Svar: Udfasning af amning ift. overgangskost og søvn
Kære frustrerede mor (og far)
Tak for jeres brev og fine beskrivelse af jeres lille 'store' dreng - og velkommen til:)
Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med jer og forsøge at komme omkring det hele - tingene hænger jo sammen, som du skriver. jeg vil også forsøge at besvare jeres spørgsmål nogenlunde i den rækkefølge de stilles :)
Jeres dreng er en fysisk stor dreng, og der er ingen tvivl om, at du har rigtig god og fed mælk. Han har taget meget flot på de første 6 måneder, og det vil være helt naturligt, at hans vægt begynder at stagnere nu - det er vigtigt at nævne, fordi du ikke skal blive bekymret, når det sker:)
Det er super fint, at I er startet med skemad for ca. 2 uger siden og nu har øget til 3 måltider dagligt. Det lyder meget passende i forhold til hans alder, og det er også rigtig fint, at han spiser ca. ½ dl. af gangen - det er bedre, at han spiser ½ dl. 3 gange dagligt end 1.5 dl. på en gang.
Du må meget gerne stoppe med at efteramme ham, når han har spist skemad. Det er vigtigt, at give ham vand af kop sammen med grød og mos, så væskebehovet dækkes på denne måde, og så holde amningerne til tidspunktet før putning. Det vil sige, at han ikke længere skal ammes kl. 7 blot ammes omkring kl 8, når du putter ham til dagens første lur - og igen springe amningen over kl 10 og blot amme ham omkring kl 12, når han puttes til sin anden lur.
Jeg vil anbefale dig, at du begynder at tilbyde ham lidt mad i hånden, hver gang han skal spise - og du må meget gerne starte med mad i hånden, før du følger efter med skemad. Mad i hånden vil stimulere ham mundmotorisk, og vil samtidig dække noget af hans suttebehov. Samtidig vil det være med til at gøre ham opmærksom på, at det er spisetid og dermed måske mere parat og interesseret i skemaden, når du følger efter med den. Det kan også gøre lysten til at drikke vand større, hvis han har fået mad at gumle på, så på den måde vil han naturligt gradvist begynde at kunne dække en vis del af sit væskebehov via vand.
Og så skal amningerne om natten trappes ud. Det vil være passende, at han nu tilbydes 6 amninger i døgnet, og disse vil ligge tidlig morgen, før dagens første lur, før dagens 2. lur, før dagens 3. lur, aften og sen aften. Det vil sige, at han stadig skal ammes kl 23.30, men derefter skal han nu lære at undvære mælken til næste morgen tidlig omkring kl 05/06. Det vil være et realistisk mål, og være det man kalder at sove igennem.
Lige nu lyder det som om, at du er nødt til at amme ham omkring kl 03, altså midt nat. Men i takt med at han begynder at spise mere om dagen, drikker mere vand af kop - som tilbydes til alle måltider og også gerne som tørstslukker imellem måltiderne, så vil han kunne begynde at undvære mælken om natten.
Prøv om du kan strække tiden mellem amningerne, så han ammes ca. hver 3 time, altså ca. omkring midnat, kl 03 og 06 og når det lykkes, så prøv at afkorte amningen midt nat mere og mere ved at lirke brystet ud af munden på ham. Så han på den måde gradvist lærer at sove uden brystet om natten. Du skal altså forsøge igen og igen at lirke brystvorten ud af munden på ham, så han får mindre og mindre mælk. I starten vil han søge brystet igen, og så giver du ham det, lader ham die lidt, og når der så er ro på ham, så lirker du igen brystet ud af munden på ham. Du skal sandsynligvis gøre det flere gange til at begynde med, men stille og roligt lærer han at falde i søvn uden at han har dit bryst i munden.
