Vidste du at både kvinder og mænd kan blive ramt af en efterfødselsreaktion eller fødselsdepression? Man skønner, at mellem 5-10% af alle kvinder og mænd udvikler en depression efter fødslen, og at 50-60% af disse begynder under graviditeten.
Depression eller reaktion?
Man diskuterer, om man skal kalde det en "depression" eller en "reaktion". Nogle mener, at det er vigtigt at holde fast i ”depression”, fordi symptomerne er depressive – f.eks. følelse af hjælpeløshed og håbløshed, skyldfølelse, angst. Andre mener, at man bør bruge betegnelsen ”reaktion”, fordi der er tale om en proces, og at der er mange andre symptomer end depression, når man reagerer i efterfødselsperioden.
Jeg tænker at ordet ”depression” signalerer, at man er syg. Det betyder, at noget skal tages alvorligt, at man har brug for hjælp. Men netop dette kan gøre det ekstra svært at være åben omkring, hvordan man har det. Derfor vil begrebet ”reaktion” ofte være lettere at tale om. At du ikke er syg, men at du har en reaktion på noget, som kan være rigtig svært.
At blive forældre er en stor omvæltning og der opstår mange tanker, bekymringer, forventninger og også vanskeligheder med at blive forældre. Når man bliver forældre, så skal man igennem et udviklingsforløb, hvor man skal finde sin nye rolle som mor eller far. Det er en proces, der starter allerede imens barnet ligger i livmoderen.
Når man får en efterfødselsreaktion, så sker det ofte gradvist. Det kommer ikke pludselig fra den ene dag til den anden, men det udvikles stille og roligt og de første symptomer kommer ofte 3-6 måneder efter fødslen. Det kan dog sagtens komme før og det kan også komme senere. Nogle undersøgelser viser, at reaktionerne kan komme op til 2 år efter barnet er født.
Det kan være svært at mærke efter, om de symptomer man har, skyldes at man er blevet forældre eller om de skyldes noget andet. Og symptomerne varierer også meget fra person til person.
Symptomer hos mænd og kvinder ligner på mange måder hinanden. Der er dog også forskelle, og det er vigtigt at du kender symptomerne og reagerer på dem. En efterfødselsreaktion kan behandles og bør behandles. Tidligere mente man, at kun kvinder fik en efterfødselsreaktion, fordi det var kvinderne der var gravide og kvinderne, der fødte barnet. I dag har man dog stor fokus på, at mænd også kan få en efterfødselsreaktion, og at rigtig mange nybagte fædre går rundt og har det dårligt. Det er helt naturligt, at man som far også kan opleve det at blive far som en stor psykisk omvæltning, og at det kan være svært.
Mænds reaktioner
Når en mand reagerer vil han ofte reagere med de symptomer, der normalt ses ved depression, men han kan også have andre reaktioner, som f.eks. vrede og aggressivitet. Mange mænd fortæller, at de føler vrede og irritation overfor barnet eller over for kvinden. De føler, at de har ”svært ved at styre sig”, at de kan ”blive hidsige på kort tid”, at de kan ”miste kontrollen” og kan have tanker om at skade deres barn eller moren fysisk.
Det er vigtigt at være særligt opmærksom her, fordi man generelt forventer, at hvis man er depressiv, så vil man trække sig, have mindre værd og skyldfølelse. Men hos mænd kan reaktionen altså være mere udadrettet, og nogle mænd begynder at indtage alkohol, andre trækker sig væk hjemmefra, og nogle får en ...