Svar: Hysteri ved hvert måltid
Kære mor
Tak for dit brev :)
Jeg kan godt høre at måltiderne hjemme hos jer ikke er særligt hyggelige - I ved på forhånd at jeres dreng vil sige nej, faktisk lyder det som om at han nu næsten har fået rollen som den der skal lave vrøvl over maden hver aften, du bliver vred, far bliver vred, storebror bliver ked af det, der kommer trusler og det ender med at far går fra bordet, for han ikke kan holde det ud... Og måske er det alt dette, som er problemet.
For når det kommer til mad og lysten til at spise den mad der bliver serveret, så handler det jo ikke kun om maden, men også rigtig meget om hvor hyggeligt det er. Og når jeres dreng godt kan spise i børnehaven eller når han er på besøg hos venner, så er det måske fordi det hele fra starten bare er anderledes, langt mere afslappet og hyggeligt, og der er ingen som stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt din dreng spiser det ene eller det andet eller interesserer sig for hvordan han spiser eller hvor meget.
I er hos jer nødt til at skabe madro. Og det er her en rigtig god idé nogle gange at lave mad, hvor forskellige skåle bliver sat på bordet og han så kan tage, det han har lyst til. Og ja - så sker det naturligvis at han måske kun spiser 4 cherry tomater og så er det så sådan. Lad ham være, giv ham madro og glæd dig så over, at han har spist de fire tomater og at alle har kunne sidde ved bordet den aften og for første gang uden nogen skrig og skrål.
Lad være med at kommentere på hans madpakke, når han ikke kommer hjem. Lad være med at tale om, at han ikke spiser, er kræsen, ikke har levet op til det du havde forventet, lad være med at tale med ham om hvorfor det er vigtigt at spise varieret og sæt lige nu ikke nogen rammer for om han spiser 4 eller 8 tomater. Det er lige nu fuldstændig lige gyldigt om han spiser pålæg på brødet. Han spiser og der skal være ro på.
Du skal naturligvis sørge for at det han tilbydes er sundt og i orden. Det er ikke sådan at han skal spise chokolade, kiks og kager og drikke sodavand. Tilbuddet skal være i orden, men du skal fjerne fokus fra hvor meget, hvordan og hvad.
Det betyder ikke at du skal ignorere ham fuldstændig, for han skal ikke føle sig overset. En del af hans reaktion handler jo også om at han rigtig gerne vil ses, at han rigtig gerne vil lyttes til og det skal du naturligvis gøre. Han skal ikke føle sig overset og ligegyldig, for det vil naturligt ikke bedre situationen. Det er vigtigt at du viser ham forståelse, samtidig med at tilbuddet, så er som det er. Så hvis du har bagt brød og han gerne ville have boller, så skæld ham ikke ud. Lad være med at sige "nu har jeg bagt brød, det kan du ikke være bekendt" eller "du gør mor ked af det, når du ikke vil spise brødet" eller lignende - det vil kun forstærke situationen. Vis ham i stedet, at det er okay og sig f.eks. "det er okay, at du gerne vil have boller, de smager også godt. I dag er det dog franskbrød, måske kan vi bage boller næste gang" eller lignende, så han føler sig forstået.
Er der ...
... noget mad, som du ved at han normalt gerne vil spise? Det kan være brød, pasta, sovs eller andet, som du ved at han normalt er glad for. Hvis der er det, så lad dette være en fast del af den mad som du laver, så han til hvert måltid har noget at spise, noget at gå igang med. Og spiser han så kun det, så er det sådan.
