Annonce

De anmeldte produkter er stillet gratis til rådighed af producenten eller distributøren

Anmeldelse af Little Hugs foldbare læringstårn

Dato: 21. maj 2022

Little Hugs er en dansk virksomhed, der tilbyder et udvalg af produkter til børneværelset. Deres sortiment er baseret på legetøj af kvalitet, det vil sige legetøj, som du trygt kan overlade til dit barn, uden at være bekymret over miljø, sundhed og etik.

For Little Hugs er det vigtigt, at børn har mulighed for at udvikle kroppens bevægelser, opøve og styrke deres sanser og indsamle erfaringer, når de leger. Idéen bag Little Hugs kom, da familiens første dreng var stor nok til at tumle og lege. Mor og far så det store aktivitetsniveau og blev klar over vigtigheden af mulighederne for at udvikle og styrke motorikken og lade fantasien styre legen.

Det foldbare læringtårn er lavet ud fra ønsket om at inddrage barnet i de ting, der naturligt foregår i køkkenet eller i hjemmet - madlavning, opvask, håndvask, tandbørstning og lignende. Tanken er, at det på en gang både skal styrke barnets uafhængighed, rækkevidde og lyst til at prøve og kunne selv, men også skal give uforglemmelige oplevelser for både forældre og barn - og alt sammen på en sikker måde og på afstand væk fra f.eks. skarpe genstande.

Da læringstårnet kan foldes, kan det også anvendes som bord og stol, og det har derfor dobbelt funktion.

Følgende anmeldelse er lavet af Celine og Graham, der i november 2020 blev forældre til en lille pige.

Hvorfor har vi valgt Little Hugs foldbare læringstårn

Vores datter elsker at være med i køkkenet, når vi laver mad, og jeg har derfor længe ønsket mig et af de fine læringstårne fra Little Hugs! Da vi bor i en lille lejlighed med et lille køkken, har vores datter brugt en lille foldbar skammel, og vi har vurderet, at vi ikke har haft plads til et læringstårn. En skammel er dog ikke et super sikkert valg – og et læringstårn virker derfor som en helt perfekt løsning, så vores datter kan være sikkert med i køkkenet. Nu har vi købt hus og får dermed plads til et læringstårn i køkkenet, og vi glæder os så meget til at modtage og bruge læringstårnet sammen med vores datter.

Læringstårnet er foldbart og derfor anvendeligt på flere punkter, da det også kan anvendes som bord/bænkesæt. Vores datter elsker at sidde og tegne, og et foldbart tårn virker derfor helt ideelt til os. Der er rigtig god pladsbesparelse i at have et to-i-ét produkt, da vi så ikke behøver at have begge dele stående, hvilket tiltaler os meget. Vi var derfor slet ikke i tvivl om, hvilket læringstårn vi skulle vælge, da vi så, at Little Hugs lavede et foldbart læringstårn! En fed og unik idé!

Førstehåndsindtrykket

Da vi modtager læringstårnet, lægger vi med det samme mærke til den flotte hvide farve, de flotte låse i ”guld” og den lækre finish af materialerne. Træet er slebet og er derfor dejligt at røre ved. Materialerne fremstår af høj kvalitet, og det hele virker meget lækkert.

Læringstårnet leveres usamlet med instruktioner. Det var forholdsvis let at samle, men vi kunne godt have tænkt os lidt flere instruktioner fx i form af nogle billeder/illustrationer. Selvom læringstårnet var let at samle, tog det lidt tid at finde hoved og hale i, hvilke ting der skulle side hvor. Flere instruktioner og tilhørende billeder kunne derfor være dejligt :)

Vi flytter først ind i vores hus om 1,5 månedstid, men har allerede nu taget læringstårnet i brug. Vi vil derfor opleve brugen af læringstårnet både på lidt og mere plads. Vi er positivt overraskede over, at læringstårnet ikke fylder så meget, som vi havde regnet med. Selvom læringstårnet er stort, er det ikke kæmpe stort, og der er faktisk plads til, at vi kan gå rundt om læringstårnet, selvom vores køkken er lille. Der er ingen tvivl om, at det bliver nemmere at have stående, når vi har mere køkkenplads, men det fungerer faktisk overraskende fint allerede nu, og man behøver derfor ikke holde sig tilbage, selvom man har et mindre køkken!