Samtidig med at du lirker brystet ud af munden på ham, så ser det en god idé at have ham ved siden af dig. På den måde får han masser af nærhed og tæt kontakt, du kan ligge og holde ham i hånden, lægge en beroligende hånd på ham osv. så han kan mærke, at du er der... og det kan her være en god idé at koble hans seng til dobbeltsengen. Det lyder dog som om, at det ikke er muligt, og så er det også en god idé, at du putter ham i egen seng sen aften, lader ham sove på afstand af dig, og når han så vågner, søger brystet midt nat, så går du ind og ammer ham der og putter ham tilbage i egen seng igen. Og gradvist skal du så her arbejde på at afkorte amningen mere og mere, så han helt kan lære at undvære brystet på dette tidspunkt. Det kan være en god idé at have en stol på børneværelset ved siden af hans tremmeseng, hvor du kan sætte dig og amme ham og derfra flytte ham til egen seng, hvor han så kan sove videre.
De næste amninger, som forsvinder, vil være amningen formiddag og eftermiddag. Det vil sige, at han ikke længere skal ammes før sin første lur og før sin tredje lur. I stedet skal han her tilbydes mellemmåltider, og det vil være rigtig godt, at du introducerer mellemmåltid formiddag og eftermiddag i løbet af de næste 1-2 uger. Når han bliver 7 måneder kan mellemmåltiderne fylde lidt mere, og amningerne helt undværes, så han i 7 måneders alderen ammes 4 gange i døgnet - tidlig morgen, før middagslur, aften og sen aften.
En dagsplan lavet ud fra jeres angivne tider vil derfor se således ud:
Tidlig morgen 05.30/06: Ammes og sover måske lidt videre, måske ikke
Morgen 6.30-7: Frisk blød frugt i hånden, og der følges efter med f.eks. øllebrød eller havregrød, vand af kop.
Mellemmåltid frisk blød frugt i hånden, og der følges efter med lidt frugtmos og vand af kop. Dette måltid introduceres i løbet af 1-2 uger, og vil i 7 måneders alderen erstatte amningen før putning.
Ammes og puttes til første lur - tidspunktet for denne kan rykke sig til lidt senere i takt med, at han bliver ældre...
Frokost 10.30: Suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden, og der følges efter med grøntsagsmos. Der begyndes stille og roligt med kød eller fisk i mosen. Vand af kop.
Ammes og puttes til dagens 2. lur - skal evt. ammes, når han vågner, det afhænger af lurens længde. Det er bedre, at du ammer på dette tidspunkt end om natten.
Eftermiddag 14.30-15: Tilbydes frisk blød frugt i hånden og du følger efter med lidt frugtmos og vand af kop.
Ammes og puttes til dagens 3. lur omkring kl 15.30-16 som nu.
Aften 17.30: Tilbydes ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden og du følger efter med grøntsagsmos - også her begyndes med kød eller fisk i mosen. Vand af kop.
Ammes og puttes til natten ca. 19-19.30 som nu
Sen aften 23.30: Ammes som nu, genre fra begge bryster, så han er fyldt godt op til natten og puttes derefter i egen seng og sover videre der.
Det gennemsnitlige søvnbehov for et barn på 6 måneder er 14.5 time i døgnet, ofte fordelt sådan, at barnet sover 2-3 lure dagligt og dagssøvnen varer ofte mellem 3-4 timer i alt og nattesøvnen mellem 10.5-11 timer. Jo tidligere barnet starter dagen, jo mere er en 3. lur nødvendig. Jeres dreng sover ofte fra ca 19.30 til 05.30 - det vil sige ca. 10 timer (+/- ½ times tid), og om dagen sover han samlet 3.5-4 timer. Det ...
... betyder, at han får sit søvnbehov rigtig fint dækket, og søvnen lyder fint fordelt over døgnet. Når det er sagt, så tænker jeg dog, at det er helt okay ,hvis I vækker ham fra dagens 3. lur, så han ikke sover alt for længe og for sent på dette tidspunkt. Selv man som udgangspunkt ikke skal vække børn, så synes jeg godt, at det kan forsvares at vække jeres dreng, så I på den måde hjælper ham med at holde en rytme og en sengetid, der ikke bliver alt for sen.
