Svar: Lille søster på 15 uger vil ikke sove selv
Kære Mor
Tusind tak for dit brev og dine søde ord til mig omkring brevkassen, mine svar og mine bøger. Dejligt at du har fået lyst til at skrive til mig, og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig :)
Jeg kan godt forstå, du synes det er hårdt, når lillesøster græder så meget som hun gør - heldigvis lyder det som om, at det gradvist bliver bedre og at tiden derfor arbejder lidt for jer - jeg krydser fingre :)
Når jeg læser din beskrivelse, så går det igen og igen, at hun altid vågner grædende op af sin søvn. Hun sover ofte 30-45 minutter og så vågner hun med gråd. Det tyder på, at hun vågner direkte op af den dybe søvn, det er derfor hun græder. Hun er faktisk ikke parat til at vågne, hun vågner før tid - og det er derfor rigtig godt, at du er opmærksom på at hjælpe hende til at sove lidt længere lure.
Det er ikke "farligt" at vågne op fra den dybe søvn, og det er noget hun på sigt vokser fra, men det er naturligt mest hensigtmæssigt, hvis hun kan sove lidt længere søvnstræk, komme igennem søvnens forskellige stadier og få en bedre kvalitet ud af sin søvn. Det hører dog alderen til - mange børn vil i 3-4 måneders alderen have tendens til at vågne efter 20-45 minutter, fordi deres søvn begynder at indeholde flere stadier i denne alder og de har svært ved at komme fra et søvnstadie til et andet, hvorfor de vågner.
Når din datter sover godt i din favn, så er det fordi det er trygt, dejligt og genkendeligt at ligge der - og sandsynligvis også fordi du hjælper hende med at holde sammen på sig selv. Når du sidder med hende, så prøv at lægge mærke til om hun ikke efter 30-45 minutter (der hvor hun plejer at vågne, når hun ligger for sig selv) begynder at røre på sig, måske spjætter, flagrer med armene, smasker osv. som tegn på at hun er ved at vågne lidt - og hvor du så med det samme, netop fordi du har hende i armene, kan lulle hende videre ind i søvnen og på den måde formår at holde hende sovende...
På samme måde kan det være en god idé, at du forsøger at hjælpe lillesøster til ro, når hun er puttet fra sig selv:
- Du kan stå i nærheden, være parat med hænder, kærtegn osv. så hun med det samme lulles videre i søvnen og ikke får lov til at vågne op.
- Du kan med fordel også nogle gange putte hende i en sovepose. I takt med at det bliver koldere i vejret, så bliver dette naturligt lettere. Hun kan blive gjort klar til søvn med ren ble, sovedragt osv. og puttes så i sin sovepose, og så ...
... giver du hende flasken og putter hende så i barnevognen. Det at være puttet i en sovepose vil gøre skiftet fra din favn ned i barnevognen mindre og hun vil ikke reagerer så kraftigt på at hun pludselig er flyttet. Samtidig vil hun føle sig holdt, men det vil være af soveposen og ikke af dine arme.
- Du kan også nogle gange vælge at trille hende i barnevognen, så du passerer det tidspunkt, hvor hun normalt ville vågne op og på den måde se, om du kan holde hende sovende og stille og roligt vænne hende til at fornemme behov for et længere søvnstræk.
Når hun bliver særligt ked af det om aftenen og græder mest sidst på dagen, så er det fordi at hun her er fyldt godt op med indtryk og stimuli fra dagen igennem, og der skal ikke ret meget til, før bægeret flyder over. Det er ulvetimen - det er tidspunktet på dagen, hvor både storesøster og far også er hjemme, der skal laves mad, dækkes bord, og I taler naturligt sammen og er samlet som familie. Lydniveauet er højere end i løbet af dagen, tv er måske tændt osv. Og for nogle små børn er dette et rigtigt svært tidpunkt på dagen, simpelthen fordi der er ekstra mange indtryk.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Nogle gange så kommer man til at forsøge en masse forskelligt i håb om at noget vil hjælpe, og gråden vil stoppe. Hun er måske i din favn, kommer over til far, der vugges, hoppes lidt, far prøver at lægge hende fra sig, hun kommer op igen, tilbydes en flaske, bleen skiftes, storesøster forsøger at pludre og lege lidt, tilbage i mors favn, prøver at lægge hende igen, op igen, forsøger med en rangle osv. osv. Alt sammen i bedste mening, men det eneste I gør er at påføre flere stimuli og indtryk, som er det hun protesterer imod. Derfor kan det være en god idé, at I forsøger så lidt som muligt - selvfølge tjekker bleen, sikrer jer at hun ikke er sulten, går lidt med hende i favn eller putter hende i barnevognen og triller en tur eller måske går i soveværelset med hende, hvor en af jer lægger sig sammen med hende i dobbeltsengen...
Dagsrytmen du beskriver ser umiddelbart fin og alderssvarende ud. Det er rigtig godt, at du tilbyder flaske ca hver 3 time og at lillesøster som udgangspunkt får flaske, før hun puttes. Det er også meget fint med de ca. 3 lure dagligt. Den rytme vil passe rigtig godt for hende nu og også de næste par måneder, så du skal endelig holde fast i dette.
Jeg håber, at du kan bruge ovenstående tanker lidt videre, og jeg glæder mig til at følge jeres lille familie videre frem :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
21. november 2024 | Sovevaner | 6 mdr.
Putning og nattesøvn for tvillingepiger
Kære Helen Vi skriver for at få nogle gode råd til at gennemskue hvorfor...
19. november 2024 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen Jeg kan se, at du lige har svaret på et lignende spørgsmål, men...
18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Putning og for meget natamning
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...
17. november 2024 | Sovevaner | 5 mdr.
Baby vågner hele tiden om natten
Kære Helen. Tak for dit brugbare svar angående søvnrutiner. Jeg skriver...
16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?
Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...
Viden om børn:
Omsorgsdage
Omsorgsdage er dage, hvor du med fuld løn kan holde fri sammen med dit barn.
Er du offentligt ansat, og er du blevet forælder efter den 1. oktober 2005, har du ret til 2 årlige omsorgsdage per barn. Retten gælder fra og med fødselsåret og til og med det år, hvor barnet fylder 7 år.
Hvis du er ansat i en privat virksomhed, vil det fremgå af din overenskomst, kontrakt eller lignende, om du har ret til omsorgsdage.
Madpakke og børn
Når barnet begynder i pasningsordning, vil det mange steder selv skulle have en madpakke med hjemmefra.
Det er altid vigtigt at give barnet et varieret tilbud af fødevarer - det kan være rugbrød eller anden form for fiberholdigt brød, det kan være pasta sammen med rester fra aftensmaden, kød, fisk, frugt og grønt. Jo mere variation, jo bedre :)
Det er en god idé at give barnet ting med, som er pakket lidt hver for sig. Mange børn er glade for at have en madkasse,...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.