Svar: Hjælp. Hvor er det jeg fejler?

---

Kære Mai-Brit

Jeg er ret sikker på at du ikke fejler; det er bare svært at være forældre nogle gange, men vi vokser alle med opgaven. Prøv at tænke på hvor meget du har lært i løbet af de 14 måneder, hvor Alfred har været der. Lært om dig selv og lært om ham og det at have en lille dreng. Vi skal jo lære så længe vi lever:o)

Alfred går i øjeblikket en svær udvikling igennem. Det er en tid, hvor der ikke er langt imellem at le og græde, at der er ro og frustration. Det ene øjeblik er han glad, det næste ulykkelig.

Det der er vigtigt er at du kan rumme de følelser han har. Det vil sige at du kan bære, når han er både glad, vred, ked af det, hysterisk, frustreret, sjov osv. Du skal kunne rumme det hele og acceptere at han har hele spektret af følelser, ligesom dig selv, og du skal acceptere at det ikke nødvendigvis har noget med dig at gøre og derfor skal du ikke tage det personligt.

Dernæst er det utroligt vigtigt at du prøver at lytte til ham. Hvad er det han vil fortælle dig? Han har endnu ikke ordforråd til at forklare dig, hvad det er. Men han bruger sine fakter og sin mimik og han forstår rigtig meget af det du siger.

Genformulér det du mener han gerne vil eller ikke vil. Sig hans ønske højt, så han kan høre om du har forstået ham eller rette dig, hvis du ikke forstå det. Han kan rette dig med sin mimik.

Med hensyn til mad, så kan man sige at Alfred jo ikke længere vokser helt så meget og appetitten er derfor ofte lidt mindre i hans alder. Samtidig så får han jo mere og mere vilje og derfor bliver børn også i denne alder lidt mere selektive omkring deres madvaner. Når det er sagt så burde han dog kunne spise aftensmad til sædvanlig tid, selvom han har fået lidt frugt i vuggestuen. Det plejer jo ikke at være de store madorgier, som serveres der om eftermiddagen:o) Spørgsmålet er derfor hvad det handler om, når han bliver vred ved aftensmaden.

Umiddelbart tænker jeg at det handler mere om vilje og medbestemmelse end det handler om sult/mæthed. Du beskriver ikke hvordan det præcist foregår om aftenen hos jer, men jeg vil prøve at give dig lidt af mine tanker omkring dette.

I nogle familier er det sådan at børnene "spises af" før de voksne spiser sammen. I nogle familier øser de voksne op på tallerkenen og bestemmer hvad barnet skal spise. I nogle familier spørges børnene og bestemmer selv om de vil have det ene, det andet, eller det tredie. I nogle familier får børnene anden mad end forældrene. I nogle familier spiser man imens man ser fjernsyn. I nogle familier skal være stille, når man spiser og i andre familier snakker alle i munden på hinanden. Det ...

---

---

... er meget forskelligt, hvordan vores aftensmåltid foregår.

Hos jer tror jeg det er meget vigtigt at I spiser sammen allesammen. Det vil sige at maden laves, sættes på bordet og I sidder sammen. Det er en hyggestund at spise. I skal snakke sammen, voksensnak og have det rart. Fokus skal være det at hygge sig og snakke om dagens oplevelser. Alfred skal være med i dette, men skal ikke have særlig opmærksomhed - det vil sige fokus skal ikke være ham og om han spiser eller ej.

Han er for lille til at kunne tage stilling til om han vil have det ene eller det andet på tallerkenen. Derfor må du vælge for ham. Samtidig har han dog også behov for at være med og selv få lov til at prøve og hvis han f.eks. gerne selv vil prøve at spise, eller øse op, så skal han selvfølgelig have lov til det. Det er her det handler om at lytte til, hvad han vil. Hvis maden på din tallerken ser mere spændende ud, så lad ham smage den - i dete store hele handler det om at gøre det hyggeligt og rart.

Stil en tallerken foran ham og lad ham selv gå igang. Han er så bevidst nu at han helt sikkert forstår at det skaber en reaktion, når han kniber munden sammen. Derfor skal I prøve at fokusere på noget andet end ham.

Jeg kan ud af dit brev læse "fik af vide at han ikke havde spist ret meget hverken til frokost eller eftermidagsmaden". Jeg ved jo godt at man så som forældre tænker at han skal have noget og derfor kommer I måske til at presse ham unødigt.

---

---

---

Det skal så også lige siges at det godt kan have betydning at han har fået tænder. I disse perioder, kan det godt være at det mest beroligende er flasken. Den er trodsalt det mest genkendelige og trygge fra han var ganske lille.

De sene eftermiddage, hvor man kommer hjem fra arbejde, henter i vuggestuen, skal lige nå at handle, lave mad osv. bliver tit stressende. Hvis Alfred i øjeblikket er lidt mere følsom så prøv om I kan prioritere lidt anderledes.

Når I oplever hans frustration så sæt igen ord på "Såå, du bliver bare så ked at det lige nu" og bevar roen. Når han mærker jeres ro, så bliver han også mere rolig selv.

Nogle gange handler det bare om at være. Sætte sig på gulvet og være der, hvis han har behov. "Kom hen til mor, jeg er lige her".

Når han river i dig, slår og kradser, så er det igen et udtryk for frustration og det hænger sammen med hans alder. Enten er det fordi han føler du ikke forstår ham, eller også er det fordi han elsker dig så højt at han er nødt til at mærke dig. Han er for lille til at kunne kærtegne blidt og nogle gange kammer det over.

Det skal nok gå alt sammen. Sender dig et knus og et held og lykke fortsat:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---