Annonce

Annonce

Svar: Kravlegård, højstol og daglig gåtur i bæresele?


1. september 2024

Kategori:
Alder:
7 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Kære mor

Tak for dit brev:)

Det lyder som om, at jeres dreng er rigtig godt med motorisk - og det vil naturligt forklare, hvorfor han også er så tryghedssøgende og dermed brystsøgende, som han er. Han er i separationsfasen og øver sig i at bevæge sig mere og mere ud i verden på egen hånd og for at kunne separere sig, så er han nødt til at føle sig ekstra knyttet til - derfor er det helt normalt, at han kan virke lidt mere klyngende og have ekstra behov for fysisk kontakt.

Jeg forstår dog godt, at du gerne vil kunne lave noget praktisk i hverdagen, og så har du naturligvis ret i, at det af sikkerhedsmæssige årsager kan være rigtig godt, hvis du nogle gange kan sætte ham fra dig og vide, at der ikke sker ham noget, når han selv kravler rundt og rejser sig.

En kravlegård fungerer for nogen og ikke for andre. Og jeg vil gerne prøve at beskrive, hvad jeg umiddelbart tænker kan være fordele og ulemper ved brug af kravlegård.

Fordele ved kravlegård

En kravlegård har man ofte glæde af, hvis man f.eks. har husdyr, større søskende, bor i forskudt plan, hvor der er trappetrin eller f.eks. bor med mange skarpe kanter, stikkontakter og ligende - og derfor kan have behov for et sted, hvor man kan lægge barnet fra sig og vide, at barnet ligger trygt og sikkert. Det kan give dig en vis sikkerhed, hvis du ved, at han ligger et sikkert sted, når du ikke lige kan have øjnene på ham, fordi du er nødt til at gå ud i bryggerset med vasketøjet eller står i køkkenet og laver mad eller lignende.

Kravlegården kan derfor give forældre lidt frihed til at tage sig af andre ting, imens barnet er i kravlegården, fordi man ved, at barnet er i et sikkert område.

Nogle kravlegårde kan flyttes rundt, så man kan tage dem med sig og på den måde have barnet i nærheden af, hvor man som forælder opholder sig. Det kan være praktisk i hverdagen, så man på den måde stadig er i samme rum og kan høre og se hinanden, og dermed have en vis kontakt.

Nogle børn bliver meget trygge ved deres kravlegård, og falder til ro, når de kommer i den. Det begrænsede areal gør, at nogle børn slapper af, får en følelse af kontrol og dermed finder ro.

Ulemper ved kravlegård

En kravlegård giver begrænset bevægelsesfrihed. Selvom det kan være en fordel for nogle babyer, så er det for mange babyer en ulempe, da det begrænser barnets mulighed for at udforske sine omgivelser. Din dreng vil kunne sætte sig og rejse sig i kravlegården, men han vil ikke kunne kravle omkring, som han vil gøre på gulvet, og han vil ikke opleve verden på samme måde fra en kravlegård.

For nogle børn bliver kravlegården derfor en barriere, og noget som irriterer barnet. Han kan blive frustreret, når han ikke kan bevæge sig omkring, som han gerne vil. Og han vil også kunne føle sig isoleret fra resten af familie. Det er derfor ikke sikkert, at han vil bryde sig om at være i kravlegården - og så ender den ofte med at blive brugt som opbevaring af bamser og legetøj...

Der vil i en kravlegård ofte også være begrænset stimulering. Selvom du kan komme forskelligt stimulerende legetøj eller aktiviteter ned til ham, så kan dette hurtigt blive kedeligt for ham, og det vil ikke stimulere ham, som når han bevæger sig rundt i verden på egen hånd.

Og så er der også risiko for, at han kommer til at bruge for meget tid i kravlegården. Hvis han er okay med at være i den, og det samtidig er let at lægge ham der, imens du laver praktiske ting, så er der potentielt en risiko for, at kravlegården bliver brugt for meget - og at hans behov for at bruge sig selv motorisk og få masser af stimulering både motorisk og mentalt bliver begrænset for meget.

Om en kravlegård vil være noget for jer... tja, det afhænger af, hvordan du tænker, at han vil føle det, når han er i den, og hvis du tænker, at det vil være rart for dig, så er det vigtigt, at den ikke bruges så meget, at det påvirker hans mulighed for fri bevægelse og udforskning af sine omgivelser:)

En højstol har alle børn brug for. De sidder ofte i deres højstol igennem flere år, især når man, som jer, har købt en højstol, der vokser med barnet. I begyndelsen sidder barnet i stolen med babysæde og sele, og senere hen vil barnet selv kunne klatre op og sætte sig ved bordet, når der f.eks. skal spises, tegnes, spilles spil osv. Men, der er naturligt også fordele og ulemper ved højstole.