Så snart læringstårnet var samlet, kunne vores datter slet ikke vente med at kravle op og hjælpe med at lave mad! Vores datter er 18 mdr., og hun vidste med det samme lige, hvordan hun skulle kravle op og ned. Læringstårnet virker meget stabilt og sikkert, og vores datter elsker det allerede!! Førstehåndstrykket har været super godt, og vi glæder os rigtig meget til at bruge læringstårnet og vil vende tilbage med en opdatering.

Kærlig hilsen
Celine & Graham

OPDATERET ANMELDELSE 29. JUNI 2022

Vi har nu brugt det skønne læringstårn fra Little Hugs i en måneds tid, og vi har været SÅ glade for det! Vores datter ELSKER sit læringstårn, og hun bruger det flittigt hver dag, flere gange om dagen.

Vi har sat filtdutter under de fire stoleben, så læringstårnet ikke ridser gulvet, og så vores datter selv kan flytte rundt på læringstårnet, da stolen glider lidt nemmere rundt på denne måde. Læringstårnet står dog stadig fint fast.

Vores datter er 1,5 år og er rigtig god til selv at kravle op og ned ad læringstårnet. Hun lærte det lige med det samme, og det føles meget trygt og sikkert at lade hende stå på læringstårnet, mens vi laver mad eller andet.

Vi har også brugt læringstårnet som bord og stol flere gange. Det har været ideelt som tegnebord, og vores datter har nydt at sidde der og tegne i lang tid ad gangen. Med vand og sæbe har det været muligt at tørre farveblyantsstregerne af bordet, men jeg vil dog anbefale, at man lige lægger en måtte under, så læringstårnet holdes pænt i så lang tid som muligt :) Nogle gange har det været lidt svært at klipse klemmerne sammen i den udfoldede tilstand, så dette kræver lige lidt øvelse, men ellers har det fungeret super godt!

Man skal lige være obs. på, at læringstårnet altid bør lænes op ad køkkenbordet. Hvis den forreste del af læringstårnet ikke er støttet, kan det skabe overbalance og vælte, så det er vigtigt under brug, at man altid sørger for, at læringstårnet læner sig op af noget.

Vi og vores datter har er så glade for læringstårnet, og vi har så mange hyggelige timer i køkkenet sammen. Det er så dejligt at vide, at vores datter kan stå sikkert og lave mad sammen med os, uden at vi behøver at bekymrer os om sikkerheden. Det er dejlig nemt, at vores datter nemt selv kan kravle op og ned, og derfra gå til og fra, når vi laver mad.

Vi er super glade for vores læringstårn! Det eneste vi ville ønske er, at vi havde haft læringstårnet tidligere!! :)

Kærlig hilsen
Celine & Graham

OPDATERET ANMELDELSE 21. AUGUST 2022

Vi har nu brugt læringstårnet fra Little Hugs i 3 måneder, og vi eeeelsker det!

Vores datter bruger læringstårnet hver dag – flere gange om dagen – hele tiden! Vores datter står næsten hver dag og hjælper til i køkkenet – med læringstårnet kan hun uden problemer hjælpe med at bage kage eller lave aftensmad i køkkenet. Det er nemt og sikkert! Vores datter kan også rigtig godt lide at kravle op i læringstårnet om morgenen – jeg åbner skuffen, og så kan hun selv udvælge den morgenmad, hun har lyst til at spise. Hun kan også selv flytte læringstårnet, så hvis der er noget, hun gerne vil nå i skabene eller på bordet i køkkenet, skubber hun.

Nogle gange vil vores datter hellere stå og spise i læringstårnet, end hun vil sidde på sin stol. Dette er rigtig hyggeligt, da hun ofte kan få spist en lille snack på denne måde, mens jeg får klargjort nogle ting i køkkenet. Hvis vores datter ikke vil hjælpe med at lave mad en dag, sker det tit, at hun alligevel står i læringstårnet i køkkenet, fx kan hun tegne ved siden af, mens jeg laver mad.

Vi har anvendt foldefunktionen flere gange, og brugt læringstårnet som tegnebord. Vi fandt hurtigt ud af, at det er en god idé at lægge et tegneunderlag på, når læringstårnet bruges som tegnebord, så skånes det bedst muligt. Det er dog let at rengøre med en fugtig klud, og det ser stadig ud som nyt.

