Svar: Hysteriske anfald - 20 mdr.

---

Kære Monica

Tillykke med at I venter jer igen, hvor fantastisk, dejligt:) Og super at I er glade for bogen! Det er jeg også! :)

Der sker udviklingsmæssigt rigtig meget med jeres lille pige nu. Det er rigtig svært at være barn på 1½-2 år og det er også rigtig svært at være forældre til børn i denne alder. Jeres datter brager lige nu igennem selvstændighedsfasen, det der tidligere hed trodsalder (1-3 år) og det er en alder, som kræver utrolig stor omsorg, forståelse og støtte.

Når børn i jeres datters alder rigtigt gerne vil noget og når tingene så ikke går som de havde tænkt, så får de det man kalder for et fortvivlelsesanfald. Det vil i vores øjne ofte være små ting, bagateller, men for barnet får den lille ting hele verden til at bryde sammen. Det kan være pakke med havregryn der er tom, det kan være æblet der er skrællet og det skulle have været skåret i både, det kan være skoene der driller ...

Disse anfald finder sted fordi nerveforbindelserne mellem storhjernen og mellemhjernen endnu ikke er udviklet og netop disse forbindelser er vigtige for at barnet kan håndtere sine store følelser. Når børn er fortvivlede, så er de slet ikke i stand til at lytte eller tale. De kan ofte kun give udtryk for deres fortvivlelse rent fysisk - følelserne kommer ud via fysiske handlinger og derfor lægger hun sig ned, sparker, råber høje lyde, kaster sig rundt, banker hovedet i gulvet osv. Alle hendes følelser, frustrationer kommer ud på denne måde.

Derfor kan du ikke tale med hende eller forvente at hun er i stand til at lytte til dig, når hun har det sådan, hun kan slet ikke forholde sig til hvad du siger - men det betyder ikke at man ikke stadig kan berolige hende og roen får hun, når hun mærker at det er okay. Hun skal mærke at I forstår hende og at det er okay at hun har det som hun har det, at I kan rumme det. Det betyder at I kan holde ud at hun har det som hun har det, at I ikke forsøger at ændre på det og at I ikke tager det personligt.

Det er rigtig vigtigt at I sørger for at hun ikke yder skade på sig selv og derfor vil I nogle gange være nødt til at flytte på hende eller give hende en pude under hovedet eller lignende, så hun ikke kan banke hovedet hårdt i gulvet. Det er samtidig vigtigt at hun mærker at I ikke sender hende væk eller er vrede på ...

---

---

... hende. Hun skal hele tiden mærke at I forstår hende, I skal møde hende med forståelse og det er her vigtigt at I ikke sender hende på værelset med en besked om at "så kan hun blive der, til hun kan opføre sig fornuftigt" eller lignende, for det kan hun slet ikke leve op til.

Det betyder ikke at hun skal have sin vilje og at hun skal bestemme, hvordan al ting skal være. I må f.eks. gerne sige nej, men I skal kunne rumme den frustration, der så følger med det nej som I giver. Hvis I kalder hende hysterisk "hold op med at være så hysterisk" så er det som at puste til ilden og hun får det værre. Derfor er det vigtigt at I sætter ord på "Du bliver bare så ked af det lige nu", så hun på den måde hører at I ser hende og forstår hende.

Du skal være opmærksom på at din graviditet naturligt også påvirker hende allerede nu, selvom hun er for lille til at kunne forholde sig til at der er en baby inde i maven, så mærker hun ganske givet en forandring. Det kan være den forandring der ligger i at du f.eks. ikke løfter hende så meget op som tidligere og at du stiller flere krav til hende om at være selvhjulpen. Når børn føler at de skubbes væk, så bliver de naturligt ofte mere klyngende i deres kontakt og derfor er det vigtigt at du stadig prioriterer hende og den lille pige, som hun jo også er :)

---

---

---

Det er ganske fornuftigt at holde fast i at hun skal spise almindelig mad og at hun ikke har behov for specielle retter og hvis I laver almindelig børnevenlig mad, så kan hun naturligvis spise det samme som I andre. Det er også stadig vigtigt at hun får mange små måltider i løbet af dagen og stor variation, så hvis der ikke glider så meget ned på et tidspunkt, så gør der nok på et andet.

Der sker som sagt meget med hende lige nu, så prøv også nogle gange at nøde hende lidt, det er okay at hun kommer over på skødet og spiser fra din tallerken, hvis det gør at hun så får noget at spise og stemningen omkring middagsbordet er god. Når hun har siddet lidt hos dig og synes det er hyggeligt, så kan du prøve om du kan logge hende over på den høje stol igen. Hun er så gammel nu at hun godt kan sidde uden bøjle og selv kan kravle op og ned af stolen, det vil hun sikkert synes er dejligt :)

Jeg håber du kan bruge lidt af ovenstående tanker videre, fortsat held og lykke med det hele :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---