De anmeldte produkter er stillet gratis til rådighed af producenten eller distributøren
Anmeldelse af Emmaljunga NXT90B Outdoor
Dato: 1. november 2020
Emmaljunga er barnevogne af højeste kvalitet. Fremstillet i Sverige siden 1925 og i dag den ældste aktive barnevognsfabrik i verden. Når du vælger en Emmaljunga barnevogn til dit barn, så kan du være sikker på at få høj kvalitet og praktisk mobilitetsløsning, uanset om du er i byen, bor på landet, eller måske gerne vil løbe en tur med dit barn. Den nye NXT90B er en af de største og mest robuste vogne på markedet. Det er den næste generation af Emmaljunga, lavet specielt til vores behov i Danmark.
Følgende anmeldelse er lavet af Celine og Graham, der i november 2020 bliver forældre for første gang til en lille pige.
Hvorfor har vi valgt en barnevogn fra Emmaljunga?
Lad mig bare være ærlig - jeg har ALTID gerne ville have en barnevogn fra Emmaljunga. Selvom vi bor centralt i København, og mange måske derfor ville mene, at det ville være lidt mere praktisk med en lille barnevogn, så har jeg altid godt kunne tænke mig en stor barnevogn, som var lang nok i liggemål til, at man kunne bruge den i flere år, uden at skulle skifte til en klapvogn. Jeg tænker, at barnet bare sover meget bedre i en barnevogn, hvor barnet kan ligge godt og trygt, i forhold til fx. en klapvogn, hvor barnet ofte må sidde halvvejs op og sove. Emmaljunga NXT90B kan bruges op til 3 år (liggemål 98 cm), og den kan, hvis man ønsker det, bygges om til en klapvogn ved at tilkøbe et sæde. Dette passer perfekt til vores behov og ønsker.
Emmaljunga NXT90B indeholder dernæst en masse funktioner, som tiltaler os meget. Den har bl.a. en thermobase bund, som man kan åbne og lukke for afhængigt af vejret/sæsonen, dens hjul fortil er mindre og kan drejes helt, hvilket betyder, at den er enormt nem at køre og dreje med, dens stel kan foldes sammen til en kompakt størrelse, hvilket gør den nem at transportere, mv.
Vi glæder os rigtig meget til at den lille (forhåbentlig snart) kommer til verden så vi kan begynde at prøve de forskellige funktioner af, og se hvordan barnevognen generelt fungerer for os – både nu med en nyfødt og også senere når lillepigen bliver større, og hvordan vores behov og indtryk af barnevognen måske vil ændre sig.
Førstehåndsindtrykket
Da vi modtager Emmaljungaen, må jeg indrømme, at jeg hopper som et lille barn juleaften? Emmaljunga NXT90B er bare enormt lækker i kvaliteten. Den virker sikker og robust uden på, og samtidig komfortabel og blød inden i. Den er lavet i et lækkert materiale, som virker til at kunne holde til lidt af hvert samt vind og vejr. Den virker dernæst også meget let i vægt – den er på ingen måde tung at køre med og grundet de bevægelige hjul foran og bagtil, virker den særligt nem at køre med og styre. Hjulene er punkteringsfrie. Det bliver spændende at se, hvordan den kører udenfor og på forskellige underlag og typer af terræn.
Min mand havde lidt vanskeligheder med at samle barnevognen til at starte med, der manglede forklaringer og billeder i manualen. Dette skabte lidt frustration, og jeg ved, at et ønske fra ham er en bedre manual; men det lykkedes dog til sidst at samle barnevognen. Vi har efterfølgende klappet stellet sammen flere gange for at transportere barnevognen – dette er forholdsvist simpelt og hurtigt gjort. Jeg finder det imponerende, hvor kompakt og lille stellet kan blive, når man klapper det sammen – særligt ift. barnevognens faktiske størrelse.