Fordele ved højstol

Din dreng vil være en del af måltidet og andre aktiviteter, når familien er samlet omkring middagsbordet. Det er vigtigt for børns udvikling, at de føler sig som en del af familien, at de føler sig inkluderet.

Når barnet sidder i sin højstol, så vil det kunne se, hvad de voksne laver, og vil på den måde kunne deltage mere aktivt i familiens liv, og det kan stimulere til barnets nysgerrighed og lyst til at undersøge og lære.

En højstol, der står sikkert placeret, er normalt et sikkert sted for barnet at opholde sig under måltider, og det sikrer, at barnet ikke glider eller falder ned af sin stol. Man skal naturligvis sikre sig, at stolen ikke kan vælte.

En højstol er praktisk, når børn skal lære at spise, og man som forælder gerne vil hjælpe dem ,eller når de skal ...


Annonce

... øve sig i at spise selv, og selv kunne tage mad med fingrene, som ligger foran dem.

Ulemper ved højstol

En højstol begrænser naturligt barnets bevægelsesfrihed, så hvis barnet ikke er sulten eller har mere lyst til at lege og udforske, så vil barnet godt kunne blive frustreret, når barnet sidder i sin stol. Derfor er højstolen primært til brug til måltider samt korte perioder, f.eks. imens du laver mad, og han kan sidde med lidt mad i hånden, som du også selv nævner.

En højstol kræver konstant opsyn. Selvom stolen har babysæde og seler, så kan man ikke gå fra barnet, når det sidder i sin højstol. Barnet kan forsøge at kravle ud, rejse sig eller smider måske ting ned, som det vil forsøge at få fat i. Barnet kan også få f.eks. mad galt i halsen.

Så hvis jeg skal prøve at sammenholde brug af kravlegård og højstol, så tænker jeg, at en højstol giver mulighed for mere direkte interaktion med forældre under måltider og aktiviteter, hvilket vil være godt for barnets sociale udvikling. I en kravlegård har barnet mere plads til at bevæge sig og lege, hvilket er vigtigt for den motoriske udvikling, hvor højstolen begrænser bevægelse. Højstolen er dog praktisk i korte perioder, da den giver mulighed for, at barnet stadig er tæt på forældrene. Begge møbler er sikre, hvis de bruges korrekt, men højstolen kræver mere opsyn, så kravlegården kan være et mere sikkert sted, hvis man ønsker at gå fra barnet.

Det er derfor ikke et spørgsmål om "enten eller". Højstolen er helt sikkert nødvendig, den er ideel til måltider og kortvarige aktiviteter, hvor kravlegården er bedre til sikker leg alene i længere perioder. En kravlegård kan dog ikke bruges lige så længe som en højstol (altså aldersmæssigt), da barnet naturligt har brug for at kunne kravle og bevæge sig rundt på gulvet.

Og så til bæreselen. Den bæresele I har, Najell Original vol 2 er godkendt til børn i alderen 0-3 år eller til max 15 kg. Den har flere forskellige bærepositioner, så den kan tilpasses barnets behov i forskellige aldre, og støtte barnet ergonomisk bedst muligt. Der er som udgangspunkt intet i vejen for, at du bruger bæreselen til at give din dreng en middagslur, hvis det lige nu får ham til at sove en time eller mere, og det fungerer for dig og ham.


Helens bog om dit barns udvikling
LÆS OGSÅ HELENS BOG: "Helens bog om dit barns udvikling" - fra tilfreds baby til glad tumling

Når det er sagt, så er det dog også en god idé, at du gradvist vænner ham til at sove i barnevognen. Han bliver naturligt tungere og tungere, og selvom bæreselen støtter ham godt, og du stadig har hænderne fri, når du bærer rundt på ham, så giver det naturligt ikke samme frihed for dig, når du skal bære ham rundt. At han vænnes til at sove i sin barnevogn tænker jeg derfor vil være en rigtig god prioritering.

Det bliver naturligt koldere i løbet af efterår og vinter, og jeg tænker, at det vil være guld værd for jer begge, hvis du kan putte din dreng i en sovepose og vænne ham til at sove i barnevognen. Det vil være trygt og dejligt for ham at sove på denne måde, og det vil også hjælpe ham til at kunne blive puttet af andre f.eks. bedsteforældre, eller hvis han skal i dagpleje eller vuggestue, hvis han er vant til at forbinde sin barnevogn med søvn.

