De anmeldte produkter er stillet gratis til rådighed af producenten eller distributøren
Copenhagen Colors SS24 - anmeldelse
Dato: 23. april 2024
Designet med kærlighed og omtanke
Eventyret venter på dig
Et farverigt univers
Et bæredygtigt valg - for alle
Sådan skriver Copenhagen Colors blandt andet. Copenhagen Colors producerer og designer tøj og tilbehør til børn i alderen 0-6 år. Deres produkter gennemgår flere kriterier, fordi Copenhagen Colors ønsker at blive det grønneste valg. Alt hvad de gør, er ud fra en bæredygtig tankegang.
Deres tekstiler er bomuld, uld og med et minimalt brug af genanvendt polyester. Alle bomuldsvarer er GOTS Certificeret. Deres legetøj, børneservice og andet udstyr er enten lavet i silikone i LFGB standard og/eller FDS standard. Dette er en garanti for, at produkterne lever op til de standarder, der er sat af fødevaremyndighederne i EU.
Copenhagen Colors bruger ikke-giftige kemikalier. De laver tøj, der skal være åndbart, fleksibelt og give frihed til at bevæge sig. Ud over at se lækkert ud, skal tøjet også være skabt til leg. På samme måde skal tilbehør og interiør pirre til nysgerrigheden, samtidig med at det fungerer godt i hverdagen.
Følgende anmeldelse er lavet af Celine og Graham, der blev forældre til en datter i 2020 og til en søn i 2023.
Hvorfor har vi valgt Copenhagen Colors
Vi har været så heldige at anmelde tidligere kollektioner fra Copenhagen Colors, og hvis man har læst disse anmeldelser, vil man se, at vi er kæmpe fans af deres tøj!
Vores datters (3 år) garderobe er efterhånden nok 80% fyldt med tøj fra Copenhagen Colors - tøjet er feminint, lavet i smukke mønstre og farver, men samtidigt lavet i et klassisk og stilrent look. Vores datter synes ikke, at tøjet er til at stå for - og vi er kun enige :) Derudover er tøjet virkeligt blødt, lækkert og strækbart. Børnene kan passe tøjet over længere tid, det holder rigtigt godt i vask og er generelt holdbart, og vi oplever minimalt slid af tøjet. Vi er derfor også rigtig glade for deres babytøjskollektion, som flittigt bliver brugt til lillebror (7 mdr.).
Vi kan slet ikke få nok af tøjet fra Copenhagen Colors, og vi er derfor helt vildt glade for, at vi har fået lov til at anmelde deres nye SS24 kollektion! :)
Førstehåndsindtryk
Den nye SS24 kollektion fra Copenhagen Colors er slet ikke til at stå for! Kollektionen er inspireret af alt det dejlige ved sommeren - sommer og sol, tur i tivoli, vaffelis og tenniskamp. Hele kollektionen er lavet lidt i 60’er stil og i bløde farver og særligt i mange nuancer af lyseblå. Jeg er vild med det, og hvis de havde tøjet i min størrelse, havde jeg nok også købt det, haha :)
Vi har modtaget det fineste tøj til både store lillebror på 7 mdr. og storesøster på 3 år.
Babykollektion SS24
Til lillebror har vi modtaget et super blødt og strækbart jerseysæt bestående af en wrap body (“jersey crossover body w print LS") og et par leggings (“jersey leggings w print"). Sættet er lavet i det flotteste mønster (“fishing print”), der bare skriger sommer og sol - små bitte illustrationer i lidt “cartoon” stil, fx en lille sol, en lille delfin, båd mm. Det er bare det sødeste mønster. Mønstret vil man nok kunne karakterisere som unisex - jeg syntes dog, at det er lidt drenget, da mange af illustrationerne er blå, og sættet passer derfor bare perfekt til lillebror! Så sødt og lækkert et sæt!
