Svar: Opdragelse og trodsalder

---

Kære mor til 2.

Tak for dit brev og din fine beskrivelse af din dejlige treårige dreng og de frustrationer både han og I som forældre, naturligt har en gang imellem :)

Han er som du skriver "som alle treårige børn" - en rigtig sød, sund, sjov og dejlig dreng, som er så charmerende og sød at være sammen med og som samtidig kan blive så gal, ked af det og frustreret, at man nogle gange har rigtig svært ved som voksen helt at forstå, hvad der sker og finde ud af, hvad man skal gøre. Du er bestemt ikke den eneste, der synes det er svært.

Du har en super god måde at se tingene på - det er helt rigtigt, at konflikter i hverdagen ikke kan undgås og at det derfor er super vigtigt at komme godt igennem en konflikt. Det er nemlig vigtigt at føle sig lyttet til, det er vigtigt at føle sig forstået, det er vigtigt ikke at bære nag og så er det en rigtig god idé at man som voksen siger til sig selv "der dannes en ny vigtig synaps i hans hjerne, hver gang dette sker" :) Godt tænkt!

Jeres dreng er i kraft at sin alder en meget stor og moden dreng på mange områder og på andre punkter, er han stadig en meget lille dreng. Hans hjerne er slet ikke færdigudviklet og hjernens forskellige dele skal lære at arbejde sammen. Man ved idag at måden vi som forældre påvirker vores barn, måden vi reagerer på, når barnet er ked af det, frustreret, vred osv. har stor betydning for hjernens udvikling og forældre påvirker således i meget stor grad deres barns hjernefunktion.

For børn i jeres drengs alder, vil verden nogle gange være uoverskuelig, det vil ofte være små ting, ting der i jeres verden opleves som bagateller, der får hele hans verden til at styrte i grus. Han får det der kaldes for fortvivlelsesanfald. Når verden bryder sammen for ham, når han bliver frustreret og fortvivlet, så er han ikke uartig, men oprigtigt ked af det. Han er skuffet over at tingene ikke er som han gerne vil have dem, at du ikke vil bære ham og f.eks. kræver at han skal gå selv, at du giver ham havregrød i stedet for yoghurt osv.

Det er naturligt at han får små anfald af frustration i sådanne situationer og det skal man ikke nødvendigvis undgå, eller det kan man ikke altid undgå ... Det der er vigtigt er, at man lytter og anerkender ham og de følelser han har. Han har brug for at høre, at du forstår ham, at du godt kan forstå det er hårdt selv at skulle gå på sine ben, at det også er irriterende at han skal vente, fordi du lige nu tager dig af lillesøster, eller at det er frustrerende, at I ikke har tid til at bygge puslespillet endnu engang, men er nødt til at køre hjem.

Han har brug for at du kan rumme ham, rumme hans følelser uanset hvordan han har det. At kunne rumme, betyder at du kan holde ud at han har det som han har det - uden at du forsøger at ændre det og uden at du tager det personligt. Det lyder det som om at I er rigtig gode til, hvor mormor lyder til at have lidt sværere ved det og det er så også okay - hun er jo mormor og behøver ikke tage samme konflikter som jer ...

Nogle gange gør han naturligvis noget forkert og må irettesættes, men det er virkelig vigtigt at du overvejer ...

---

---

... hvordan du forklarer ham at han gør noget forkert.

Hans hjerne består af flere dele og du skal appellere til hans storhjerne. Det er den, du påvirker når du viser ham lydhørhed, følelsesmæssig forståelse osv. Det er den største del af vores hjerne og det er den der blandt andet gør ham kreativ og i stand til at bruge sin fantasi, den hjælper ham med at løse problemer, tænke over tingene og den har også betydning for hans evne til at sætte sig ind i, hvordan andre har det. Noget han først skal til at lære nu.

Du styrker denne del af hjernen ved netop at vise ham disse ting - være lydhør, rumme, forstå, sætte dig ind i hans situation, give ham idéer til hvordan I kan komme videre osv. og det er super vigtigt at du gør disse ting, for at han også lærer at gøre sådan.

Hvis du f.eks. går fra ham, kalder ham hysterisk, via dit kropssprog eller direkte siger at du ikke gider være sammen med ham eller lignende fordi han i dine øjne opfører sig dårligt, så vil det påvirke hans mellemhjerne. Denne del af hjernen aktiverer raseri, frygt, separationsangst, sorg, lyst til at lege, trang til at udforske osv.

---

---

---

De meget stærke følelser som udløses af mellemhjernen skal styres af storhjernen og det er dette samarbejde mellem den ene hjernedel og den anden hjernedel, der fortsat er meget umodent. Derfor er det så utroligt vigtigt at du med din storhjerne, din rationelle del af hjernen, formår at rumme ham, når hans mellemhjerne tager over. Og dette gør du ved at tage ham op, sidde med ham giver ham masser af fysisk kontakt, omsorg osv. så får du din dreng til at slappe af. Når han føler sig forstået, anerkendt og mødt, når han mærker at du er der for ham, at du godt kan rumme, at han har det som han har det, så sættes der en masse hormoner igang i hans krop og forbindelserne mellem hjernens dele skabes.

Det er rigtigt at han gerne vil bestemme mange ting og nogle ting skal han også have lov til at bestemme, andre ting bestemmer du og sætter du reglerne for. For han kan ikke træffe særligt mange valg og vil naturligt handle impulsivt og lystbetonet - og det betyder at han skifter mening meget hurtigt. Så hvis du spørger om han helst vil have havregrød eller yoghurt, så svarer han det ene, men du kan godt risikere at han to minutter efter hellere vil det andet. Derfor er det vigtigt at hans valgmuligheder begrænses så meget som muligt, at tingene gøres simple for ham.

Lige med hensyn til putning om aftenen, så synes jeg faktisk at det er noget I kan være fælles om. For mig er det naturligt at man siger godnat til både mor og far og så synes jeg at man skal prøve at brede natritualet lidt ud. Så den ene giver aftenbad, nattøj på osv. og den anden læser historie, men igen, kommer den modsatte forældre også ind og siger godnat. I skal ikke gøre det til en kamp om aftenen, men forsøge at finde en balance, hvor I begge har del i putningen. På den måde vil I også kunne svare ham, når han kræver at mor f.eks. skal komme "mor kommer og siger godnat til dig, nu læser far historien og så kommer mor" eller lignende.

Jeg håber at ovenstående hjælper videre på vej, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---