Jeres drengs natteruro skyldes sandsynligvis flere ting. Denne er, at han har behov for mere mad hele dagen igennem, hvilket I jo er igang med. Det andet er, at der udviklingsmæssigt sker rigtig meget med ham nu. Han bruger sig selv rigtig meget motorisk, begynder at trille mere omkring, sparker fra med benene, skubber eller hiver sig frem. Han tager bevidst ud med sine hænder, putter i munden, tager fat i sine fødder osv. Og han har generelt svært ved at ligge stille. Det betyder, at han også om natten kan få lagt sig i stillinger, som han ikke kan komme væk fra, og hvor han derfor har brug for jeres hjælp. Han har brug for at I hjælper ham om på siden, ned midt i sengen, giver ham dynen på, som han har sparket af osv.
Han er også langt mere bevidst nu og følger rigtig meget med i, hvad der sker omkring ham, hvor I er - om I er hjemme eller ude. Og det kan her naturligt godt spille ind på hans søvn, så han drømmer mere og bearbejder flere ting om natten og derfor sover ekstra uroligt, græder når han skal sove og måske også vågner op med gråd. Han kan også godt have svært ved at mærke, hvornår han er træt og har brug for at sove, i stedet bliver han afledt af en masse aktiviteter og ting at kikke på, og pludselig så sover han ikke så meget, som I egentlig synes, at han bør. Det hører alt sammen alderen til.
Og her er det netop vigtigt at hjælpe ham til en dagsrytme med nogenlunde faste spisetider, faste tidspunkter for aktivitet, faste sovetider. Ligesom et fast putteritual er rigtig godt, fordi det er med til at forberede ham på, hvad der nu skal ske. Nogle gange kan det hjælpe at amme ham af to omgange om aftenen, så du ammer ham, skifter ble og gøre ham klar til putning og så ammer ham igen, og først derefter putter ham.
Da I altid har ammet i stuen og derefter gået til værelset, så er det ikke sikkert, at I behøver lave det om, men.. det kan faktisk godt være et forsøg værd, at du sætter dig på børneværelset med ham i en stol. At være adskilt fra forældrene er naturligt svært for små børn. Derfor er det en god idé at lade putterutinerne foregår i det værelse, hvor jeres dreng forventes at sove. Hvis du ammer i stuen og derefter går til værelset, så er der en risiko for at han oplever det at skulle i seng med noget ubehageligt. I forlader jo det hyggelige, det rare for at komme i seng og signalerer derved, at nu slutter det dejlige og i stedet starter "den forfærdelige" separation. Det er ofte ikke et problem, så længe barnet er lille, men i takt med at jeres dreng bliver mere og mere bevidst, så kan han godt reagere på denne adskillelse og jeg kan naturligvis ikke udelukke, at dette også spiller ind hos jer.
Så for at opsummere og svare på dine spørgsmål:
- I kan sandsynligvis gå ret hurtigt frem med maden, inden for 1-2 uger vil det være rigtig godt at begynde med lidt mellemmåltider. Det vil også være rigtig godt, at I giver mad i hånden til hvert måltid og at I starter med kød og fisk i grøntsagsmosen.
- Nej, han skal ikke længere ammes efter hvert måltid, men tilbydes vand af kop. Og så skal han stadig ammes, før han puttes til sine lure. Formiddag og eftermiddag forsvinder amningerne dog omkring 7 måneders alderen.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
- Han skal ikke længere ammes så meget. Tiden mellem amningerne om natten skal forlænges mere og mere og til sidst skal amningen midt nat helt trappes ud.
- i 7 måneders alderen vil det ofte være passende med 4 amninger, som ligger tidlig morgen, før middagslur, aften og sen aften. En normal portion varierer meget - for et barn på 6 måneder vil ½ til ¾ dl. grød eller mos være normalt, nogle børn spiser dog 2 dl. grød eller mos uden problemer. Det er også helt normalt at kunne spise mere til visse måltider end til andre.