Til lillebror har vi også modtaget en skøn polo i rib kvalitet (“rib knitted polo”). Poloen er vildt lækker, blød og strækbar. Flot krave, fine brune knapper ved brystet - og rundt i kanten ved maven og ærmerne er der en meget svag gul stribe, som er en rigtig fin ekstra detalje. Poloen minder på en måde lidt om det, oldefar ville have spillet golf eller tennis i - og dette er bestemt ment som noget positivt!! Den er så flot, og lillebror bliver slet ikke til at stå for i den her til sommer.
Vi har til sidst modtaget et par super flotte overalls (“stripes barn dyed overall") lavet i de flotteste mørkeblå-hvide striber (farven hedder “sharp blue”, og dette beskriver farven ret godt). Overallsene er meget bløde, og de virker meget behagelige og rare at have på. I lillebrors størrelse, er der knapper forneden og derfor nem adgang ved bleskift. Overallsene er til den lidt gode side i længden, men bukserne kan nemt smøges op, og der er derfor god plads til at vokse i dem. Da storesøster så de her overalls, sagde hun: “Eeej jeg troede de var til mig! Fås de ikke også i min størrelse??” - Og det gør de faktisk, så tror måske vi bliver nødt til at skaffe et par matchende overalls til storesøster :)
Alt tøjet til lillebror er i størrelse 80. Han bruger pt. str. 74 i andre mærker, men det er vores erfaring, at babytøjet fra Copenhagen Colors har en god bredde, men at det godt kan være en smule kort i længden, og da vores dreng har nogle lange ben, har vi valgt str. 80. Tøjet virker dog rummeligt og med masser af plads til at vokse, og vi regner derfor med, at han kan bruge tøjet over længere tid.
Juniorkollektion SS24
Til storesøster har vi modtaget et par skønne lyseblå-hvid-stribede shorts (“seersucker shorts w. frill”). Shortsene har et stort frynsebånd foroven, hvilket giver et super feminint look! Det gør shortsene lidt mere fine og lidt anderledes. Vores pige er en rigtig kjole/nederdel-pige, så hvis man skal få hende i et par shorts, skal de helst være ekstra fine og feminine - og hun synes, at de her shorts er så fine!
Storesøster har dernæst modtaget en skøn strikket bluse med korte ærmer og flæser ved kraven (“lt. knitted margueritte t-shirt”). Blusen er virkelig fin og feminin - den sarte lyserøde farve passer helt perfekt til de blå-hvide-stribede shorts, men blusen kan også nemt matches på kryds og tværs med de ting, hun allerede har i skabet. Blusen er lavet i en lækker fin tyndere strik, mønsteret i stoffet skaber naturligt små huller, og så virker den bare meget blød og åndbar. Den her bluse kan man sagtens have på gennem foråret og på en varm sommerdag.
Storesøster har til sidst modtaget en skøn, meget feminin bluse med krave i det sødeste, fineste tivoli mønster (“printed blouse w. collar”). SS24 kollektionen består af flere forskellige dele lavet i det her tivolimønster - der er både forskellige bluser, kjoler og shorts - og det er slet ikke til at stå for! Da vores pige så mønstret, sagde hun: “Ej det er jo alle de ting, jeg kan lide - is, candyfloss, sol, slikkepind, balloner, popcorn! Og det er en karrusel ligesom på bakken!”. Stoffet er lavet med nogle svage striber, hvilket giver lidt ekstra struktur. Blusen er helt enormt feminin, og ligesom alt det andet tøj skriger det også bare på mere sommer og sol.
Storesøster er 3 år, og tøjet er i str. 104, og tøjet passer helt perfekt.
Kærlig hilsen
Celine & Graham
OPDATERET ANMELDELSE 16. MAJ 2024
Vi har nu brugt det skønne sommertøj fra Copenhagen Colors i en lille måneds tid. Heldigvis har sommervejret været så fantastisk de sidste uger, at begge børn har kunnet bruge alt det nye lækre tøj.
Til lillebror har jeg været helt VILD med det mønstrede jersey sæt - det er bare smørblødt og så utroligt lækkert og strækbart. Stoffet er åndbart og til den lidt tynde side, hvilket betyder, at det bare har været helt perfekt til de her dage, hvor det har været varmt men stadig lidt blæsende til tider. Lillebror har således hverken fået det for varmt eller for koldt.