Emmaljunga laver generelt bare nogle vildt flotte barnevogne. Vi har valgt den farve der hedder Outdoor Navy. Den er SÅ flot i den mørkeblå farve og de tilhørende læderdetaljer i styret og stoffet. Der er så meget stil og klasse over denne farvekombination, og jeg er helt tosset med det! Både min mand og jeg synes, at den er så flot, og vi glæder os begge til at gå byen tynd og vise både babyen og vognen frem:)
Kærlig hilsen
Celine & Graham
OPDATERET ANMELDELSE 21. DECEMBER 2020
Vi har nu brugt vores Emmaljunga NXT90B i lidt over en måned, og den er HELT fantastisk! Både min mand og jeg er VILDE med den, og den lever i den grad op til alle vores forventninger. Hvis man ikke ved, hvilken barnevogn man skal købe, så behøver man ikke at lede længere :)
Emmaljunga NXT90B kører vildt godt. De roterende forreste hjul gør det super nemt at køre rundt i byen, dreje rundt om skarpe hjørner og rundt i kælderen, små rum og små butikker, hvor der ikke er meget plads til at vende rundt. Det er guld værd, at man ikke skal løfte barnevognen op for at dreje eller vende rundt, og at de roterende hjul gør alt arbejdet for en. Det er dernæst vores oplevelse, at de roterende forreste hjul kører ubeklageligt på sværere terræn så som brosten, grus og græs. I indre by er det især et stort plus, at man snildt kan køre over brosten, og at alle hjulene samtidig er punkterfrie, da man tit møder glasskår i gaderne.
Til trods for at barnevognen er større end de fleste barnevogne, vi er stødt på i indre by, er dens størrelse ikke noget problem i byen. Den kan snildt klare de smalle gader og stræder, ind og ud af forretninger, og rundt på de brogede veje. Selvom barnevognen er stor, så føles den ikke stor (eller for stor), når man kører rundt i byen. Og til trods for dens størrelse føles den også meget let - den har en god affjedring og virker ikke tung, selvom der både er baby, pusletaske og andet i vognen. Dernæst er det lange liggemål med til at skabe en rigtig hyggelig men samtidig robust barnevogn, hvor lillepigen kan ligge trygt, sikkert og godt.
En feature, som vi er blevet rigtig glade for, er, at man kan folde styret på barnevognen op. Dette gør det betydeligt nemmere, når man fx skal parkere i bussen, i toget, kælderen eller et andet sted, hvor der ikke er meget plads. Da barnevognen har et ekstra langt liggemål, er denne feature genial og meget brugbar – især når man fx er i en fuld bus, og der skal være plads til to barnevogne ved siden af hinanden.
Vores lille pige elsker at køre i barnevognen, og hun falder i søvn med det samme, vi lægger hende i den. Barnevognen virker dejlig, tryg og varm, og det føles hyggeligt og trygt at putte hende i den. Barnevognen virker med dens størrelse og design robust og sikker, og den har klaret gåture i kraftig vind uden problemer. Barnevognen holder sig rigtig pæn og flot. Vi har kørt den gennem alt slags vejr (mangler dog stadig snevejr), og den ser stadig rigtig flot og ny ud. Den holder formen og ser endnu ikke beskidt eller slidt ud. Vi er stadig helt vilde med Outdoor Navy designet, og vi synes begge uden tvivl, at vi har den flotteste barnevogn i byen :) Dernæst er kvaliteten af designet vildt lækkert, fx læderdetaljen på styret, som gør styret dejlig blødt.
Det eneste minus indtil videre er, at rummet nedenunder barnevognen ikke er særlig stort. Big Star Supreme som NXT90B nu har afløst på markedet, havde et større rum forneden, og det kan vi godt savne. Der er kun lige akkurat plads til en pusletaske og et halstørklæde el.lign. Hvis rummet var lidt større, ville det være betydeligt nemmere med indkøb osv. Vi kan derfor kun sende en stor opfordring herfra om et større rum på den næste model :)
Kærlig hilsen
Celine & Graham
OPDATERET ANMELDELSE 7. MARTS 2021
Vi har nu brugt Emmaljungas NXT90B i ca. tre måneder, og vi er stadig enormt glade for barnevognen. Stoffet, kalechen og den blå farve på barnevognen ser stadig rigtig flot ud og er uden tydelige brugsspor. Læderdetaljerne ser stadig helt nye ud, og det er kun stellet og dækkene, der ser lidt beskidt ud – selvfølgelig fordi vi har kørt gennem lidt af hvert med grusede veje og snevejrsdage :)
Vi har lagt mærke til, at nogle af hjulene er begyndt at knirke en smule. Måske skal de bare have noget olie, men taget i betragtning, at vi kun har brugt barnevognen i tre måneder – og at vi ikke kører med barnevognen hver dag – synes vi, at det er lidt hurtigt, at hjulene allerede skal smøres.
