Pas på de små

… og med ”de små” mener jeg ikke børnene. Det er jo en selvf​ølge, at dem skal vi passe på. Næ, her tænker jeg på fuglene, der, ved deres fløjten, deler deres glade liv med os og løfter vores humør. At vi passer på dem så godt vi kan, og lærer vores børn det samme, så de kan få ømheden for dyrene ”ind med modermælken”. Det er jo nu engang sådan, at børn tager farve efter forældrene og holder øje med, hvad de gør. Oplever de forældrenes ømhed, vil de bruge den oplevelse til at videreudvikle den ømhed, der helt naturligt er i dem selv. Samtidig kan man få en god snak om, hvordan man kan tage sig af de liv, der er mindre end én selv.

Her kan du læse lidt om fuglene i vores have – i held og uheld. Om de små og store udsving, hvor mennesker godt må tage lidt over, men samtidig skal passe på.

I vores have sker der virkelig ting og sager. Mange skønne oplevelser. Men samtidig er her også drama, lige midt på vores græsplæne. Dramaet skyldes til dels katten, den store jæger. Men vi er dog blevet overrasket over vores. Måske er den for gammel og sløv, så den ikke mere opfatter, hvilke muligheder her er. Og her er faktisk mange, som går dens næse helt forbi.

Hjemløs unge

For fire dage siden fandt vi en stor fugleunge på plænen. Den var faldet ud af reden, lige ved skuret. Hjertet smelter jo ved synet af sådan en lille hjælpeløs stakkel, som ligger dér med åbent næb og små lyde. Hvad skal man gøre? Én ting har jeg i hvert fald bestemt. Nemlig, at jeg aldrig mere gør det samme som for år tilbage, dengang jeg var ny udi livet på landet, hvor jeg – i samme situation – ringede til Falcks dyreambulance og bad dem komme og tage sig af et lille kræ (ja, grin bare, men lidt har vel også ret …?) Da var det en større fugleunge, som var faldet ud af en rede. Og de kom, de gode mænd fra Falck. De tog den med i en papkasse, jeg med sørgmodigt blik rakte dem. Hvad de mon tænkte bagefter, vil jeg ikke spekulere over. Men jeg tror ligesom ikke, vi havde samme opfattelse af smådyrs ret til hjælp, og til liv. Ikke så små dyr, i hvert fald.

Nå, videre med denne fugleunge: Jeg gik og kiggede til den og tænkte: Den gør katten snart en ende på, og måske er det bedre, end at den skal ligge der og lide en langsom død – skønt det var en skrækkelig tanke for mig. Men hvad ellers? Fodre ...

... den? Med hvad? Tygge en orm til den? Det var ligesom lidt for meget nytænkning, selv for mig.

Okay, jeg kunne jo godt tage ungen op med en ren klud, så den ikke kom til at lugte af menneske. Men det var umuligt at komme frem til reden uden at ødelægge den. Og måske var ungen faldet ud, fordi der var for trangt i reden? I mine skrive-pauser går jeg ud og kigger. Og tænker: Næste gang er den væk. Men det er den ikke. Jeg har opdaget, at forældrene kommer og fodrer den, som den ligger dér, midt i græsset. De skræpper ad katten, indtil den går. Så er de på pletten.

Det underlige er, at selv om katten færdes netop dér til hverdag, er den enten både døv og blind, eller også har den nået pensionsalderen. I hvert fald er ungen der endnu. Det er fjerde dag i dag, og den vokser. Nu er jeg lige ved at tro, at den overlever det her, og så er den da virkelig en vinder!Den slags kan man få en lang og skøn snak om, når man har børn.

Ungen i hækken

Men senere er det jo man tænker, at nu har man gået her med livet i hænderne i flere dage pga. af en fugleunge. Måske skulle man lade naturen passe sig selv og ikke gå og pønse på at tilrette den efter menneskelige tanker og følelser.

Sådan tænkte vi, lige indtil hækken skulle klippes. Godt i gang, lige før et ordentligt indhug med den larmende klipper, kiggede pludselig to små blanke øjne op fra en lille rede. En lille sangfugleunge. Og vi var solgt igen. Følelsesmæssigt medtaget. Eller … kunne man i stedet kalde det BEtaget …

Nej, hækken kan ikke klippes færdig før ungen er fløjet fra reden. Det står overhovedet ikke til diskussion. Vi kan simpelthen ikke andet end at beskytte, samarbejde. Og så kan den stå dér (altså hækken) og se underlig ud med sin lille top et enkelt sted, mens alt andet er klippet. (Jo, vi har tjekket resten af hækken før klip, ekstra grundigt endda!)

Lige nu kører vi i en stor bue udenom ungen på plænen, når vi slår græs. Så bliver det bare spændende at se, hvad der sker inde i cirklen. Og reden i hækken tjekkes dagligt.

Tja, sådan kan der være så meget, alt efter hvor man sætter fokus, og hvor hjertet sidder. Mit hjerte sidder lige dér, hvor ømheden for de små ligger. For naturen, for det hjælpeløse, der samtidig kan være fyldt med en styrke, man kan forbavses over.

Irma Lauridsen