Storesøster har også elsket sit nye tøj. Hun har brugt de stribede lyseblå shorts med både den lyserøde marguritte-kravebluse og skjorteblusen med det skønne tivolimønster. Det er bare SÅ sødt og feminint. Jeg er helt vild med disse sæt - og det er hun også. Det er virkelig pænt og samtidig praktisk til børnehaven.
Alt tøjet fra Copenhagen Colors nye sommerkollektion skaber bare den skønneste sommerstemning herhjemme. Tøjet er slet ikke til at stå for - begge børn er SÅ cute i deres tøj, og jeg er lige ved at falde i svime over, hvor sødt det er :) Og så er tøjet selvfølgelig også bare i en virkelig god kvalitet - det er lavet til at være praktisk og til masser af leg, uden at gå på kompromis med, at det skal være sødt og flot.
Storesøster elsker også selv tøjet. Vi er og bliver store fans af Copenhagen Colors tøj :)
Kærlig hilsen
Celine & Graham
OPDATERET ANMELDELSE 24. JULI 2024
Vi har nu brugt det skønne tøj fra Copenhagen Colors i 3 mdr. og vi er fortsat super glade for tøjet til både lillebror og storesøster.
Copenhagen Colors er og bliver et af vores helt store yndlingsmærker! Ikke nok med at tøjet er vildt smukt, så er det også lavet i en yderst god kvalitet. Dette betyder, at der ikke kommer hul i tøjet, at tøjet ikke bliver forvasket at se på (selv efter utallige vaske), og at (størstedelen af) tøjet heller ikke bliver krøllet efter vask.
Tøjet fra Copenhagen Colors er let at sammensætte på tværs af deres forskellige kollektioner, men det er også nemt at sammensætte med det tøj, som vores børn i forvejen har i garderoben. Tøjet fra Copenhagen Colors er lavet i de lækreste farver og i en yderst gennemført stil, hvilket betyder, at man netop kan sammensætte tøjet på utallige måder.
Lillebror kan stadig passe det skønne body-leggings sæt uden problemer, da sættet er så utroligt strækbart. Tøjet og mønstret ser stadig ud som nyt, til trods for utallige vaske. Dette sæt har været en absolut favorit i denne lidt kølige sommer, da stoffet er enormt blødt, åndbart og samtidig har kunne give lidt varme.
Storesøster har ligeledes brugt tøjet utroligt meget. De fine shorts og de smukke, feminine bluser har været brugt flittigt - både i børnehaven og på ferie. Tøjet har så mange fine detaljer - fine kraver, små blonder, mønstre, og hun elsker derfor at tage på.
Jeg kan ikke sige det nok - vi elsker Copenhagen Colors!
Kærlig hilsen
Celine & Graham
OPDATERET ANMELDELSE 7. OKTOBER 2024
Vi har nu brugt tøjet i 6 måneders tid, og vi er fortsat super glade for tøjet!
Tøjet er blevet brugt flittigt, og det er altid “first choice” i både storesøsters og lillebrors garderobe. Til trods for at tøjet har været brugt hver uge i et halvt år nu, ses der stort set ingen slitage af tøjet - hverken lillebrors tøj, som bliver udsat for masser af slid, når han kravler rundt, samt madpletter, når hans spiser, - eller storesøsters tøj, som naturligt også udsættes for aktiv leg på legepladsen.
Copenhagen Colors laver tøj i højeste kvalitet, og vi elsker derfor tøjet - det er lavet til børn og masser af leg. Det klarer gentagende vask vildt godt, og det bliver aldrig forvasket eller slidt at se på - og så er det bare så blødt, lækkert og stilrent. What’s not to love?
Vi har været SÅ heldige at få lov til at anmelde endnu en af Copenhagen Colors lækre kollektioner - deres nye AW24 kollektion. Anmeldelsen afsluttes derfor her og fortsættes ovre i den nye anmeldelse.
Kærlig hilsen
Celine & Graham
Anmeldelsen er afsluttet.