Kærlig hilsen
Celine & Graham

OPDATERET ANMELDELSE 2. NOVEMBER 2022

Vi har nu brugt vores foldbare læringstårn i ca. 6 mdr., og vi er fortsat super glade for det!

Vores datter bliver 2 år om et par dage, og hun bruger stadig læringstårnet hver eneste dag. Vi elsker, at hun nemt selv kan gå til og fra, når vi fx står og bager eller laver aftensmad, samt at vi nemt kan flytte læringstårnet rundt i huset afhængigt af, hvor vi har brug for det. Vores datter elsker fx at lave pandekager, og vi kan her nemt stå ved køkkenbordet og blande ingredienserne sammen og derefter flytte os hen til komfuret, hvor hun her - i sikker afstand - stadig kan følge med i pandekage-lavningen. Og så kan vores datter selv styre, hvorvidt hun har brug for at gå væk, hvis hun bliver træt af at vente på, at pandekagerne bliver færdige, og komme tilbage, kravle op og være med, når hun igen har lyst til det:)

Vi har haft flere gæster, som har spurgt, om vi selv har bygget læringstårnet, da det passer perfekt i farven og stilen til vores køkken. Det ligner virkelig, at læringstårnet er bygget til vores hus. Vi er vilde med den lyse træfarve og træets afrundede former. Det er et smukt møbel at have stående!

Selvom læringstårnet er hvidt og ofte bliver sat til med forskellige madpletter, ser det stadig nyt og pænt ud. Læringstårnet er meget nemt at tørre af og selv gamle, tørre madpletter, som ikke er blevet tørret af i tide, er også nemme at tørre væk. Læringstårnet ser derfor stadig meget nyt og pænt ud.

Vi kunne slet ikke undvære vores læringstårn og kan derfor varmt anbefale det til alle med små børn! :)

Kærlig hilsen
Celine & Graham

OPDATERET ANMELDELSE 21. FEBRUAR 2023

Vi har nu brugt det skønne læringstårn fra Little Hugs i ca. 9 mdr. og tårnet står stadig som var det helt nyt! Vores datter har brugt læringstårnet hver eneste dag - og flere gange om dagen - de sidste 9 mdr. - og vi kunne slet ikke forestille os at være foruden!

Læringstårnet er det absolut mest fantastiske at have, når ens tumling skal være med i køkkenet. Uanset om vores datter vil være med til at lave mad ved køkkenbordet, stege pandekager ved komfuret, eller blot stå og snakke lidt om dagen, mens mor eller far laver mad, er læringstårnet perfekt! Vi føler os altid meget trygge ved at bruge læringstårnet, og det gør bare hverdagen så meget nemmere - og særligt også hyggeligere!

På trods af, at læringstårnet er blevet brugt rigtig meget særligt under madlavning, hvor man ville forestille sig, at det hurtigt ville blive fyldt med madpletter og skrammer, så ser læringstårnet stadig super pænt - og også stadig meget hvidt - ud! Vi havde faktisk forventet, at læringstårnet med en placering i køkkenet, hurtigt ville komme til at se slidt ud, men det har bare slet ikke været tilfældet. Vi er også imponerede over, at den hvide farve holder så flot. Dette er tydeligt et mærke af rigtig god kvalitet! :)

Læringstårnet er super nemt at tørre af og holde rent. Støv rundt i kanterne er lette at tørre af og selv lidt gamle og indtørrede madpletter kan man nemt få af med en fugtig klud. Læringstårnet vejer næsten ingen ting, og man kan derfor også nemt flytte rundt på det, når man fx. skal støvsuge.

Funktionen med at kunne bruge læringstårnet som skrivebord er rigtig smart, vi er faktisk ret vilde med, at der er denne foldbare funktion. Vi må dog inddrømme, at da vi bruger læringstårnet i køkkenet flere gange dagligt, så har det ikke rigtig givet mening for os, rent praktisk, at folde tårnet om til et skrivebord. Dernæst elsker vores datter at sidde ved spisebordet og tegne, og det har derfor været naturligt for os at bruge læringstårnet alene som tårn. Men vi synes, det er en virkelig skøn funktion, som fungerer rigtig godt - særligt hvis man ikke har super meget plads i sit hjem eller har et ønske om, at barnet sidder ved sit eget bord og ikke ved spisebordet, når der f.eks. skal tegnes :)

Vi glæder os til fortsat at bruge læringstårnet herhjemme!

