Svar: Hvorfor er hun så agressiv og sur

---

Kære Line

Tak for dit brev og hvor dejligt at høre at I kunne bruge mit tidligere svar omkring storesøster - der er udfordringer både med en på 4 år og en på 1½ år ...:)

Når børn bider, når de river, sparker, slår, hiver andre i håret osv. så skyldes det ofte at de mangler sprog. Og jeres datter har naturligt i en alder af 1 ½ år rigtig svært ved at sætte ord på sine følelser og derfor reagerer hun fysisk.

Det tager rigtig lang tid at lære at mestre og kontrollere sine følelser, det tager tid at lære at bruge ord i stedet for at være fysisk reagerende, når man skal fortælle at noget er rigtig dejligt eller rigtigt svært. Selvom jeres datter har en alder nu, hvor hun godt kan ryste på hovedet, når hun vil markere et nej, eller måske endda sætter ordet "nej!" på, så kan hun ikke give udtryk for at føle sig uretfærdigt behandlet, eller føle sig trængt op i en krog eller føle sig misforstået. Og når hun ikke kan sige fra, når hun mangler sprog, så vælger hun at bide, slå, skubbe osv. i stedet.

Den fysiske reaktion kan skyldes flere ting:

Det er ofte vrede, der løber af med barnet. Barnet føler sig uretfærdigt behandlet, legetøj der bliver taget fra en eller andet man stoppes i - så bider eller slår barnet fra sig. Det kan være en akut opstået vrede eller frustration, men det kan også være sparet sammen over længere tid.

Børn kan også bide eller slå i forsvar. Hvis barnet i en bestemt situation føler sig presset og er bange, så vil mange børn bide eller slå for at komme væk.

Børn kan også finde på at bide eller slå, hvis de lærer at det er sådan man gør. Det kan være større børn som bruger denne metode, for at få deres vilje. Eller forældre som slår barnet over fingrene for at lære barnet at der er ting det ikke må, ting det ikke må røre ved ... (det er forøvrigt forbudt!)

Det kan også handle om at barnet pludselig får rollen som den der bider og den der reagerer fysisk. Simpelthen fordi der kommer så meget fokus på barnet og bideriet eller det at barnet slår, at barnet bliver holdt fast i dette. Det forstærkes hos barnet.

Nogle børn bider og slår også når og hvis der ikke lyttes til dem. Det kan være en reaktion på behov for opmærksomhed.

Der er altså rigtig mange situationer, hvor barnet naturligt reagere med at slå eller bide og du skriver at det hos jer, virker som om at det bliver forstærket. Det bliver ikke bedre, det bliver værre - og jeg er nødt til at sige, at det måske er fordi hun får lidt for meget fokus, når hun gør det. I er meget opmærksomme på det, hvilket er helt naturligt, men det er vigtigt at finde ud af, hvad der ligger bag.

Det bedste I kan gøre er ikke at skælde hende ud eller irrettesætte hende igen og igen, det bedste I kan gøre er at forsøge at finde ud af, i hvilke situationer hun gør det og så hjælpe hende med at løse problemerne på en anden måde. Det er nemlig ikke bare et spørgsmål om at fortælle hende at det er forkert, det er ligeså meget et spørgsmål om at lære hende nye måder, give hende nye redskaber til at løse de situationer, som er svære for hende.

Og her skal I så forsøge at aflede hende, før det sker. Jo mere I kan undgå at det sker, jo mere I kan gribe ind og hjælpe hende inden hun forløber sig, jo bedre vil det være og jo lettere vil hun få ved at holde op ...

Hvis det så sker alligevel, så er det vigtigt at anerkende både jeres datter og det barn det er gået ud over. F.eks. kunne man godt forestille sig en situation, hvor jeres yngste datter er igang med at lege med en dukke, så kommer storesøster og tager dukken og lillesøster ...

---

---

... reagerer med at bide eller slå storesøster. Her er det vigtigt at I som voksne forklarer begge børn, hvad der sker og hvordan spillets regler er. Det vil sige at I skal sige til lillesøster "Du må ikke slå Sophia, det gør ondt" - så lillesøster ser hvad hun har gjort ved storesøster. Men I skal samtidig også sige til storesøster "Du tog dukken fra lillesøster, så bliver hun sur og derfor slår hun dig" - så begge børn lærer noget af situationen.

Jeres yngste datter er igang med at udvikle sin selvstændighed. Hun er i selvstændighedsalderen, det der tidligere hed trodsalder ... Og det betyder at hun skal gøre det modatte af hvad I siger, for det er netop, når hun gør dette, at hun udvikler sin selvstændighed. Det er netop måden hun viser jer at hun er sin egen. Hun er nødt til at ville det modsatte, for ellers kan hun ikke adskille sig/separere sig og afprøve sin selvstændighed. Og derfor skal I nogle gange lade hende gøre det hun vil og acceptere at hun har sin egen måde. Der kan være mange måder at gøre ting på og hendes kan være ligeså god ... Og andre gange skal I naturligvis holde fast i at det er som I vil, fordi I er de voksne og det er jer, der ved bedst og i sidste ende jer der bestemmer.

I er som forældre nødt til at tage beslutninger for jeres datter, hun er stadig så lille at hun ikke ved, hvad der er bedst for hende og hun kan ikke vælge. Hun vil godt kunne pege på ting, for at vise, hvad hun gerne vil have, hun kan som sagt også ryste på hovedet eller sige "nej!", hvis der er noget hun ikke vil. Men de fleste ting er stadig noget I bestemmer for hende.

Og når hun mærker denne modstand, f.eks. når I kræver at hun skal holde jer i hånden, når I går på vejen, eller vis I siger til hende, at hun ikke må lege med maden eller smide vaser på gulvet eller hvad det nu er hun gør, så bryder verden sammen for hende. Når hun mærker at I vil noget andet end hun vil, når hun mærker at ting ikke er som hun ønsker de skal være, så får hun et anfald af fortvivlelse. Det vil ofte være over ting, der i jeres øjne virker som bagateller. Det kan være at I skærer æblet ud i både og hun hellere ville have det skrællet, eller at I giver hende den røde kop i stedet for den blå ...

---

---

---

Og det er helt normalt. Det der er vigtigt er at I kan rumme dette og det betyder at I skal kunne holde ud at hun har det som hun har det. Du skal kunne holde ud at hun er glad, vred, ked af det, sur, frustreret, bange osv. og det er her at I med jeres ord skal vise hende at I forstår hende og forstår hvordan hun har det. Og det er vigtigt at hun føler sig forstået og lyttet til ...

Når hun er frustreret og ked af det, så pumper adrenalinen rundt i kroppen, hele hendes krop kører i højeste gear, men hvis hun fornemmer at I forstår hende, gerne vil hende og søger at hjælpe osv. så falder hun til ro, adrenalinen drosler ned.

Du skriver at du f.eks. siger "du er godt nok vred" eller "jeg kan godt forstå du er sur, når du ikke må få cola". Der er lidt forskel på disse sætninger synes jeg - i hvert fald kan de siges meget forskelligt. I en sætning som "du er godt nok vred" behøver der ikke ligge forståelse. Der kan ligge irritation og en følelse af at man næsten ikke kan holde vedkommende ud - og hun har brug for medfølelse. Der er mere medfølelse i en sætning, hvor du f.eks. i stedet siger "ssåå bliver du bare så sur nu, det er også dumt med den cola," eller "du vil bare så gerne have cola og så siger mor nej, det er også irriterende" ...

Jeg håber du kan bruge mine tanker lidt videre, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---