Svar: 3 årig vil selv bestemme

---

Kære søde du

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres datter og to situationer, som tydeligt er svære og som I begge bare bliver rigtigt kede af :) Jeg vil naturligvis gerne give dig lidt tanker med på vejen.

Der er ingen tvivl om, at jeres datter har det svært i øjeblikket. Hun har fået en lillebror, hvilket betyder, at hun skal dele mor og far med en lille ny baby - og det er bare super svært, når man stadig selv på mange måder er lille... Samtidig har hun også en storebror, som hun er vant til at være "den lille" i forhold til, og det betyder, at hun lige nu befinder sig i en mellemrolle. Hun er stadig lille i forhold til sin storebror, men hun er stor i forhold til sin lillebror - og det er virkelig svært at balancere i.

Derfor vil hun nogle gange give udtryk for, at hun f.eks "kan selv", "vil selv" og andre gange give udtryk for, at hun ikke kan selv, og at hun har brug for din hjælp - og vil f.eks. tisse i bukserne. Det er den ultimative måde at få din hjælp og omsorg på - og ligesom du skifter ble på lillebror, så kan du også hjælpe hende med de våde bukser...

Det er helt naturligt, at hun ofte siger nej til det du gerne vil. Det gør hun fordi hun har mere og mere egen vilje og som du skriver i overskriften - gerne selv vil bestemme. Det er ikke rart, når du siger, at I skal hente storebror, for det betyder, at det hyggelige og dejlige jo slutter - og hun har ligesom du virkelig nydt dagen hjemme og nyt at I har set film sammen - og hun kan slet ikke forholde sig til tid eller at det også kan være hyggeligt, når storebror er hjemme eller at han også har et behov. For hende er det bare frustrerende, at du beslutter, at nu skal situationen ændres.

Det samme sker, når I skal af sted til børnehave og nusebamsen skal blive hjemme. Hun forstår ikke dine bevæggrunde for det, men vil bare have "den rigtige Raffe" med. Hun kan slet ikke gennemskue, det du kan, at den måske bliver glemt og så har I først problemer - hun mærker bare, at du vil noget andet end hun vil, og så bliver hun oprigtigt ked af det, frustreret og fortvivlet.

Og det gør hun fordi hun stadig på m mange måder er en meget lille pige. Selvom hun nu er 3 år gammel og hun har lært rigtig meget og kan rigtig meget - og på mange måder virker meget stor i forhold til sin lillebror.. så er hendes hjerne stadig meget umoden. Hendes hjerne er stadig under opbygning. Der er rigtig mange hjerneceller, men forbindelserne mellem dem fungerer ikke optimalt endnu - og de forbindelser skabes af måden, som du møder hende på :)

Man siger, at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår, og derudover så beskriver man ofte hjernen inddelt i 3 dele:

Storhjernen, som også kaldes den rationelle hjerne. Denne del af hjernen styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke osv.

Mellemhjernen, som også kaldes Pattedyrhjernen eller det Limbiske system. Denne del af hjernen udløser store følelser, de skal styres af storhjernen. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske mv.

Krybdyrhjernen, som er den nederste del af hjernen. Den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner, som sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur. Det er også den del af hjernen, der styrer, at vi kan bevæge os og kæmpe eller flygte, hvis vi føler os truet.

Børn i din datters alder er styret af mellemhjernen (pattedyrhjernen). Du kan - fordi du er styret af storhjernen - kontrollere din mellemhjerne, men den funktion fungerer ikke hos det lille barn endnu. Og derfor vil din datter kunne reagere næsten "dyrisk", når verden går hende imod. Det gør, at hun f.eks. spilder sig i gulvet, græder voldsomt, måske sparker, slår ud efter dig, forsøger at bide eller lignende...

Da det er storhjernen som styrer mellemhjernen - så er det vigtigt, at du reagerer på en måde, som aktiverer hendes storhjerne. Det er på den måde, at de vigtige forbindelser mellem hjernens dele bliver dannet. Det betyder, sagt på en anden måde, at du skal vise hende det, som du gerne vil lære hende. Det betyder f.eks., at du skal forsøge at bevare roen og overblikket. Det er vigtigt, at du ikke råber, skælder ud, sparker ud i luften, banker hånden hårdt i bordet osv. Du skal ikke reagere, som hun gør, men som sagt reagere, som det du vil lære hende. Når hun ikke kan overskue en situation, så er det vigtigt, at hun kan spejle sig i dig og mærke, at du har styr på det.

Det er også vigtigt, at du ikke giver hende for mange valg lige nu. Det vil være svært for hende at overskue hvis hun skal tage stilling til for mange ting. Så selvom hun ofte gerne vil bestemme selv og viser mere og mere egen vilje, så prøv at holde valgmulighederne på et minimum. I stedet for at spørge f.eks. "vil du have noget at spise nu eller om lidt?" eller "vil du have pære, blomme eller måske lidt peberfrugt?" så lav en tallerken med lidt forskelligt, sæt det frem og sig "du må gerne sætte dig og spise lidt, hvis du er sulten" eller lignende. Så kan hun selv sætte sig på sin stol ved bordet og gå igang...

Det er også vigtigt, at du har forståelse for, at lige nu er det meget svært at skulle dele mor og far med lillebror og der er rigtig mange følelser i spil. Man sammenligner det ofte med, at din mand kom hjem med en ny kvinde og sagde "hende elsker jeg, hun skal bo her hos os, hun skal sove i soveværelset, og hende skal du også elske"... Hvis det skete, hvordan ...

