Svar: Sover næsten ikke om dagen
Kære Rikke
Tak for dit brev og velkommen til :)
Det er dejligt at jeres dreng sover så fint om natten og det lyder også som om at han trives med at få flaske.
Nogle børn sover meget kortvarigt, de sover måske 20-40 minutter og vågner så op og er kede af det. Hvis barnet altid sover meget korte lure hele dagen igennem og tydeligt ikke er udhvilet, når det vågner, så kan det tyde på, at barnet har svært ved overgangen fra et søvnstadie til en andet, og at skiftet bringer barnet op i nærheden af vågen bevidsthed.
Når vi sover, så skifter vi mellem at sove let og sove dybt og nogle børn har meget svært ved dette skift. Hos et lille barn som din dreng, så vil der godt kunne ske det, at barnet spjætter, når det skifter fra det ene søvnstadie til det andet. Det er mororefleksen / faldrefleksen der går igang og barnet vågner op og græder. Det er ligesom når du selv er ved at falde i søvn og nogle gange mærker det som om at du falder, så spjætter kroppen også, men du ved hvad det er og sover videre (kommer videre i søvnen), det lille barn bliver forskrækket og kan ikke sove videre men vågner mere op og græder.
Din dreng må godt have et par korte lure i løbet af dagen, hvor han ikke sover mere end 20-30 minutter. Det er naturligt, at små børn powernapper, nogle børn powernapper også imens de spiser og det er okay, at små børn gør dette, derefter vågner lidt op, er aktive, pludrer osv. og så har brug for at sove igen en lille times tid efter, hvor de så tager en lidt længere lur. Og det vil her være rigtig godt at han sover mindst 1 ½ time, meget gerne mere. Hvis han altid kun sover 20 minutter af gangen og tydeligt ikke har sovet nok, græder, pylrer, mangler overskud til at opleve verden og udvikle sig, så er det et problem. Små børn har brug for søvn og også lidt længerevarende lure i løbet af dagen, for at trives og udvikle sig.
Det er en god idé at svøbe ham, så han hjælpes til rent fysisk at holde sammen på sig selv, det vil gøre at hans mororefleks ikke virker så voldsom, at han ikke får spjættet helt så meget at han vågner af det. Det vil også lette overgangen fra din favn og ned i lift, vugge, seng, barnevogn osv. Put ham med et fast ritual, klud, beroligende ord, kærtegn eller lignende så han genkender dette og forbinder det med at skulle sove. Brug samme ritual altid, når han skal puttes - dag, aften og nat. Samme beroligende "ssshhh" og samme kærtegn.
Brug dine hænder på hans krop, så han kan mærke at ...
... du er der og føler tyngden og dermed roen og varmen fra dine hænder. Læg ham gerne til at sove i barnevognen mindst en gang dagligt, så han vænnes til at sove der og du må gerne gå med ham, så han vænnes til at sove mindst en lidt længere lur dagligt. Det kan være en fordel her at give ham flasken i vognen, så han falder i søvn, der hvor du ønsker han skal sove og mælk skal naturligt indgå som en del af hans putteritual. Det at få flasken, hvor han skal sove vil gøre at I undgår det skift der er mellem at være i din favn og blive flyttet ned i seng. Det er utrygt for ham at vågne op og registrere at han ligger et andet sted.
Når han vågner mellem sine søvnfaseskift, så er første skridt normalt ikke at tage ham op, men i stedet at forsøge at få ham til at sove videre der, hvor han er blevet puttet. Ligger han i barnevognen, så kør ham lidt, vug ham og lul ham i søvn ved at bruge vuggende bevægelser. Du er således nødt til at stå parat der, hvor du ved at han plejer at vågne op og med det samme hjælpe ham videre i søvnen.
Tril ham i barnevognen og forsøg at holde ham sovende. Tril barnevognen, hold pause, afvent, hør om han klynker og tril igen, hvis han ikke siger noget holder du vognen stille, hvis han klynker triller du lidt igen, beroliger, vugger og holder atter pause. Ved hele tiden at trille lidt, holde pause, afvente, så lærer du ham, at han ikke behøver være i bevægelse for at sove.
Kom til foredrag med Helen Lyng Hansen
Tirsdag 6. maj: Børn & Mad, FOF Aarhus
Du må meget gerne forsøge at arbejde på en rytme hvor han sover 3 lure dagligt, - en formiddagslur, en middagslur og en lur sidst på dagen og det kan være en rigtig god idé at gøre det til en vane at middagsluren bliver en lang lur. Og du må her gerne gå en lang tur med ham, netop for at holde ham sovende og som sagt altid give ham en flaske at sove på :)
Du må også gerne lægge dig med ham i dobbeltsengen. Ved at I netop ligger tæt sammen, så vil du med din hånd, beroligende ord, bare med din nærhed kunne lulle ham videre til ro og vil kunne fange ham, inden han vågner for meget op. Der er intet i vejen for at du lægger dig og putter med ham, så I begge får hvile.
Du skal holde øje med klokken. Hvis han ikke viser tydelige træthedssignaler, så er du nødt til at holde lidt øje med tiden og putte ham, når du mener det er tid. Du kan ikke vente på at han viser sig parat. Han bør ikke være vågen i mere end 2 ½ - 3 timer af gangen, så bør han få mælk og blive puttet igen :)
Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
13. januar 2025 | Sovevaner | 11 mdr.
Hej Helen, Jeg har længe fulgt med her i din brevkasse, og nu har jeg selv...
11. januar 2025 | Sovevaner | 9 mdr.
Hej Helen Vores søn, Matteo, er lige blevet 9 måneder gammel, og han har på...
11. januar 2025 | Sovevaner | 2 år, 6 mdr.
Kære Helen Det er ved at være et stykke tid siden sidst, men nu er jeg...
3. januar 2025 | Sovevaner | 6 mdr.
Hej Helen. Herhjemme snakker vi om, hvordan og hvorledes en rutine for en...
31. december 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Hej Helen! Jeg kan ikke forstå at min søn Milo på 9 måneder stadig ikke...
Viden om børn:
D-vitamin
Alle børn bør fra de er 2 uger til de er 2 år gives D-vitamin 10 mikrogram (400IE) dagligt. Det gives som dråber.
Børn med mørk hud og/eller børn som går klædt, så kroppen oftest er tildækket om sommeren (lange ærmer, lange bukser/kjoler eller tørklæder) skal fortsætte med D-vitamintilskud (400IE) hele barndommen.
Når børn er ca. 1½ år gamle, vil de kunne tygge en multivitaminpille, ofte knækket i kvarte. Indeholder vitaminpillen 10 mikrogram D-vitamin, bliver...
Savl
Alle babyer savler, men nogen savler meget og andre lidt.
Spædbørn og småbørn savler ofte meget, de danner mere mundvand end vi voksne gør og putter ofte også fingrene i munden. Der sker også nogle enzymændringer i barnets spyt, som gør at barnet kan savle mere i perioder. Og i perioder, hvor barnet f.eks. får tænder, vil det ofte også savle mere.
I de periode hvor barnet savler meget kan det være en god idé at bruge en savlesmæk. Til små børn er en blød af frotté...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.