilsidesatte gerne egne behov for at opfylde min nye direktørmands ønsker. Vi havde megen selskabelighed, mange udlandsrejser, og i det hele taget en travl og stresset hverdag. Men stadigvæk havde jeg fokus på, at Tom skulle have det godt, nu hvor ”jeg havde hevet ham op med rod” og flyttet ham så langt væk fra hans øvrige familie. Min samvittig-hed var på overarbejde.

 

Da Tom var en halv snes år, havde mit forbrug af alkohol sneget sig over grænsen til afhængighed. Det var der bare ingen af os, der vidste dengang. Men det er på dette tidspunkt, jeg får en følelse af, at han er mere og mere i vejen for mit fremadstræbende og statusbefængte liv. Jeg arbejder nu hjemme i eget firma, og jeg har fundet ud af, at det er så dejligt med et par glas hvidvin til min frokost. Det resulterer ofte i, at jeg er pirrelig og uoplagt, når Tom kommer hjem fra skole, og jeg skal som regel have en lur på sofaen hen på eftermidda-gen. Tom bliver sendt ud at gå med hunden, og han kan ikke forstå, at vi aldrig kan følges ad og gå en tur sammen. Han er jo vidne til, hvordan jeg praler af til venner og bekendte, hvordan min mand og jeg går tur i skoven med hunden i weekenderne (hvor jeg ikke drikker midt på dagen), - men Tom føler sig allerede nu tilsidesat og skyld i, at jeg er så uoplagt til daglig.

 

Havde nogen dengang sagt til mig, at der var en dysfunktion i vort hjem, som påvirkede min søn i negativ ...

 

At det sidste argument netop er tegn på, at der er noget galt i hjemmet, ved jeg først i dag!Som tiden gik og min afhængighed udviklede sig (iflg. WHO er alkoholisme en kronisk, fremadskridende og dødelig sygdom), blev det mere og mere tydeligt, at der var noget galt i hjemmet. Jeg blev sky over for nabo-erne; holdt min familie hen med snak, når de luftede tanken om gerne at ville besøge os; skænderierne mel-lem min samlever og mig tog til; Tom var næsten aldrig hjemme i weekenderne men boede hos kammerater; jeg var altid sur og uoplagt; - og hvis Tom kommenterede det mindste om forholdene i hjemmet, blev han affærdiget med, at han så syner! Og fik i øvrigt besked på at lade være med at være så utaknemmelig!

 

Jeg glemmer aldrig Toms øjne, når jeg i min abstinente tilstand råbte og skabte mig over, at det ”nu igen var min tur til at bage kage til klassens time” – eller at det ”nu igen var min tur til at køre drengene til basket-ball”...... – Han var skræmt fra vid og sans over, at han ”nu igen” var skyld i, at hans mor blev stresset og sur og opfarende.

 

Knægten holdt jo af mig, for der var trods alt engang, hvor vi havde haft det godt, og under de nye omstændigheder var han måske skyld i, at jeg aldrig havde tid til noget mere.Hvad Tom ellers bliver budt igennem alle årene, vil det føre for vidt at beskrive her. Men det holder jeg jo foredrag om. Det korte af det lange er, at da han var 20 år, var jeg så tæt på at dø af druk, som nogen kan komme. Heldigvis bliver jeg fundet af mine forældre, der får mig hældt i Minnesotabehandling, og det er det bedste, der er sket i mit liv. Det er 5 år siden, og jeg er ædru endnu – uden tilbagefald. Tom blev tilbudt familiebehandling, mens jeg var i behandling, men ”han havde fanme ingen problemer, bare den gamle blev ædru” – og den indstilling lod de kloge behandlere ham beholde. De vidste godt, at han en dag ville opleve de følelser og frustrationer, et voksent barn af en alkoholiker skal igennem – og da den situation opstod 2½ år senere, kunne jeg heldigvis være der for ham og hjælpe ham i den rigtige behandling.

 

 Min beretning er kun en forsmag på, hvordan vore børn har det, når vi som forældre vælger flasken frem for familien. I øvrigt vælger vi ikke selv flasken – det gør vores sygdom for os. Netop derfor vil jeg hævde, at alkoholisme er den mest ubarmhjertige sygdom, jeg har stiftet bekendtskab med, for vores intelligens og øvrige intellektuelle tilstand er langt hen ad vejen ikke berørt, og vi er derfor selv vidne til, hvordan vi mod vores vilje nedbryder alt og alle omkring os.

 

Jeg fortæller også historien set fra Toms synsvinkel for at indgyde håb om, at der også for vore børn er en vej ud af skyld, skam, vrede, magtesløshed, illoyalitet, angst, benægtelse osv. osv., så de selv kan få et godt liv. Der går mange tusinde unge mennesker rundt i den tro, at de er uduelige og værdiløse og fyldt med angst for alting – og så er de ganske enkelt børn af alkoholikere. DER ER HJÆLP AT HENTE ..... også selvom far eller mor ikke bliver ædru. Det handler om at give slip og at tage ansvar for sit eget liv – og KUN sit eget liv.