Svar: Søskendejalousi og en selvstændig pige

---

Hej med dig

Tak for dit brev - ja det er rigtig dejligt med to så forskellige børn, det er rigtig sjovt at opleve at børn med samme forældre, kan være så forskellige i temperament, det er en af de helt store glæder - men også udfordringer, ved at være forældre til flere og det er faktisk svært, når man er nødt til at give dem hver især forskellig opdragelse ...

Det er et stort spørgsmål du sender - hvordan kan vi få en bedre hverdag med hinanden? For det rummer jo rigtig mange svar - men jeg vil gerne dele lidt af mine tanker med dig.

Jeg tænker umiddelbart at I nok skal prøve at se meget forskelligt på jeres børn og måden I kommunikerer med jeres børn på, irettesætter på, belønner på osv. skal nok være meget forskellig. Ikke kun fordi de er forskellige i alder og i køn, men også fordi de er meget forskellige i temperament. Så de skal mødes meget forskelligt.

Det er rigtig godt at I har mulighed for at give børnene fleksiblitet i hverdagen og har mulighed for at lave ting med dem hver især, ligesom I også skal lave ting sammen. Det er rigtig vigtigt at begge børn føler sig set, anerkendt og mødt som de selvstændige individer de er, samtidig med at de jo også skal lære at deles og give plads til hinanden og til jer :)

Jeres dreng er så gammel nu, at han godt ved hvordan man skal opføre sig, han ved godt at man ikke må skubbe eller kradse andre og han bliver naturligt ked af det, når lillesøster gør sådanne ting ved ham. Han mangler stadig overblikket (den fulde hjernemæssige modenhed) til altid at kunne bære over med hende og bliver oprigtigt ked af det - på en naturlig lidt primitiv måde.

Hun - er naturligt endnu mere primitiv, fordi hendes hjerne stadig ikke har skabt de forbindelse der er nødvendige for at kunne bevare roen - hun har et stort kaos i sit hoved en gang imellem og reagerer naturligt meget fysisk med enten at smide sig på gulvet, vride sig rundt, skrige højt, bide, slå, skubbe osv.

Børn skal hjælpes med deres store følelser uanset hvad alder de har og overordnet, så er der nogle retningslinjer at følge her:

- I skal være rolige og sætte tydelige grænser. I kan ikke styre og hjælpe jeres børn, hvis I ikke kan styre jer selv ... Det er rigtig vigtigt at jeres børn i alle situationer i hverdagen, fornemmer at I er følelsesmæssigt stærke og har styr på tingene. Det gælder både, når de indbyrdes har konflikter, men det gælder også når de individuelt har det svært. Når jeres datter f.eks. ikke kan overskue sine sko og påklædning eller når jeres dreng ikke kan overskue, at hun kradser ham og slet ikke kan overskue at han må sige STOP! :)

- I skal bruge fysiske beroligelse. Fysisk ømhed udløser ro i jeres børn, så jo mere I kan tage dem på skødet, holde om dem, vugge dem og på den måde berolige dem, jo bedre er det. Nogle gange kan man ikke få lov med det samme og så må man lade dem være lidt - men stadig er det vigtigt at vise sig tilgængelig. Andre gange kan man tumle med dem - dreje tingene om til noget sjovt - "skal du være fræk din lille bølle, her i huset kiiiiiilder vi frække børn" og så tage fat i ham/hende og kild.

- Mød børnene med en energisk stemme, en stemme der opmuntrer og siger "det skal nok gå", når de har det svært og verden går dem imod. På samme måde som de også skal mærke energien og glæden i din stemme, begejstringen fra jer, når de selv begejstres over noget.

- Lad dem være ked af det, frustrerede, vrede og mød ...

---

---

... dem ved at sætte ord direkte på den følelse du tror de har. Lad være med at sige "du er også bare så hysterisk" eller "du vil bare ha og ha - tror du pengene hænger på træerne" eller lignende. Sig i stedet "du bliver bare så vred lige nu" og "du vil bare så gerne have den røde bil, den er også rigtig flot" - så de føler sig forstået og mødt. Det er ikke det samme som at de får deres vilje.

Man siger at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår og derfor er det utroligt vigtigt, hvordan man som forældre reagerer på sit barn. Alt det du og dine børn gør sammen, vil påvirke deres hjerner og vil påvirke deres udvikling og liv fremover.

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

---

---

---

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når lillesøster reagerer så voldsomt som hun nogle gange gør, - hvor hun skriger, slår ud efter jer, sparker, prøver at bide, kaster sig ned på gulvet osv. så sker der en aktivitet i pattedyrhjernen. Da pattedyrhjernen styres af den rationelle hjerne, så er det vigtigt, at det er den du/I forældre aktiverer med jeres reaktion. Netop jeres reaktion er vigtig for at skabe forbindelse mellem hjernens dele.

Derfor er det vigtigt at du reagerer med lydhørhed, viser hende, at du forstår hvad hun vil. Det er naturligvis helt fint at sige AV!, Nej! eller lignende og også at flytte hende væk/sætte hende fra dig, hvis hun f.eks. slår ud efter dig - så hun oplever at det her er forkert. Men det er vigtigt at hun ikke bliver bange for dig eller føler sig forkert og at du viser hende, at du godt kan rumme hendes frustrationer og meget stærke følelser.

Og i princippet skal I også stadig gøre det samme for storebror - for nogle gange er han stadig bare en lille dreng, der naturligt har svært ved at overskue verden. Og det er rigtig vigtigt at I hjælper ham med at sige stop - netop fordi han derved får redskaber til selv at kunne senere hen. I skal guide og vise ham vejen, ved i starten at gøre det for ham, så han kan spejle sig i jer og lære af det ... Netop når han er lidt stille og tilbageholdende i sin personlighed, så er det ekstra vigtigt at guide og lade ham lære, ved at jer gøre ting. I skal bane vejen på en anden måde for ham end I skal for hende - og det er helt okay :)

Og så skal I naturligvis også legalisere at lillesøster nogle gange ikke er særligt sød overfor ham og at det er okay at han bliver vred. Nogle gange hjælper det at sige "jeg kan godt forstå du synes lillesøster er irriterende", så han får lov til at have denne følelse - måske føler han at det ikke er tilladt, at han helst skal holde af hende hele tiden ...

Jeg håber du kan bruge lidt af dette videre - fortsat held og lykke! :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---