Svar: Behov for trygheden

---

Kære Benedikte

Det lyder ganske rigtigt som om at din datter er en pige, der har brug for masser af tryghed og sikkerhed på at I er der for hende, at hun ikke er ladt alene ...

Spørgsmålet er hvad årsagen er, for der kan være mange grunde til at hun har det sådan - og jeg vil gerne dele lidt af mine tanker med dig :)

For det første kan det jo være at hun i sin personlighed, bare er en pige, der skal se tingene lidt an. Nogle mennesker er mere tilbageholdende, råber ikke op i forsamlinger, men afventer, forholde sig tilbagetrukket og siger først noget, når de føler sig fuldstændig sikre og trygge. Andre mennesker stiller sig altid frem i forreste række, har meget svært ved at lade andre komme til, er der med det samme "tag mig, tag mig". Og så er der jo også masser af mennesker, som ligger midt imellem disse måder at være på. Og det ene er jo ikke nødvendigvis bedre end det andet, vi er bare forskellige.

Du skal naturligvis også være opmærksom på, hvordan du virker og hvordan du selv reagerer. Det er jo sådan at børn ligner deres forældre. Både på den måde, at det at være genert og mere tilbageholden kan være arveligt, men også på den måde at børnene spejler sig i os voksne. Hvordan var du selv som barn? Hvordan reagerer du/I på hendes generthed eller usikkerhed? Prøv derfor også at tage udgangs punkt i dig selv, når du vil hjælpe hende.

Generthed handler også om selvværd. Altså at føle at man er noget værd, at man har værdi.

Man kan let komme til at sammenligne børn og man kan også meget let komme til at "rose sit barn forkert". Ros giver følelse af selvværd for en stund, men det varer kort. Ros skal forståes på måden I roser på, når jeres datter f.eks. kommer og viser jer en tegning hun har lavet - og I så siger "Nej, hvor er den flot". Når I siger sådan, så er det faktisk en bedømmelse af det hun har lavet. På samme måde, som hvis hun f.eks. hjælper jer med at dække bord eller noget andet og I så siger "Hvor er du dygtig".

Det jeg vil hen til er, at I kan styrke hendes selvværd ved i stedet at sige: "Jeg er rigtig glad for den tegning, jeg kan se at du har gjort dig rigtig meget umage", "Hvor bliver jeg glad, når du hjælper mig", "Det er så hyggeligt at dække bord sammen med dig" osv. Hvis man roser på denne måde, så er der ingen bedømmelse af hendes evner, men i stedet en bekræftelse af hendes evner som menneske, hendes måde at være på - hendes selvværd styrkes.

Der er ...

---

---

... derudover nogle enkle råd, som kan være vigtige at huske på:

- Lad for det første være med at kalde hende genert. "Lad nu være med at være så genert". Og lad være med at sammenligne hende med andre børn "Du kan da også løbe hen og lege ligesom den anden pige". Kald hende heller ikke genert, når I taler med andre om hende. Hun hører det og få automatisk rollen som den generte, hvilket bestemt ikke er befordrende for hende selvværd.

- For det andet så accepter hendes generthed. Hvis hun oplever at I er utilfreds med hendes væremåde, så bliver hun kun endnu mere usikker. Prøv i stedet at sætte ord på alt det dejlige ved hende.

- For det tredie, så fortæl hende om din egen generthed. Måske kan du huske en episode, hvor du selv som barn oplevede at blive genert og ikke turde være med eller måske kan du kende situationer som voksen, der også er svære for dig. Det vil hjælpe hende til at føle sig forstået og accepteret.

Du må også gerne tale med hende om episoden, hvor hun ikke turde prøve rolatoren, men da hun så prøvede, så var det super sjovt. Overfør det til andre ting, til andre episoder for at minde hende om at hun nogle gange godt kan selvom hun synes det er svært - men igen en balance, hvor hun ikke føler sig unødigt presset.

---

---

---

I skal også overveje om jeres datter har det svært med andre bliver ekstra utryg, fordi hun generelt har svært ved at være uden dig ... Har hun svært ved separation?

Alle børn vil i alderen 6 måneder til 2½ år have en periode og nogle gange flere perioder, hvor de naturligt i deres udvikling vil være bange for at være væk fra deres mødre. Selv også hos ældre børn, når barnet f.eks. starter i børnehave eller i skole, vil man kunne opleve at barnet lige i den periode, har vanskeligt ved at adskille sig fra sine forældre. Separationsangst hos små børn og i disse perioder, varer normalt fra dage til få uger og det er normalt.

Men angsten for at skulle være alene må ikke vare så længe at det hæmmer barnets udvikling og evne til at indgå i samspil med andre. Angsten må ikke være vedvarende eller overdrevet.

Og så synes jeg også at I skal prøve at tale med institutionen hvor hun går og høre dem, hvordan de oplever jeres datter. De ser hende jo i samvær med andre børn og oplever her, hvordan hun fungerer socialt - også når mor eller far (den trygge base) ikke er tilstede :)

Håber du kan bruge lidt af mine tanker videre, fortsat held og lykke :)

Rigtig god weekend!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---