---

---

... ville du så have det? Hvilke følelser ville dukke op i dig? Det er lidt de samme følelser, som jeres datter har, når I har bragt lillebror ind i familien :)

Det er svært for hende at se, når I sidder sammen i sofaen, når du bærer rundt på lillebror, giver ham mælk, skifter ham, kysser ham, kærtegner ham. Når du ser på lillebror, så har du et særligt blik, når du pludrer med ham, så er din stemme på en helt særlig måde, når du smiler til ham, når du kærtegner ham, når du holder ham tæt - ja så er I meget tætte. Og det ser jeres datter. Hun ser, at du og lillebror har noget sammen, som hun ikke er en del af, og det gør ondt. Derfor er det helt naturligt, at hun reagerer - og at hun f.eks. reagerer med at tisse i bukserne...

Jeg tænker, at hun lige nu har rigtig svært ved at finde sin egen rolle. Det er svært for hende at finde ud af, hvem hun egentlig er og hvad hun kan byde ind med i familien, og det tager naturligt overskuddet fra andre ting. Der skal bare ikke ret meget til, før filmen knækker og verden bryder sammen for hende - og jeres konflikter opstår.

Prøv at sætte ord på alt det gode, som hun giver jer. Alt det dejlige der er ved at have en pige, som er 3 år gammel. Vis hende også billeder fra dengang, hvor hun var en lille baby, så hun kan se sig selv fra den gang. Måske har I nogle små filmklip liggende, som du kan vise hende. Tal med hende om alt det, hun har lært og kan - som lillebror naturligt ikke kan endnu, så forskellighederne bliver mere tydelige for hende og sæt ord på, at lillebror ikke kan tage hendes plads, der er kærlighed nok til jer alle sammen. Bliv ved med det, du allerede gør - give hende ekstra nærhed, tæt fysisk kontakt og prioriter at være sammen med hende i hverdagen, så hun stadig føler, at du ser hende og er der 100 procent for hende.

Prøv også nogle gange at lytte til, hvad der ligger bag hendes reaktioner. Når hun bryder sammen, når filmen slutter, og hun siger, at hun ikke vil med over at hente storebror og nægter at tage tøj på, så prøv at sætte lidt ord på de tanker, som du måske tror hun har, og som du også selv har: "vi har bare haft så dejlig en dag", "det har bare været så hyggeligt at se film", "det er bare rigtig dumt, at filmen er slut nu", "vil du bare hellere blive hjemme end køre - det forstår jeg godt, det er også øv". Og så give hende lidt tid, sætte lidt ord på det sammen og på den måde tale lidt om det der gør, at hun siger nej.. Og derefter kan du måske nå frem til, at I måske kan komme ud af døren på en bedre måde.

---

---

---

Nogle gange kan det også være en idé at tale med hende om, hvad der skal ske, når I har hentet storebror og kommer hjem igen. Tale lidt om, at det også vil være hyggeligt. Noget ala - "når vi har hentet W. så skal vi have dejlig frugt, og jeg vil lave en bananmilkshake i dag - ved du hvad det er? Det smager rigtig godt" eller lignende, så hun hører, at der er noget hyggeligt og dejligt at glæde sig til. Og på den måde kan du måske nå frem til "hvis du skynder dig at tage tøj på, så kan vi hente W, og komme hjem og hygge igen"... Grænser det ikke til at være bestikkelse? Jo måske lidt, og du skal selvfølgelig ikke love noget, som du ikke kan holde - men det skal mere ses som en gulerod, en måde at komme videre på og undgå konflikter på, - at holde fokus på det, som skal ske, og det hun gerne vil. En måde at fokusere på, at næste step også kan være hyggelig eller føre noget hyggeligt med sig. Det behøver ikke være dårligt, når noget slutter, noget andet godt kan også ske.

Med hensyn til hendes "Raffe", så skal man i en sådan situation altid overveje, om der er noget i vejen for, at det bliver, som hun gerne vil, eller om det er nødt til at være som du siger. Hvis det er nødt til at være, som du siger - sådan er det jo nogen gange - så er det stadig vigtigt, at du sætter ord på, at du forstår, at hun ønsker det anderledes. Det kan være at sige f.eks. "du vil bare så gerne have Raffe med i børnehave?!", "Det er også dumt, at mor siger nej", "Øv, altså!". Så hun føler sig lyttet til, forstået og mødt. Lige med hensyn til Raffe, kan det måske lade sig gøre at finde en måde at sige farvel. Måske kan du sige "prøv at se her, Raffe kan sidde her ved bordet på din stol. Så sidder han her og venter til du kommer hjem" eller lignende og det kan så være med til at gøre, at hun er okay med det og ved at han stadig er der, når hun kommer hjem igen (hvilket du så selvfølgelig skal sikre at han stadig er). Og på den måde kan hun slippe hjemmet og gå ud til bilen og er okay med at skulle af sted...

Andre gange, så er der bare ikke noget der dur og så er vi nødt til at løfte vores barn op og bære hende ud i bilen - også selvom det er under store protester... Nogle gange så virker det at sætte ord på barnets følelser, give sig tid og lige sætte sig ned roligt, afvente, vise sig tilgængelig og vise forståelse, lytte og anerkende - og nogle gange så virker ingen af de pædagogiske anstrengelser, som du gør dig, og så må du bære hende selvom hun protesterer. Det er okay, så længe du stadig viser hende, at du godt forstår, at det er svært, og så længe du ikke bliver vred på hende men netop bevarer roen og overblikket, så hun stadig kan spejle sig lidt i din ro, selvom hun selv er kaos...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre og sender dig et knus med på vejen:)

Derudover vil jeg også anbefale dig min bog "Helens bog om Børn og Opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn" :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---