At give børn medicin kan være noget, som giver konflikt i familien - men er medicinen ordineret af lægen, så skal den gives - også selvom barnet protesterer. Det er ofte rigtig hårdt for både børn og forældre, og derfor er det rigtig godt, hvis I kan komme til at give medicin på en måde, som trods alt kan accepteres, og som gør situationen okay for jer begge.
Det er vigtigt, at du ikke straffer dit barn, bruger trusler, eller presser barnet til at indtage medicinen. Du kan godt være bestemt og holde fast i, at medicinen skal tages - samtidig med at du anerkender dit barn, og det lille menneske dit barn er, og også anerkender, at medicinen kan smage dårligt, at det er ubehageligt for barnet, at det bestemt ikke er rart. Prøv at gøre medicinindtagelse til noget positivt - og giv dit barn masser af knus og kram, når det har taget sin medicin.
Det første du altid skal overveje er, om der er en type medicin, som vil være lettere for dit barn at få end andet. Du kender dit barn bedst og har sandsynligvis en fornemmelse af, hvad der bedst vil kunne lykkes at indtage - og det er derfor en god idé at tale med lægen om, hvorvidt medicinen findes som tabletter, mikstur, brusetabletter, stikpiller eller andet.. netop for at få det udskrevet i en form, som giver succes for indtagelse.
Her kommer mine forslag til, hvordan du bedst giver dit barn forskellige typer af medicin:
Sådan giver du Penicillin-mikstur
Miksturen smager ofte ikke godt, men der er ikke grund til at fortælle barnet dette på forhånd. Det kan være en god idé at blande miksturen op i lidt saft eller juice, for at tage lidt af den grimme smag. Ulempen ved dette er dog, at barnet skal drikke det hele, for at man kan være sikker på, at al medicin er indtaget. Hvis du blander miksturen op i noget, så er det en god idé at sørge for, at der er tale om en meget lille mængde, som du er sikker på, at dit barn vli kunne drikke.
Dit barn kan også drikke miksturen af det lille medfølgende bæger eller få det på en ske. Hos de helt små børn, kan man også give medicinen på en sprøjte - sørg for at give det ind i mundvigene og få det så langt bag i svælget som muligt, så barnet synker automatisk. Små børn vil ofte ikke kunne synke mere end 2.5 ml af gangen.
Hvis barnet skal have flere ml af gangen f.eks 5 ml x 3 dgl, kan det være en fordel at give barnet hver enkelt portion delt. Således at du giver 2,5 ml og lidt at drikke, så de sidste 2,5 ml og igen lidt at drikke. Det er generelt også altid godt at få lidt at spise eller drikke bagefter - både fordi det fjerner den dårlige smag, men også fordi det ofte er godt, at medicinen ikke kommer ned i en helt tom mavesæk.
Større børn kan anbefales at holde sig for næsen, når det tager medicinen. Det er naturilgt svært at synke, når man holder sig for næsen, men barnet kan evt. synke og holde sig for næsen derefter - og det kan vær emed til at gøre, at medicinen så ikke smager så meget igennem. Større børn kan også få en isterning at sutte på, før medicinen skal gives, det kan også dæmpe smagen.
Vær opmærksom på at der findes mange former for antibiotika, og at de kan have forskellig styrke. Nogle gange kan lægen derfor udskrive noget, som vil være mere hensigtsmæssigt for et barn at tage end andet.
Andre former for mikstur kan gives på samme måde.
Sådan giver du tabletter eller piller
Mange børn har svært ved at synke en pille, og det behøver de ofte heller ikke. De fleste piller kan knuses og gives i f.eks. lidt yoghurt eller i lidt drikkelse. Medicinen kan knuses med en morder eller f.eks. mellem to skeer. Når medicinen opblandes med mad eller drikke, skal du være sikker på, at barnet får det hele.
Du kan også få brusetabletter, der er beregnet til opløsning i vand eller evt. i lidt saft. Det kan opløses i et lille glas, som barnet så skal drikke - eller som de mindste børn kan få på en sprøjte. Du kan opløse brusetabletten i lidt vand, trække 2.5 ml op af gangen i en sprøjte og derefter give det direkte ind i det lille barns mund.
Der er dog nogle tabletter, som ikke må knuses. Det gælder f.eks. det, der kaldes depottabletter. Spørg derfor på apoteket, når du får medicinen udleveret, om du må knuse det, eller hvordan du kan give det til dit barn mest hensigtsmæssigt.
Sådan giver du suppositorier, stikpiller
Dette er betegnelsen for de piller, som skal føres op i endetarmen. Dette er ofte den letteste måde at give sit barn medicin på, fordi det kan gøres naturligt, som en del af bleskiftningen og pusletiden, som barnet er vant til og tryg ved.
Stikpiller er ofte også en stor fordel, hvis barnet har kvalme og/eller kaster op. Det sikrer, at barnet faktisk får sin medcin, hvor opkastning naturligt kan betyde, at noget af medicinen kastes op, så du reelt ikke ved, hvor meget af medicinen, dit barn har fået.
Små børn kan ligge på puslebordet, når stikpillen gives. Det er nemmest, hvis barnet ligger på ryggen, med benene løftet og knæene op mod brystkassen. Det kan være en fordel at dyppe stikpillen i lidt lunkent vand eller smøre med lidt vaseline, inden du fører stikpillen ind i endetarmen.
Stikpillen føres ind i tarmen med spidsen af en finger. Hold lidt på numsen bagefter, så barnet ikke presser pillen ud igen. Stikpiller har facon som et lille projektil, og de fleste vil automatisk tænke, at den spidse ende skal ind først; dog anbefales det, at du gør det modsatte - altså kommer den stumpe ende ind først, da dette gør det sværere for barnet ...