Kærlig hilsen
Celine & Graham

OPDATERET ANMELDELSE 22. MAJ 2023

Vi har nu haft vores skønne læringstårn fra Little Hugs i ét år, og vi har været, og er stadig, SÅ glade for det!

Vi ville på ingen måde undvære vores læringstårn. Vores Little Hugs læringstårn er én af vores absolut yndlingsting i huset - vores datter bruger det hver dag, flere gange om dagen - og hun er mindst lige så glad for det, som vi er. Læringstårnet kan bruges til alt lige fra at være med i køkkenet, til at nå noget i skabet eller til at vaske hænder. Med læringstårnet kan vores datter være med til det hele.

Vores datter kan nemt selv flytte rundt med læringstårnet, hvilket har givet hende en enormt stor frihed - hvis hun gerne vil vaske hænder, kan hun selv trække læringstårnet hen til vasken, og hvis hun gerne vil være med til at lave mad, kan hun selv kravle op og være med.

Man skal altid være obs. på, at læringstårnet altid læner sig op ad noget (et skab, et bord eller andet), da man ellers risikerer, at der skabes overbalance. Læringstårnet føles dog meget sikkert at anvende - det er et stabilt møbel, lavet i lækre materialer, og vi har derfor aldrig været bekymrede for at bruge læringstårnet.

Læringstårnet ser stort set stadig ud som nyt. Læringstårnet har kun meget få skrammer, og disse er ikke tydelige. Der ses ingen ridser i malingen eller tydelig slitage. Vi er generelt meget imponerede over, hvor flot læringstårnet stadig er efter at være blevet brugt hver dag i ét år.

Kærlig hilsen
Celine & Graham

OPDATERET ANMELDELSE 15. NOVEMBER 2023

Vi har nu brugt læringstårnet fra Little Hugs i ca. 1,5 år, og vi tænker derfor, at det er ved at være tid til sidste anmeldelse.

Vi har været, og er stadig, enormt glade for læringstårnet fra Little Hugs. Læringstårnet har bidraget til timevis af sjov i køkkenet! Uden læringstårnet ville vores datter ikke have kunnet været med i køkkenet så meget, som hun har, og læringstårnet har derfor været helt uundværligt for os.

Nogle gange vil vores datter ikke være med til at lave mad, men så står hun stadig på læringstårnet og snakker med os om, hvordan hendes dag er gået, imens vi andre laver mad. Det er så hyggeligt, og læringstårnet har dermed kun været med til at skabe ekstra kvalitetstid sammen.

Læringstårnet har også bidraget til en masse selvstændighed hos vores datter. Vores datter kan nemt flytte læringstårnet hen til skabet eller køleskabet, for at hente noget mad, eller et skærebræt, vi skal bruge. Ligeledes kan hun flytte det hen til vasken for at vaske hænder. Med læringstårnet har vores datter formået at gøre mange ting selv - det har betydet meget for hende, og hun har været tydeligt stolt af dette.

Læringstårnet er stabilt bygget. Vores datter ved, at det er vigtigt, at læringstårnet læner sig op af noget, og at hun derfor skal presse på læringstårnet, indtil det rammer noget, så det ikke vælter forover. Dette har hun været rigtig sej til at gøre.

Læringstårnet er lavet af høj kvalitet. Mængden af skrammer som ses er minimal, og der ses ikke større slitage. Der er derfor plads til masser af leg i flere år endnu - og læringstårnet står stadig flot og pænt.

Vi er slet ikke i tvivl om, at vi stadig vil bruge dette læringstårn i årene frem. Vi er heller ikke i tvivl om, at lillebror, som kom til verden for et par måneder siden, også må have et læringstårn fra Little Hugs, når han bliver lidt større, så vi alle fire kan være med og deltage i køkkenet på samme tid.

En varm anbefaling sendes afsted herfra!

Kærlig hilsen
Celine & Graham

Anmeldelsen er afsluttet.

Anmeldelse

Galleri

Klik for større udgave


Annonce