Alt om amning
6. september 2007
Jeg har valgt at give bogen "Alt om amning" 4 bismarvægte. Se hvorfor under annoncen ...
Alt om amning bliver præsenteret som den første bog på dansk, der kommer hele vejen rundt om alle aspekter af amning, og derfor var det med stor interesse at jeg satte mig og læste denne bog... og jeg må glædeligt sige at det gør den.
Alt om amning er skrevet af Stine Roldgaard og Christina Tatarczuk, der er mødre til henholdsvis 4 og 5 børn og som begge har arbejdet som ammerådgivere hos Foreningen Forældre og Fødsel. De har således personlige erfaringer med amning, men har også vejledt mange andre kvinder og ved, hvilke problemer og udfordringer man som nybagt mor kan stå i, når det kommer til amning.
Bogen er henvendt til kvinder, der gerne vil amme og som ønsker at få et godt og tilfredsstillende ammeforløb. Den kan med fordel læses allerede i graviditeten, men også når du som nybagt mor synes det hele måske er lidt svært. Den kan læses i sin helhed, men du kan også med fordel slå op i bogens emneregister eller indholdsfortegnelse, hvis der er noget helt specifikt, du gerne vil vide mere om. Det kunne være f.eks. udmalkning og opbevaring af modermælk.
Overvejer du f.eks. at malke mælk ud til dit barn, så vil du i dette kapitel kunne læse om fordele og ulemper ved udmalkning, få tips til udmalkning og opbevaring af mælken og du vil også kunne læse om, hvordan du vurderer, hvilken måde dit barn bør få den udmalkede mælk. Der er ingen løftede pegefingre om at mælken ikke kan gives på f.eks. flaske, men i stedet en beskrivelse af, hvordan du observerer om barnet måske hellere skulle have maden på en kop.
Alt om amning er, som en bog om amning jo må være, naturligvis en hyldest til amning og amningens lyksaligheder. Det ville være unaturligt med en bog som ikke beskrev alt det gode ved modermælk og amning. Men det gøres på en fin måde og der er i bogen også plads til og forståelse for, at amning nogle gange er rigtigt svært og at det kræver en stor indsats at få det til at virke og også at det nogle gange ikke lykkes.
Når man taler amning, må man også nogle gange tale om hjælpemidler og også her beskriver bogen de mest almindelige hjælpemidler på markedet. Herunder f.eks. ammeindlæg, suttebrikker, muslingeskaller, tesier, nippeletter, salver, narresutter osv. osv.
Og man kommer heller ikke uden om at tale om familien og derfor har bogen også et afsnit som netop kommer ind på amning i forhold til større søskende, vigtigheden af mandens støtte, seksualitet og prævention og meget mere.
Bogen er let at læse, nem at slå op i og på den måde let at gå til. Afsnittene er små og overskuelige. Men, og her synes jeg desværre at bogen bliver lidt uoverskuelig, bogen indeholder flere skrifttyper og skriftstørrelsen varierer. Nogle afsnit er med fremhævet skrift, nogle overskrifter er små, andre større og atter andre midt i mellem... jeg kan som læser ikke se logikken bag den meget varierede måde at skrive på og jeg har svært ved at gennemskue den råde tråd i dette. Det er rigtig synd.
Bogen er som sagt henvendt til kvinder og familier og er som udgangspunkt ikke skrevet til sundhedspersonale. Sprogbrug og forklaringer er helt nede på jorden, hvor alle kan følge med og bogen er ikke fyldt med lægelige udtryk og latinske gloser. Dermed ikke sagt at sundhedspersonale ikke også kan have glæde af at læse bogen, det kan de bestemt.
Jeg vælger at give bogen Alt om amning 4 bismervægte. Det er en rigtig fin bog.
- god læselyst!
Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Olívy - meget mere end bleskift
Olívy er et populært bleskifteprodukt blandt mange småbørnsfamilier, og siden 2015 har Olívy været med til at ændre danskernes puslevaner med produktet Olívy baby care – diaper change til forebyggelse af røde babynumser. Men faktisk er Olívy meget mere end bleskift. Det naturlige og skånsomme ...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen.
Tusind tak for dine tidligere svar som er virkelig brugbare.
Jeg er glad for din tilgang til barnet. Synes det kan virke meget frustrerende at der stilles store krav til de små og at der er en holdning til at man bare skal tage "kampen" med dem og dermed have sig et ulykkeligt barn. Så hvor er jeg glad for at have dig!
Med venlig hilsen
Pernille, mor til dreng på 6 måneder