Brev:
Desperat efter søvn!
Kære Helen
Jeg skriver fordi jeg er ved at blive desperat for at få en ordentlig nats søvn og ikke ved hvor jeg ellers skal vende mig hen. Ønsker et nanny-børneopdragelses-program kom herhjem – men er helst fri for TV-holdet!
Nå, men min yngste dreng på snart 10 måneder har aldrig sovet igennem. Siden fødslen har han været vågen mange gange hver nat for at få en tår mælk, sutten eller vigtigst nærhed. Han mistede interessen for amningen for en måneds tid siden, så nu er mælken skiftet ud med vand i sutteflaske, men ellers er alt det samme. Han spiser godt om dagen og er en rigtig glad og sund dreng, men lige så snart det handler om søvn bliver han en lille ”terrorist”.
Den eneste måde jeg kan få ham til at sove er ved at ligge med ham i armene i vores seng. Når han så er faldet i søvn kan jeg for det meste godt liste mig fri og gå fra ham – til han altså vågner igen, så skal der puttes på ny. Det skal i øvrigt lige indskydes, at det kun er mig, der er god nok ved putte-tid, far kan ikke bruges, hvilket jo er til stor frustration for os begge. Far er kun god nok, hvis mor ikke er i nærheden, men det vil sige helt ude af huset…
Jeg har prøvet at sidde med ham til han falder i søvn og så ligge ham i egen seng, men selvom han sover tungt, vågner han på forunderlig vis altid og stikker i et skrig. Jeg har også prøvet at putte ham i sengen, mens han stadig er vågen, men der går ikke lang tid før han så også stikker i et skrig. I lang tid (ca. 2 måneder) prøvede vi at gå frem efter de råd der er i bogen ”Sov igennem uden gråd” med skemaer og det hele, men der var ikke rigtig nogen forbedring og til sidst gav vi op.
Vi har også prøvet en mildere version af ”Godnat og sov godt” (jeg går ikke ind for at man f.eks. ikke skal røre ved sine børn, når de er kede af det), men han bliver bare ved med at være ked og græde og skrige og det kan jeg jo heller ikke holde til. Desuden har han en storebror, som jo også gerne skulle sove (ham vender vi tilbage til senere). Jeg ved godt, at jeg er blevet hans usunde søvn-association, men ved ikke hvordan jeg skal bryde det mønster – har prøvet med sovebamse, putteble (som hans storebror er meget glad for) og søvndyssende lyde, men det er ham fuldstændig ligegyldigt.
Nogle gange når han vågner, er han nærmest utrøstelig og den sædvanlige vand, ...
... sut eller putten med mor er ikke nok. Han skal op og sidde i mine arme, så han sidder oprejst og nogle nætter har vi givet ham panodil, selvom vi ikke har kunnet mærke, at der skulle være noget med tænder eller feber eller andet. Panodilen har fået ham til at slappe lidt mere af (også inden den egentlig skulle gøre sin virkning) og efter et stykke tid er det muligt at lægge ham ned igen. Dette gør os jo lidt nervøse for om der skulle være noget galt, men som sagt er han ellers oftest glad hele dagen igennem.
Han har heller aldrig sovet særlig meget om dagen, det er ikke ofte han sover to gange på en dag og de gange han har sovet 2 timer eller mere kan vist tælles på en eller måske to hænder. Om dagen er han glad for at sove i sin barnevogn, hvis han lige bliver kørt i søvn. En kort overgang havde han en rutine med sin formiddagssøvn (9.30-11.00), men så holdt han op med at være træt på det tidspunkt og nu holder jeg nøje øje med hvornår han viser tegn på træthed.
Eftermiddagssøvnen har altid været et større problem end formiddagssøvnen, måske fordi det har været sværere med en rutine, da det tidspunkt jeg gerne ville putte ham og han viser en anelse tegn på træthed ofte falder sammen med at jeg skal hente den store i institution (han har kun 15 timer om ugen, fordelt på tirsdag-torsdag 9-14 – det kan desværre ikke ændres).
Mht. storebror så har han altid været fantastisk til at sove. Da han var tre måneder sov han igennem for første gang og det har altid været let at putte ham. Dvs. indtil nu! Jeg ved ikke om det har noget med alderen at gøre (han er omkring 2½ år gammel), men for tiden så er det at sove den største straf. Han laver en scene hver aften og vil have at en af os skal sove sammen med ham (måske fordi han er blevet bevidst om at lillebror sover sammen med os).
Mit drømmescenarie er at få den lille til at sove i sin egen seng – at han vågner i løbet af natten er jeg indforstået med – men bare ikke de 8 gange i løbet af en nat som vist stadigvæk er gennemsnittet.
Jeg har stadig nogle måneder inden jeg skal tilbage på arbejde og han skal på institution og jeg håber jo, at vi til den tid er kommet ind i en mere fornuftig rytme, men ved ærlig talt ikke længere hvad jeg skal gøre og håber på at du kan give en smule lys (og søvn til hele familien).
Med venlig hilsen
Eva
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
18. november 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
Putning og for meget natamning
Kære Helen Vi kunne godt bruge noget rådgivning til ændring/forbedring af...
16. november 2024 | Sovevaner | 8 mdr.
Afbrudt nattesøvn, er det ørerne eller?
Kære Helen Min datter er nu 8 måneder gammel. Tak for dine tidligere...
12. november 2024 | Sovevaner | 10 mdr.
Kære Helen Min datter er 10 mdr gammel. Jeg har været på barsel med hende...
9. november 2024 | Sovevaner | 12 mdr.
Dreng 11 måneder vil ikke længere puttes af far del 2
Kære Helen Jeg skriver del 2 i titlen for at referere til mit tidligere...
24. oktober 2024 | Sovevaner | 9 mdr.
9 måneder og sover ikke igennem om natten
Hej Helen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor vores dreng A. på 9 måneder ikke...
Viden om børn:
Udstyr til nyfødt - tjekliste
Når du er gravid og første gang besøger en babyudstyrsforretning, så kan du blive helt svimmel over alt det udstyr du kan købe. Tænk fremad når du skal vælge - meget babyudstyr er dyrt og bruges kun i kort tid. Derfor kan visse ting med fordel købes brugt, eller måske kan I låne eller arve. Det kan godt betale sig.
En tjekliste over babyudstyr, som kan være godt have have klar før fødslen:
- Autostol - nødvendigt, hvis I skal fragte baby i bil fra sygehuset og...
Peanuts og børn
Peanuts (jordnødder) - bør ikke gives til børn under 3 år. Det samme gælder andre hele nødder, kerner fra vindruer, popcorn, hele rå gulerødder og lignende hårde fødevarer.
Børn under 3 år vil ofte have vært ved at tygge og bearbejde hårde fødevarer, og der er derfor en risiko for, at barnet fejlsynker - og det kan være meget farligt. I værste fald kan f.eks. en peanut sætte sig fast ved luftrøret og blokere luftvejene. Især peanuts og kerner fra vindruer har vist sig at udgøre...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Det kan ikke siges for mange gange. Din bog om barnets søvn er helt fantastisk og hver gang jeg læser i den giver den mig ro i stedet for at stresse over at mit barn ikke nødvendigvis sover 16-20 timer i døgnet i en alder af 3 mdr, som man læser mange andre steder.
Hilsen mor til pige på 3 måneder