Vi er fortsat lidt ærgerlige over at rummet under barnevognen ikke er større. Vi har derfor valgt at anskaffe os nogle kroge, som vi har hængt på styret, som man kan bruge til at hænge mindre poser på, fx hvis man lige har en pose fra bageren eller apoteket. Dette har gjort barnevognen mere anvendelig ift. opbevaringsplads, og vi kan derfor forslå dette til andre, der måske oplever samme pladsproblem. Man skal selvfølgelig bare være opmærksom på, at poserne ikke er tunge, så barnevognen får overbalance - det må naturligvis ikke gå ud over sikkerheden :)
Vi er ellers generelt rigtig glade for barnevognen og har allerede anbefalet den til flere. Vi glæder os til, at det snart bliver forår, og at vi kan bruge nogle af de mange ”features” som denne barnevogn har.
Kærlig hilsen
Celine & Graham
OPDATERET ANMELDELSE 7. MAJ 2021
Vi har nu brugt barnevognen i ca. 6 måneder, og vi er stadig super glade for den!
Den kører stadig vildt godt. De roterende hjul fungerer bare, og vi oplever aldrig nogen problemer med de punkterfri dæk. Den knirkende lyd, der var begyndt at opstå i hjulene for et par måneder siden, forsvandt på mystisk vis af sig selv (måske har det været noget skidt eller vand, der har siddet fast). Dernæst ser barnevognen stadig super skarp ud i farven! Der ses ingen slitage nogen steder – heller ikke i læderdetaljerne eller på håndtaget (noget vi måske havde regnet med ville ske).
Vores pige er ved at blive stor nok til at kunne sidde op i barnevognen, og vi er derfor begyndt at bruge det indbyggede sæde, der er en del af barnevognen. Vi er vildt glade for det indbyggede sæde – det fungerer bare! Hun sidder rigtig godt og behageligt, og så er det nemt at rejse sædet op og sætte det fast. Når vores pige sidder op i barnevognen, kan kalechen justeres langt nok frem til at man kan skabe skygge for solen i det meste af ansigtet. Vi glæder os meget til at kunne bruge flere af barnevognens funktioner, når vi får varmere vejr.
Jeg føler dernæst, at jeg bliver nødt til at nævne, at flere i min mødregruppe er begyndt at fortælle, at deres børn er ved at vokse ud af deres barnevogne (deres barnevogne har betydeligt mindre liggemål end NXT90B). Og jeg må bare sige, at jeg er SÅ glad for, at vi har valgt denne Emmaljunga model med ekstra langt liggemål! For jeg kan slet ikke forestille mig, at man allerede i en alder af 6 måneder, skal begynde at tænke i klapvognsmuligheder, fordi barnet lige pludselig ikke kan ligge i barnevognen længere. Denne Emmaljunga er en investering til de næste tre år. Vores NXT90B er guld værd!
Kærlig hilsen
Celine & Graham
OPDATERET ANMELDELSE 5. JULI 2021
Opdatering efter ca. 9 måneder.
Sommeren er over os, og vores Emmaljunga har været absolut FANTASTISK gennem de seneste sommermåneder!
Da vejret begyndte at blive varmere, fjernede vi som det første coveret, som har skærmet mod vind og vejr gennem vinteren. Vi har i stedet brugt barnevognen enten med en dyne på de lidt køligere sommerdage, eller ingen ting, hvis det har været virkelig varmt.
Den bagerste og nederste del af kalechen kan lynes op, så der kan skabes ekstra luft/gennemtræk i barnevognen. Dette har især været brugbart, når vores datter har sovet lur på de meget varme dage eller de dage, hvor der har været høj luftfugtighed pga. regn. Der er her en knap, som man kan bruge til at knappe kalechen op på, men man kan også bare selv justere, hvor langt man vil have kalechen op, ved at folde den selv. Da der let kommer sollys ind, foretrækker jeg ofte selv at justere den. Kalechen har også en ekstra skygge foran øverst, som man kan folde ned. Denne har været med til at skygge for en del af solens stråler, men det har dog været nødvendigt at købe en solparaply, for at skærme de søde, små ben mod solen.
”Thermobase” bunden fungerer super godt. Vi er ikke i tvivl om, at det har været og stadig er med til at skabe ekstra luft til vores pige, især på de varmere dage. Hvis hun har sovet lur i barnevognen, mens den har stået stille, og det har været en varm dag, har ”Thermobase” bunden bl.a. været med til at sikre, at hun ikke er blevet for varm, og sikret et køligere soverum.
Jeg har holdt hende indenfor på de virkelig, virkelig varme dage, da det har været utåleligt at være udenfor, men på de mere normale sommerdage har hun slet ikke/næsten ikke svedt, selvom det har været meget varmt – og vi tænker, at en af årsager til det er Thermobasebunden.