Derudover så skal han inddrages i madlavningen - han kan sagtens være med til at lave forskellige retter og han må meget gerne være med til at smage til undervejs. Og har han spist noget imens I gør maden klar, så kan du igen tage det mere afslappet under måltidet. Han må på samme måde meget gerne være med til at smøre madpakke og I kan evt. tale om, hvad de andre i børnehaven har med på deres madder og hvad han kan tænke sig - naturligvis igen valgt ud fra det du har købt ind og de muligheder I så har af sunde ting :)
Han skal have mad når han er sulten. Det sker, at når børn ikke vil spise aftensmad, så får de ikke mad om eftermiddagen, fordi forældre tænker, at så må de jo spise fordi de så er sultne - men faktisk virker det modsat og det giver kun flere konflikter. Det samme, hvis han ikke har spist aftensmad og han så siger at han er sulten, når han skal i seng, så skældes han måske ud og får at vide at "så kunne du have spist din aftensmad!". Jeres dreng skal have mad, når han beder om mad. Og det er vigtigt at du så her tilbyder ham sunde måltider. Hvis han er sulten om eftermiddagen, så giv ham et sundt og nærende måltid der og accepter at han så spiser mindre om aftenen. Hvis han er sulten inden sengetid, så lad ham blive sat ved middagsbordet og tilbyd ham mad her. Det kan være en bolle med lidt ost, men det kunne også være rester fra aftensmaden f.eks. en frikadelle sammen med et stykke rugbrød.
Lad være med at sammenligne ham med storebror og I andre "se storebror kan godt lide det", "vi andre spiser det jo, det kan du også" osv. Undgå sammenligninger - det vil påvirke hans selvværd og han vil føle sig forkert og det vil igen fastholde ham i rollen som den der ikke spiser, den der ikke lever op til det du/I vil - og dermed forstærke hele situationen.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Lyv ikke for ham. Sig f.eks. ikke "det er ikke fisk, det er kylling". Hvis han oplever at I lyver, så vil han naturligt ikke have tillid til det I siger en anden gang og det vil ikke give ham lyst til at spise eller smage på anden mad. Han skal kunne regn med jer.
Det er klart, at hvis han begynder at smide med maden, kaster tallerkenen i gulvet eller lignende, så skal han naturligvis fjernes fra middagsbordet. Der skal naturligvis være nogle regler for, hvordan man opfører sig hos jer. Men det er vigtigt at finde ud af, hvorfor han reagerer på denne måde - for noget ligger bag og han skal naturligvis have hjælp til at finde ud af, hvordan man opfører sig, så andre synes det er rart at være sammen med ham.
Jeg håber du kan bruge dette lidt videre, og at det giver lidt idé om, hvad I måske skal ændre lidt på hos jer :)
Fortsat held og lykke og fortsat god weekend!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:
22. november 2024 | Opdragelse | 3 år
Kære Helen. Vi har en dreng på 3 år (blev 3 i oktober) der startede i...
13. november 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.
Hej Helen. Jeg har en skøn dreng på 3 år og 4 mdr. Han er sød og kærlig,...
26. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen. Tak for din brevkasse, som jeg nu endnu engang har brug for....
17. september 2024 | Opdragelse | 2 år, 6 mdr.
Hej Helen Vi har solgt vores hus og skal flytte om cirka halvanden måned....
16. september 2024 | Opdragelse | 23 mdr.
Hej Helen. Vi har en søn på snart 2 år, som i perioder vælger den ene af os...
Viden om børn:
Lægeundersøgelser baby og børn
I Danmark er det fastlagt ved lov, at alle børn skal tilbydes forebyggende helbredsundersøgelser ved egen læge. Det anbefales at bestille tid hos lægen, når barnet er henholdsvis 5 uger, 3 mdr., 5 mdr., 1 år, 15 mdr., 2 år, 3 år, 4 år, 5 år og 12 år.
Undersøgelserne indeholder også vaccinationer og en samtale med lægen, hvor I taler om barnets trivsel, og om barnet udvikler sig som forventet. Lægen vil måle og veje barnet og her se, om barnet følger sin vækstkurve. Barnets...
Børn i bilen
Der er fem gode huskeregler, når du skal transportere dit barn i bilen:
1. Det er vigtigt at barnets autostol passer til både barn og bil. Tag derfor både barn og bil med, når du køber autostol.
2. Sørg for at autostolen sættes korrekt fast. Følg brugsanvisningen og stram selerne så godt til som muligt, så stolen er godt fastspændt til sædet i bilen.
3. Vælg bagudvendt autostol så længe som muligt. Det er mest sikkert for barnet.
4....
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.