Svar: Sige undskyld

---

Kære Mor til to søde piger

Tak for dit brev :)

Det er dejligt, når børn kan sige undskyld, ligesom det er rigtig dejligt, når de siger "tak for mad", "tak for gaven", "god dag" osv. Det hører med til en del af opdragelsen og naturligvis skal dine piger lære dette. Men når det er sagt, så er det jo blot ord og man kan nogle gange godt opleve børn, der tror de næsten kan tillade sig, hvad som helst, hvis bare de siger undskyld bagefter - og sådan er det jo ikke.

Dine piger lærer bedst at sige undskyld ved at du selv bruger dette ord, når du nogle gange gør noget forkert. Det kan være at du kommer til at støde ind i hende, det kan være at du en dag lyder lidt for sur, når du siger noget til hende, måske afviser du hende på en måde, som du efterfølgende fornemmer ikke var okay eller lignende - og her kan du så sige "undskyld skat, det var ikke min mening" eller lignende og give hende et knus og vise hende hvordan, og at I bliver gode venner igen.

Der vil naturligvis også være situationer, hvor du vil kræve at hun siger undskyld, f.eks. når pigerne har konflikter eller når der opstår konflikter mellem dem og andre børn. Og præcist som du skriver, prøve at finde balancen mellem at lade dem løse konflikten selv, bryde ind når det er nødvendigt, kræve at de siger undskyld, men heller ikke gøre et større nummer ud af det, end nødvendigt er.

At komme godt ud af det med andre mennesker kræver at man har social intelligens. Social intelligens har ikke noget med klogskab at gøre, men handler om at barnet skal lære, hvordan man opfører sig sammen med andre mennesker. Hvordan man lytter, hvordan man følelsesmæssigt påvirker hinanden både i negativ og positiv retning osv. Det handler netop om at sige "tak", sige "undskyld", sige "god morgen" osv. Men det handler også om meget mere end det. For det handler om at lære at se, hvad det man gør, gør ved andre. Hvordan ens handlinger påvirker andre og hvordan andre påvirker en.

Børn skal lære hvordan de kan interessere sig for andre og det lærer de ved at se det, ved at opleve det og ved at vi taler med dem om det. Man kan ikke fortælle et barn, hvordan man trøster en anden, barnet lærer at trøste en anden ved at vi trøster barnet, når det er ked af det og ved at barnet ser andre blive trøstet. Og på samme måde skal børn også lære at se, om andre er kede af det, vrede, frustrerede, glade osv. Og leg er et vigtigt redskab til dette. Derfor er det vigtigt at vi som forældre hjælper børnene, når de nogle gange har svært ved at lege, når de f.eks. har svært ved at dele legetøj eller give plads til hinanden.

Og netop i 2-3 års alderen begynder børn at lege ...

---

---

... rollelege. Børn leger rollelege og eksperimenterer med forskellige roller, fordi de har en naturlig lyst til at finde ud af hvordan de selv fungerer og hvordan de kan påvirke andre omkring dem. En rolleleg er f.eks. "far, mor, børn". Barnet leger disse lege med andre børn, men leger også disse lege med sig selv og sine dukker. Og du kan se, at din datter f.eks. krammer dukken, kalder hende lille skat, putter hende med dynen, når hun skal sove osv. Alt det som du plejer at gøre ved hende. Og hun viser netop her, hvordan hun spejler sig i dig og lærer at være god ved andre :)

Når der opstår konflikter, så skal man, som du skriver, naturligvis tage konflikten alvorligt og ikke slå det hen - men det er en balance, for man skal heller ikke bære nag, det er vigtigt at man kan glemme det, der er sket og komme videre. Hvis begge børn er videre og oplever at være kommet igennem konflikten, hvis de begge føler sig set og mødt og konflikten er løst, så skal vi som voksne også gå videre og ikke hænge fast i det. Modsat, hvis du mærker at det ene barn stadig er ked af det, måske ikke føler sig lyttet til og forstået, så kan du godt hjælpe med at sætte ord på, så begge børn føler sig anerkendt og så begge børn lærer noget af konflikten.

---

---

---

Du spørger, hvad man kan forvente af en pige på ca. 2 ½ år og det er en svær alder. For hun er rigtig godt igang med at udvikle sit selv. Hun er rigtig godt igang med at finde ud af hvem hun er og netop finde ud af, hvordan hun er i forhold til andre. Det er en alder, hvor hun naturligt har rigtig svært ved at dele - hun vil sige "min, min" også om ting, der ikke er hendes. Hun vil også virke meget bestemmende "du skal!", "vil selv!" osv. og du er ikke i tvivl om at hun har sin egen mening om tingene. Og det er rigtig dejligt, det er et sundhedstegn. Men det er også en tid, der kræver rigtig stor forståelse og omsorg, og hvor du skal bruge tid på at forklare, hvorfor ting er som de er, også selvom det ikke altid er som hun vil og hvor du skal kunne rumme de frustrationer, der naturligt opstår, når hun mærker at verden går hende imod.

At mægle mellem hende og andre børn er en rigtig god idé, for hun mangler naturligt stadig mange ord, når det kommer til følelser. Og det er vigtigt at anerkende begge børn, der er i konflikten, så de begge føler sig mødt og lyttet til og uden at tage parti for nogen af dem. Så hvad kan du forvente - tja, du kan forvente en pige, som naturligt lige nu vil have rigtig meget brug for din hjælp til at lære social intelligens, netop ved at du taler med hende, men også viser hende hvordan:)

Jeg håber du kan bruge disse tanker lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---