Du fortæller, at han har problemer med spændinger i kroppen, både i ben, ryg, nakke og kæbe, og at han skal have klippet tungebånd om en måned. Det er rigtig godt og dejligt at høre, at hans spændinger i kroppen ikke har påvirket hans lyst til og mulighed for at bruge sig selv motorisk:)

Du skriver ikke, hvorfor I skal vente en måned på at få klippet hans tungebånd, og hvilke undersøgelser osv. I har været igennem. Du har naturligvis ret i, at hvis hans tungebånd er meget spændt, så kan de begrænsede tungebevægelser godt gøre, at han spænder i andre dele af kroppen og f.eks. bruger meget energi, når han skal spise og tygge mad med gradvist mere bid. Hvis han har mange muskulære spændinger kan det godt forklare, hvorfor han søger mere kropskontakt og derfor sover godt i bæreselen. Derfor kan det sagtens være, at barnevognen ikke vil kunne tilbyde ham helt det samme, som han viser behov for nu.

Jeg tænker dog, at du med fordel vil kunne trille ham en tur hver dag, hvor han starter med at sidde op, kikke på verden og blive fyldt med indtryk - og så lægger ham ned, når han tydeligt er parat til at sove. På den måde kan du vænne ham til at sove i barnevognen, du kan adskille søvn og bryst, og når han så om en måned får klippet sit tungebånd, og hans spændinger forhåbentlig afhjælpes (måske har han brug for hjælp her), så kan du putte ham i en sovepose og fortsætte med rutinerne i barnevognen.

I forhold til at få skabt rytme, så vil det være en god idé, at du nu vækker ham om morgenen, så dagen starter til samme tid. Det er stå op tidspunktet, som sætter rytmen for resten af dagen, og som derfor spiller ind på hans behov for lure og varigheden af disse. De faste rutiner skabes blandt andet ved, at I forsøger at starte dagen til nogenlunde samme tid hver dag - og det er helt okay at vække ham om morgenen, netop for at få skabt lidt rytme, så døgnet kan hænge bedre sammen for jer begge to:)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - knus til dig herfra - og rigtig meget held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Plus-Plus BIG: Sjov og lærerig leg for de mindste

Når det kommer til små børns udvikling, spiller leg en afgørende rolle. Det er en væsentlig måde for børn til at udvikle deres finmotorik, evnen til at fordybe sig, lære om farver og former osv. BIG har vist sig at være godt til netop det, og derfor vælger mange vuggestuer og børnehaver også BIG, ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udstyr:

6. august 2024 | Udstyr | 5 mdr.

Sove i klapvogn?

Kære Helen Vores datter er nu 5.5 måned gammel og efterhånden en stor pige...

Læs hele brevet og Helens svar


11. juli 2024 | Udstyr | 10 mdr.

Gåstol til baby

Kære Helen Min dreng er 10 måneder og er begyndt at rejse sig ved møblerne -...

Læs hele brevet og Helens svar


18. juni 2024 | Udstyr | 6 mdr.

Tudkop - ja eller nej?

Hej Helen Tusind tak for dit svar omkring overgangen fra flaske til kop. Jeg...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Børnevaccinationsprogram

I Danmark har vi følgende børnevaccinations program, som anbefales af sundhedsmyndighederne:

3 mdr.: Difteri-tetanus-kighoste-polio- Hib 1 og PCV-1

5 mdr.: Difteri-tetanus-kighoste-polio- Hib 2 og PCV-2

12 mdr.: Difteri-tetanus-kighoste-polio- Hib 3 og PCV-3

15 mdr.: MFR 1

4 år.: MFR 2

5 år.: Difteri-tetanus-kighoste-polio revaccination

12 år.: MFR 2 og til piger HPV 1, 2 og 3 (MFR 2 til...

Læs mere i Babylex

Rabarber

Rabarber er velegnede til grød, kompot, suppe og marmelade. Hvis I ofte bruger rabarber i madlavningen, er det en god idé at tilsætte 'Nonoxal' (kalkchlorid) under kogning.

Dette forhindrer at saften i rabarber reagerer med kroppens kalk, som bl.a. giver ubehagelige reaktioner på tænderne.

Rabarber er bedst tidligt i sæsonen fra april og indtil omkring Skt. Hans. Rabarber indeholder små mængder oxalsyre, og i højsommeren stiger mængden af oxalsyre i stilkene. Hvis...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og sygdom, som giver dig ro og overblik, når dit barn har det dårligt.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen.

Jeg er meget imponeret over din indsats og dit engagement på netsundhedsplejerske.dk. Du formår at være omsorgsfuld og nærværende på skrift og du er utrolig tålmodig i dine svar til alle slags bekymrede mødre. Du udviser stor viden, erfaring og faglighed samtidig med, du respekterer den enkelte familie og moderens unikke viden om eget barn.

Dine fremragende svar bærer tydeligt præg af dit anerkendende børnesyn med fokus på det lille, kompetente barn. Jeg har haft stor glæde af dine mange svar. Tak for hjælpen!

Venlig Hilsen Mira

P.S. Tak for bogen "Du bliver en skøn mor". Jeg føler mig som en skøn mor når jeg læser i den...!


Annonce