- Hans dagsrytme ser fin og aldersvarende ud. Det vil naturligt skulle ske nogle ændringer nu, hvor han er 6 måneder gammel jf. min tilsendte dagsplan. Når han sover så fint som han gør om dagen, så må I gerne vække ham fra dagens 3. lur så han ikke sover 2 timer der, men kommer op og er aktiv og så stadig kan komme i seng i nogenlunde tid om aftenen.
- Jeg vil foreslå jer at I forsøger med en stol på børneværelset ved siden af hans seng, hvor mor så sætter sig og ammer ham - og derfra putter ham i egen seng. Så han får masser af nærhed, tæt kontakt og hjlpes til ro, der hvor I ønsker, han skal sove. Det er rigtig godt, at han aldrig er faldet i søvn med brystet i munden, det skal I endelig holde fast i, men han kan godt have behov for at finde roen i værelset og ikke længere i stuen. Da I ikke plejer at sove sammen, så tænker jeg, at det er et forsøg værd, om I kan holde fast i egen seng og eget værelse - på trods af den udvikling han går igennem :)
- Tiden mellem amningerne om natten skal du forsøge at forlænge, så han ikke automatisk tilbydes brystet, men hjælpes med stillingsskift, beroligende hænder, kærtegn og lignende i stedet. Og midt nat bliver han så lige nu ammet og puttet tilbage i egen seng. Og gradvist skal denne amning så afkortes, brystet forsøger du at trække til dig og i stedet hjælpe ham til ro med hænder, kærtegn, putteklud, så han til sidst helt kan undvære brystet mellem midnat og tidlig morgen.
- Det er en forudsætning for at kunne undvære mælk om natten, at han både spiser og drikker nok hele dagen igennem - men det er modsat også en forudsætning for at kunne spise og drikke om dagen, at han ikke fylder sig med mælk hele natten. Derfor skal I forsøge at finde balancen mellem at holde igen med det natlige mælkeindtag samtidig med at dagsindtaget sættes op.
- Jeg tænker godt, at I kan forsøge at putte ham i egen seng på eget værelse og samtidig arbejde på at forlænge tiden mellem amningerne. Det kan måske netop hjælpe ham til at finde bedre ro og sove uden brystet, hvis I ikke sover sammen. Han kan dufte mors mælk og vil naturligt søge brystet mere, hvis han ligger i dobbeltsengen.
Jeg vil anbefale jer meget at læse to af mine bøger "Helens bog om børn og søvn", hvor I f.eks. kan læse meget mere om at komme væk fra brystet om natten og "Helens bog om børn og mad", som guider jer igennem, giver jer dagsplaner, opskrifter osv. Måned for måned indtil jeres dreng er 18 måneder gammel. Vær opmærksom på at få fat i de nyeste udgaver :)
Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre og glæder mig til at følge jeres lille familie videre frem - rigtig meget held og lykke med det hele:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Giv dit barn den bedste start!
Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier
Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
19. november 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen Jeg kan se, at du lige har svaret på et lignende spørgsmål, men...
18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Putning og for meget natamning
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...
17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.
Baby vågner hele tiden om natten
Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...
16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?
Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...
Viden om børn:
Vælling
Vælling er en tilskudsblanding, og det minder i sammensætning om en tynd grød. Tilskudsblading adskiller sig fra modermælkserstatning ved at have et højere indhold af protein og visse mineraler. I følge sundhedsstyrelsen er der ikke grund til at give barnet tilskudsblanding fremfor modermælkserstatning. Og børn der bliver ammet har heller ikke ernæringsmæssigt brug for at få vælling.
Vælling kan tidligst gives til barnet fra 6 mdr.´s alderen, og det anbefales, at man ikke giver...
Menstruation - efter fødsel
Det er meget forskelligt, hvornår menstruationen begynder igen efter en fødsel. Hos nogle kvinder kommer menstruationen allerede efter ca. 8 uger, men det er også helt normalt, at menstruationen først kommer et år efter, at du har født.
Hvis du ammer, vil det ofte udskyde din menstruation, så menstruationen først vender tilbage, når du begynder at trappe ned i antallet af amninger eller helt er stoppet. Men menstruationen kan vende tilbage på forskelligt tidspunkt, uanset om du...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.