Barnevognssædet som kan rejses op, er absolut GENIALT! Jeg har VIRKELIG NYDT at tage barnevognen og min datter på tur hver dag i barnevognen. Hun kan med det indbyggede sæde sidde op i barnevognen og udforske byen, mennesker og dyrene. Vores datter elsker det, og det er en fornøjelse at se hende opleve verdenen. Når hun bliver træt, så kan jeg nemt lægge sædet ned, og så falder hun i søvn på få minutter. Jeg har haft flere mødre, som har kommenteret på det indbyggede sæde, og hvor smart det er – og jeg kan kun være enig med dem! Det er SÅ genialt, og jeg kunne slet ikke forestille mig at undvære det! Med et indbygget sæde slipper man også for at have et ekstra barnevognssæde liggende, som man så skal slæbe rundt med, når barnet sover.
Om et par måneder skal vores datter starte i vuggestue, og vi går derfor og overvejer, om det mon snart er tid til at skifte til klapvognsdelen. Indtil videre vil vi dog fortsat nyde den varme sommer i vores alt for skønne barnevogn, som virkelig har været fantastisk gennem de seneste par sommermåneder!
Kærlig hilsen
Celine & Graham
OPDATERET ANMELDELSE 27. OKTOBER 2021
Vi har nu brugt vores NXT90B i et år. Barnevognen har efterhånden fået en del brugsspor. Det ene hjuldæksel har i noget tid siddet løst – dette har dog ingen påvirkning på funktionen af hjulet, men mere fra et æstetisk perspektiv. Styret er også begyndt at hænge lidt, og vi bruger derfor styret én tak højere, end vi tidligere har gjort, så at højden er mere passende. Den ene knap, man skal trykke ind for at hæve og sænke styret, er også med tiden blevet lidt stram. Vi tænker dog, at alt dette er noget, man må forvente, når man har kørt i alt muligt slags terræn og vejr, med indkøbsposer på styret mm. gennem det seneste år.
Vores datter startede for et par måneder siden i vuggestue, og vi begyndte her at mærke behovet for at skifte til en klapvogn i stedet. Vi har her valgt at skifte til klapvognsdelen NXT90 Flat som hører til NXT90B barnevognsstellet, som vi allerede har. Men da vi ikke skal anmelde denne del, og vi ikke ved, hvor ofte vi vil skifte over til barnevognen, bliver denne anmeldelse dermed den sidste anmeldelse.
Konklusion
Hvis man vælger NXT90B, får man en rigtig god og solid barnevogn, som holder godt, virker yderst stabil, som er nem at køre med og som vigtigst af alt - barnet sover helt fantastisk i på grund af det lange liggemål.
Selvom vi bor i indre by i København, har det lange liggemål ikke været noget problem, og vi har nemt kunne gå ind og ud i butikker, tage bussen, metroen mm. Vi mener kun, at det lange liggemål har været et kæmpe plus, da det har gjort det muligt for vores datter at bruge barnevognen hele det første år. Vores datter har altid set ud til at ligge enormt trygt og behageligt i barnevognen. Der er masser af plads at boltre sig på, og det har altid set så dejligt ud, når hun har sovet lur.
De roterbare hjul har været fantastiske og gjort det super nemt at styre barnevognen rundt i gader og stræder. Vi kunne slet ikke forestille os en barnevogn uden! Det indbyggede sæde er ligeledes en genial opfindelse og de mange sommermåneder, hvor vores pige nemt kunne sættes op i barnevognen uden en ekstra barnevognspude, ville vi ikke være foruden.
Barnevognen er både ideel til vinter og sommer, og kan justeres efter årstid med termobase, kaleche der kan rulles ned og op for ekstra luftgennemgang, og ekstra vejrbeskyttelse, der kan tages af og på. Barnevognen har formået at holde vores datter varm gennem vinteren, og give ekstra luft gennem sommeren.
Barnevognen er stadig rigtig pæn både i stoffet og kalechen efter et års brug. Lynlåse, knapper mm. virker stadig ubeklageligt, og der er ikke sket nogen skader over tid. Det er hovedsagligt barnevognsstellet som er ramt, og hvor man godt kan se, at den har været brugt i nu et år.
Inden vi fik barnevognen, havde jeg altid drømt om en Emmaljunga. Barnevognen har levet op til alle mine forventninger, og den har bestemt ikke skuffet. Hvis andre går med drømmen om en Emmaljunga eller overvejer at anskaffe sig en Emmaljunga, kan vi varmt anbefale denne model!
Kærlig hilsen
Celine & Graham
Anmeldelsen er afsluttet