... at presse pillen ud igen.
Større børn bør ligge på venstre side, når stikpillen gives, det skyldes tarmens krumning. Ved mistanke om høj feber vil det være en rigtig god idé at måle barnets temperatur, før pillen gives. Stikpiller som f.eks panodil (paracetamol) virker febernedsættende og vil derfor sløre billedet. Husk en god håndhygiejne.
Sådan giver du klysma
Klysma er betegnelsen for en væske i en tube, som skal føres ind i endetarmen. På tuben sidder en studs, som skal indføres, og indholdet presses ud.
Begynd med at varme studsen og tuben lidt imellem dine hænder, så den ikke er for kold. Kom vaseline på studsen, så glider den nemmere, og det gør ikke ondt eller er generende på samme måde. Før studsen forsigtigt ind i endetarmen. Pres indholdet ud og hold tuben sammenpresset - også når du fjerne den igen. Hvis du slipper tuben for hurtigt, kan væsken glide tilbage i tuben igen. Husk en god håndhygiejne.
Sådan giver du næsedråber og næsespray
Det er ofte lettest at give dit barn næsedråber, hvis barnet ligger ned, da dråberne så lettere løber tilbage i næsen i stedet for at løbe ud. Dråber, f.eks saltvandsdråber, kan gives med pipette eller en lille sprøjte, som føres lige inden for kanten af næseboret. En ml i hvert næsebor er nok til at skabe lidt luft ved forkølelse.
Næsespray kan på samme måde gives, når barnet ligger ned. Lad det virke lidt, og barnet kan derefter rejse sig. Større børn kan godt få næsespray, imens de sidder op, da de selv kan snøfte lidt ind lige efter.
Det kan være en fordel at give større børn en pastil at sutte på, før man giver næsespray, da det tager lidt at den grimme smag, som automatisk vil komme i svælget, når barnet har fået medicinen. Husk en god håndhygiejne.
Sådan giver du øredråber
Øredråber bør varmes et kort øjeblik - evt, i lidt 37 grader varmt vand eller imellem dine hænder. Kolde øredråber er meget ubehageligt for barnet.
Øredråber gives bedst, hvis barnet ligger på siden. Med et par fingre løfter du let op i barnets øvre øre og drypper ind i øregangen imens. Lad virke lidt og læg derefter barnet på den modsatte side, hvis der også skal dryppes der. Husk en god håndhygiejne.
Sådan giver du øjendråber
Hos små børn er det lettest at give øjendråber, når barnet ligger ned, evt. imens barnet ligger på dit skød eller på puslebordet. Hos større børn er det lettest, hvis barnet sidder på en stol, og du står bag barnet.
Barnet skal læne hovedet tilbage og ligge eller sidde stille. Bed dit barn om at kikke op på dig (motiver de mindste børn til at kikke) og vær bag ved barnet, så barnet kikker opad. Træk ned i underste øjenlåg og læg en dråbe der. Lad barnet blinke et par gange og dryp i andet øje.
Hvis dit barn skal have dryppet øjne på grund af øjenbetændelse, så er det vigtigt, at du afvasker øjet grundigt med lunkent vand, før du drypper (hver gang). Rens evt. med en lille tot vat og rens fra øjenkrogen og ud. Brug en ny tot vat til hver rensning (rens og smid ud, rens og smid ud) og brug aldrig den samme tot vat til begge øjne. Sørg også altid for at vaske dine hænder før og efter drypning - øjenbetændelse smitter. Der skal ved øjenbetændelse dryppes i begge øjne, også selvom der kun er betændelse i det ene øje. Pas også på med ikke at berøre øjet med spidsen af flasken, da bakterier fra øjet så kan overføres til flasken med øjendråber.
Nogle øjendråber er faste i konsistensen og kommer ud af tuben som en gel. Princippet er det samme som ovenfor beskrevet, træk ned i nederste øjenlåg og læg gelen der. Gelen kan godt lave en grå hinde for øjet lige efter drypning, men denne bliver opløst, når barnet har blinket et par gange. Husk en god håndhygiejne.
Sådan giver du spacer og inhalationsspray
Brug af medicin til inhalation gives ofte til børn med astma eller astmatisk bronkitis. Hvis det er et enkeltstående tilfælde, vil man ofte behandle barnet med en mikstur, som udvider luftvejene, men ved gentagne tilfælde, vil man behandle barnet med spray.
En spray er mere effektiv og har færre bivirkninger end mikstur og tabletter, men det er vigtigt, at det gives på den korrekte måde, da medicinen ellers ikke vil komme helt ned i lungerne, hvor den skal gøre sin virkning. Hvis dit barn har brug for inhalationer, skal du bede om at få vist, hvordan dette gøres. Det kræver lidt øvelse at få det gjort korrekt - og hvordan det gøres afhænger af, hvilken form for spacer, spray eller inhaler dit barn har fået ordineret - det afhænger igen af dit barns alder, modenhed, evne til at kunne samarbejde, koordinere osv.
Små børn vil ofte få det der hedder en spacer eller babyhaler, som er et lille rør af metal eller plastik. Medicinen sprayes ind i dette rør, og barnet indånder herefter stille og roligt medicinen. Små børn får det på denne måde, da de ikke kan finde ud af at suge medicinen ind selv, som større børn kan. For nogle kan det virke voldsomt, når barnet får medicinen, men barnet lærer hurtigt, at det hjælper, og de fleste børn vil gerne have deres medicin.
Rigtig god bedring til dit barn - og held og lykke med at få medicinen givet.
Bedste hilsner
Helen