Brev:
5 årig svær at aflevere
Kære Helen.
Jeg har nu fulgt med i din gode brevkasse gennem nogle år og har nu selv brug for et godt råd.
Jeg er mor til 2 piger. Den mindste fylder 3 lige om lidt og den ældste er lige fyldt 5.
Problemer er, at den store er blevet meget svær at aflevere om morgenen. Igennem længere tid har det fungeret fint, at hun og den lille har "skubbet" os ud af døren. Der har været dage, hvor hun har været ked af det, men det har primært været, hvis vi afleverede hende sent og hun ikke skulle spise morgenmad. Vi plejer nemlig at aflevere dem til morgenmad. Det har virket godt for hende med den tryghed det er, at hun ikke skal forholde sig til andre børn eller lege lige når hun kommer.
Igennem de seneste par måneder er hun dog blevet tiltagende ked af det ved afleveringen og hun er begyndt også at blive ked af det når hun blev afleveret til "normal" tid. Her har det dog en tid hjulpet, hvis vi fulgte hende hen til en voksen. De sidste par uger (efter en 2,5 uge lang påskeferie) har det dog været helt galt og hun har været meget ked af det, hver eneste dag når hun blev afleveret, (bortset fra den første dag efter ferien, hvor hun gav pædagogen et stort knus og slet ikke havde tid til at sige farvel. Selvom hun bliver afleveret til en pædagog, skal hun nærmest skrælles af mig. Dvs. hun holder fast i mig/far og kalder på mig. Det udvikler sig til lidt af et cirkus, fordi den lille samtidig prøver at skubbe mig ud af døren og/eller hive den store hen til en voksen.
De går i en integreret institution og den lille er netop rykket op i børnehaven, mens den store er rykket op i storegruppen og nu er blandt de største og har fået ny kontaktpædagog, garderobe mm. Det har dog ikke medført nogen ændringer om morgenen, fordi vuggestuen og børnehaven spiser morgenmad sammen, så de er altid blevet afleveret sammen og har sagt farvel samtidig. Vi har altid gjort afleveringen rimelig kort. Dvs. tøj/sko af, måske kigge på en tegning/dagens program/menu og så sige farvel. Det holder vi fast i, selvom hun er ked af det. Dvs. når pædagogen tager hende, vinker jeg og fortæller, at jeg elsker hende og går.
Det mærkelige er, at hun virker rigtig glad for at gå i børnehaven. Hele påskeferien spurgte hun efter børnehaven og hun sagde at hun savnede dem og vi snakkede om, at de nok også savnede hende. Hun går også glad med over og ind i børnehaven om morgenen og tager uden problemer tøjet af og sutsko på. Det er først når vi skal sige farvel at problemet opstår. Pædagogerne bekræfter også at hun stråler derovre og bliver hurtigt glad igen om morgenen og om eftermiddagen vil hun ofte ikke med hjem. Hun leger også fint både selv og med de fleste kammerater og har jævnligt legeaftaler. Hun fortæller også glad om, hvilke aktiviteter de laver, hvem der dækker bord mv. Hun fortæller også selv, at hun hurtigt bliver glad, når vi er gået.
Nu har vi aftalt med hendes pædagog, at vi forsøger, at aflevere dem lidt mere hver for sig, sådan at den lille venter i garderoben, men vi afleverer den store til en pædagog. Herefter kan vi så også få sagt ordentlig farvel til lillesøster. Pædagogen mente nemlig, at det måske kunne handle lidt om en kamp om vores opmærksomhed. Dette har dog slet ikke hjulpet, nærmere tværtimod. Nu vil hun nemlig slet ikke med ind til på stuen, og så har vi istedet et cirkus med at løbe rundt efter hende i garderoben og trække hende med ind til de voksne. Dette er ikke optimalt for nogen af os, så nu har jeg brug for et godt råd til at komme videre.
Når vi snakker med hende om det, siger hun bare, at det er fordi hun vil have os og at hun ikke tror, at hun kan lade være. Faren har også prøvet at lave en snor med mønter, hvor man så kunne få en mønt, hvis man f.eks. lad være ved at hold fast/græde, når man blev afleveret. Hun viste mig den stolt, men sagde i samme åndedrag, at det kunne hun jo ...
... aldrig lade være med.
Vi har fortalt hende, at det er ok, at være ked af det, at vi også savner hende og at vi også nogle gange har været kede af det dengang vi gik i børnehave og i skole og skulle sige farvel og at man så bare må øve sig. Det synes hun er lidt sjovt, men egentlig virker hun ikke rigtig som om, hun gider snakke om det. Vi opfatter det lidt som en dårlig vane/ond cirkel, hun ikke rigtig kan komme ud af og måske også et forsøg på kontrol af os. Men samtidig er vi ikke i tvivl om, at hun lige i sekundet er oprigtigt ked af det.
