Jeg får jævnligt spørgsmål i brevkassen omkring oprydning - hvornår kan vi lære vores børn at rydde op? Og hvordan lærer de det? Det skal denne artikel derfor handle om, for vi kender det alle sammen - det flyder med legetøj overalt - på gulvet, i sengen, på børneværelset, i stuen, i køkkenet.. Og det generer tilsyneladende ikke vores barn, men det generer os … og hvad gør man så? Og skal vi overhovedet gøre noget?
Have lov til at lege
Børn skal have lov til at lege. Leg udvikler deres kreative evner, og leg hjælper barnet med at bearbejde nogle af de oplevelser, barnet har i sin hverdag. Leg sammen med andre er også vigtigt i forhold til at lære sociale spilleregler, f.eks. lære at dele, lære at låne, lære at passe på de ting, som andre holder særlig meget af.
Det er vigtigt, at børn får lov til at fortsætte den leg, som de er i gang med. Mange børn vil, fra 3 års alderen og opefter, ofte lege længerevarende lege, hvor de opbygger lego-byer, togbaner, leger købmand, hvor alle varer sættes på hylder, bygger dukkehjem osv. og det er vigtigt at respektere barnets ”lege-univers”. En sådan leg tager for det første rigtig lang tid at lave og bygge op, og samtidig er det ofte en leg, der hele tiden udvikler sig. Det er en historie, der skabes, og handlingen kan fortsætte over flere dage. Det er rigtig vigtigt, at vi ikke afbryder en sådan leg, men lader barnet eller børnene lege – også selvom det roder.
Når legen så bliver passiv og tingene bare står eller ligger tilfældigt placeret rundt omkring, når interessen ikke længere er til stede og barnet er videre med et andet projekt, så er det tid til at rydde op.
Vuggestuebarnet
De fleste børn vil, fra de er omkring 1½ år, kunne begynde at få en fornemmelse for oprydning. Det, at barnet begynder at gå omkring, betyder, at barnet får mere rumfornemmelse, verden opleves mere tredimentionelt. Samtidig synes de fleste børn i den alder også, at det er sjovt at putte ting i kasser og vende dem på hovedet og tømme dem igen. Og det er en ”leg”, som kan være en idé netop at udnytte, når det handler om oprydning. For i 1 ½ - 3 års alderen skal oprydning netop ofte ses som en leg, og det barnet især nyder er samværet med den voksne, når der skal ryddes op.
Sortere og guide
Det handler helt praktisk om, at ting skal sorteres i store kasser. Og det kan være en rigtig god idé, at hver kasse skal indeholde bestemte ting. Sæt billeder på kasserne, der viser, hvad hver kasse skal indeholde, så kan børn, der ikke kan læse, også være med. Lav f.eks. en kasse til biler, en kasse til tog og togbaner og en kasse til dukker. Du kan ikke forvente, at barnet kan skelne og finsortere – dukker og dukketøj vil ofte komme i samme kasse, og det er helt okay, det vigtigste er forståelsen for, at tingene skal i kasser.
Hjælp dit barn ved selv at deltage og guide dit barn undervejs ”kan du tage bolden og putte den dér”, pege og bede dit barnet gøre det, du gerne vil have. Barnet vil gerne hjælpe, men skal guides og vises hvordan.
Hvis dit barn vender kassen på hovedet og lader alt legetøjet falde ud, så se det ikke som uartighed, men derimod udtryk for, at barnet er optaget af verden, barnet udforsker og afprøver for at lære. Så må tingene tilbage i kassen igen og barnet guides til, hvor kassen står, når den er fyldt, og at en ny kasse skal fyldes.
Vælg kasser af en vis størrelse og af god holdbarhed, så dit barn kan vælte dem, hvis lysten er til det.
Børnehavebarnet
Børn i denne alder (3-6 år) vil ofte stadig have svært ved at finsortere, og de vil også stadig have stor glæde af billeder på kasserne. Tingene kan dog ofte sorteres en lille smule mere op, så dukketøj og dukker nu placeres i hver sin kasse, ligesom mindre ting puttes i mindre kasser og større ting i store kasser. Du kan dog ikke forvente, at barnet kan skelne mellem legoklodser og legomænd eller dukketøj og dukkesko – tilbehør og mindre stykker legetøj kommes stadig i samme kasse.
Gå stadig med barnet ind på værelset for at guide barnet, når det er nødvendigt. De fleste børnehavebørn kan godt hjælpes i gang og fortsætte lidt på egen hånd, hvor du f.eks. siger ”hvis du putter alle dukkerne i kassen, så tager jeg dukketøjet”, ligesom du også vil kunne gå til og fra, - hjælpe barnet i gang, gennemgå hvad der skal gøres nu og så vende tilbage lidt efter, guide videre og gå kortvarigt ...