Jeg får rigtig mange spørgsmål om opdragelse, grænsesætning, regler, og om hvordan man kombinerer det hele med kærlighed, så man stadig får et barn, der både føler sig højt elsket og samtidig ved, hvordan man skal opføre sig.
I ”gamle dage”, brugte man skammekrog til børn. Når barnet ikke opførte sig, som de voksne forventede, så blev barnet sendt i skammekrog, indtil det kunne opføre sig ordentligt. I dag kalder man det ikke skammekrog – men i stedet gives barnet en ”time-out”.
Men at sende børn i skammekrog eller give dem en time-out er ikke noget, man som udgangspunkt skal lade indgå som en naturlig del af opdragelsen. Det er noget, man kan ty til at bruge, hvis intet andet har effekt, og ofte vil man kunne bruge en ”time-in” i stedet - hvilket ofte vil være langt bedre.
Generelt bør du møde dit barn med anerkendelse, respekt og ligeværdighed. Du bør lytte til dit barn og forsøge at møde dit barn, som det lille menneske, barnet nu engang er. Og du bør også medtænke, hvordan du kommunikerer med dit barn - både verbalt og nonverbalt.
Jeg ved dog, at mange forældre oplever "kontrollerende anfald" hos deres børn, ligesom mange forældre bruger f.eks. Time out i deres opdragelse. Og i dag handler min artikel derfor om kontrollerende anfald hos børn, om brug af time-out, time-in og tænke-trappe / tænkestol.
Kontrollerende anfald
Hos børn på 4, 5 og 6 år kan man nogle gange opleve det, der kaldes for kontrollerende anfald. Disse anfald opstår ofte, fordi barnet har lært, at hvis det græder eller skriger helt vildt, så får det sin vilje. Det kan f.eks. være 5årige Peter, der impulsivt ønsker at få en ny fodbold i Netto, og så smider han sig på gulvet eller bliver stiktosset på far eller mor, når de siger nej.
Selv om et kontrolleret anfald udefra set ligner et fortvivlelsesanfald, er der stor forskel på de to reaktioner hos barnet. Hvor fortvivlelsesanfald handler om, at barnets hjernemæssige udvikling ikke sætter barnet i stand til at bevare roen, altså om en fysiologisk umodenhed, er kontrollerende anfald bevidste anfald. Det er anfald, hvor barnet forsøger at kontrollere og manipulere sine forældre (eller andre nære voksne) og reagerer voldsomt for at få sin vilje.
Peter reagerer ikke, som han gør, fordi han ikke kan styre sig, for det kan han faktisk godt, men fordi han har lært, at "hvis bare jeg bliver ved længe nok, så får jeg det, jeg vil have".
Når børn har kontrollerende anfald, så er der således ikke tale om, at barnet er dybt fortvivlet. Barnet har ofte heller ingen tårer, og som regel er barnet, trods sin protestaktion, også i stand til at formulere sit krav: "Jeg vil have den. NU!"
Hvad kan du gøre?
- Vær altid fuldstændig sikker på, at der er tale om et "kontrollerende anfald” og ikke et "fortvivlelsesanfald".
- Er du sikker, så træk dig væk fra barnet. Hvis der ikke er nogen, der kigger på, hvordan man opfører sig, er det ikke sjovt at blive ved.
- Lad være med at forhandle med barnet. Hold kort og godt fast i dit nej. Hvis du siger "nej, nej, nej, men så gør det da" og på den måde giver efter, så lærer barnet, at man netop skal blive ved for at få sin vilje.
- Når der er ro i familien, og I har mulighed for at sætte jer ned og tale stille og roligt sammen, så gør det. Lyt til hinanden, lyt til, hvad barnet fortæller dig, og anerkend, at barnet giver forslag til, hvad du kan gøre anderledes. Det er ikke kun et spørgsmål om, at barnet skal ændre sin opførsel, men ofte et spørgsmål om, at I alle skal gøre, hvad I kan, for at hele familien trives.
- Opsæt regler, som I kan være fælles om. Overordnet set skal I voksne være enige om, hvilke regler der gælder hos jer. Regler giver tryghed og retfærdighed. Meld ud, hvilke overordnede regler, I har, og find så sammen med jeres barn ud af, hvilke regler, der gælder i jeres familie. Opsæt ikke regler og stil ikke krav, som barnet ikke vil kunne honorere i kraft af sin udvikling og alder.
- Øv dig på at være en tydelig voksen. Hvis du sender utydelige signaler eller ikke kommunikerer klart, så vil dit barn naturilgt afprøve dine grænser igen og igen, for at finde ud af, hvor du står, og hvad du vil eller ikke vil. Kontrollerende anfald opstår ofte, fordi du ikke har været tydeligt og dit barn derfor ikke har lært, at et nej betyder nej.
Time out
Time out er en metode, som går ud på at sætte barnet på værelset, hvis det gør noget forkert. Time out bør som udgangspunkt undgås, men kan være nødvendigt. Det bør dog kun bruges, hvis en rolig advarsel til barnet ikke har været nok, eller hvis barnet har gjort en anden bevidst ondt.
Time out kan bruges til børn fra ca. 5-års-alderen, fordi man i den alder forventer, at barnet er bevidst om sine handlinger og har hjernemæssig modenhed til at vide, når det har gjort noget forkert. Derfor bruges time out heller ikke over for børn, der er fortvivlede og ulykkelige. Anvender du time out til et barn, der føler sig oprigtigt ked af det, vil barnet konkludere, at det ikke er okay at være ked af det.
Barnet bør kun være på værelset i det antal minutter, som barnet er år. Det vil sige, at et barn på 5 år kan sendes på værelset i fem minutter. Det anbefales også, at du bliver lige ...