Samtidig synes vi også, at vi herhjemme kan mærke, at hun de sidste par uger er begyndt at gøre lidt oprør. F.eks. har vi nogle aftner haft nogle uoverensstemmelser omkring tandbørstning, tv-kiggeri og om man må få mad, når man er puttet om aftenen. Her har vi gjort det ret klart, at det ikke er et valg. Man skal have børstet tænder, uanset at man ikke kan lide det og det har hun egentlig fint accepteret. Så nu er det vi tænker, om vi skal være lidt hårdere i forbindelse med afleveringen. Altså fortælle hende, at det er ok, at hun savner og bliver ked af det, men at hun SKAL gå med os ind til de voksne og at det ikke er ok at holde fast i mor/far? På den anden side er vi også bange for, at få hende til at føle at hendes følelser er forkerte.
Som lidt baggrundviden kan jeg fortælle, at hun er et lidt sensitivt barn, der altid har haft lidt svært ved skift og samtidig gerne vil have kontrol. Hun prøvede f.eks. at starte til ballerinagymnastik i efteråret, men måtte stoppe efter 3 gange fordi hun kun ville stå med en voksen og styre musikken. Instruktørerne mente derfor, at hun ville komme for langt bagud. Samtidig er hun dog en meget stærk og selvstændig pige, der gerne tager kampen op, hvis hun synes noget er uretfærdigt og selv henter papir og tørrer sig, hvis hun slår sig i børnehaven og bløder, ligesom hun ikke rigtigt vil indrømme, hvis hun falder og slår sig når vi er ude. Herhjemme kan hun dog gå helt amok, hvis hun har fået et myggestik. Hun er også meget beskyttende overfor de små og ikke mindst hendes lillesøster. Sidst vi var i legeland var hun f.eks. ked af, at vi gav lillesøster lov til at prøve den store rutchebane; hun havde nemlig selv prøvet den og var simpelthen bange for, at den var for voldsom for lillesøster (og prøvede også flere gange at overtale lillesøster til at lade være, selvom vi fortalte, at vi havde styr på det).
Hun er meget empatisk og lægger mærke til ting andre børn ikke lægger mærke til. F.eks. er min bror og hans kæreste (som vi var ret tæt på) desværre gået fra hinanden i efteråret: Her begyndte min pige hurtigt, at spørge til, hvorfor de aldrig kom sammen og hvorfor de var der på forskellige tidspunkter. Derfor er det også relevant at fortælle, at jeg er gravid med nummer 3. Det er stadig tidligt, så vi har ikke fortalt børnene noget, men jeg har været meget træt og kvalm, og det har min pige selvfølgelig spurgt til. Hun troede nemlig at det var hendes kjoles skyld (fordi hun havde fået en Elsakjole med meget sølvglitter, som vi måtte hænge udenfor, fordi jeg ikke kunne tåle den).
Samtidig har vi mistet 2 familiemedlemmer sidste år (ikke meget tætte på min datter) og et pige i børnehaven mistede desværre sin far. Hun er derfor opmærksom på døden og spurgte dengang meget til, om det kun var gamle, der kunne dø og om vi var gamle, om man kunne høre, når man var død osv. Derfor er vi ret obs. på, at fortælle hende, at vi får det bedre, når vi er syge. Umiddelbart tænker jeg ikke helt, at dette har sammenhæng med den svære aflevering, men synes det hører med til historien.
Jeg håber du kan give os nogle praktiske råd til, hvordan vi kan komme videre med afleveringen, så den kan blive bedre og ikke ender med at påvirke glæden ved at gå i børnehave eller lillesøster?
Med venlig hilsen
En mor der er i vildrede
Annoncer
Sponsorerede artikler
De gode playlister – hvad kan god musik gøre for dit barn?
Hvorfor skal dit barn høre musik?
Sang og musik kan fungere som en kilde til sproglig- og motorisk læring, kreativitet og glæde hos dit barn. Der findes mange former for børnemusik deriblandt musik med fokus på bevægelse, leg og læring, men også sange som hjælper din lille til at slappe af ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
30. januar 2024 | Renlighed | 4 år, 6 mdr.
Hej Helen Min dreng på 4½ år tisser stadig i sin ble om natten. Han har...
28. november 2023 | Opdragelse | 4 år, 8 mdr.
Udfordringer med opdragelse af 4 årig
Hej Helen Mit spørgsmål drejer sig om opdragelse - både generelt og...
20. november 2023 | Opdragelse | 4 år, 8 mdr.
Kære Helen. Vi er forældre til en søn på 4,5 og en datter på 2 år. Vores...
11. september 2023 | Renlighed | 5 år, 3 mdr.
Hej, Jeg har tidligere skrevet omkring vores datters "lave stort" problem på...
14. august 2023 | Sovevaner | 4 år, 4 mdr.
Hvordan putter jeg to børn alene?
Hej Helen Jeg skriver for at høre om du har et godt råd. Vi har en dreng...
Viden om børn:
Jordemoder
En jordemoder er uddannet til at hjælpe gravide, fødende og nye familier. Når du bliver gravid, så skal du i første omgang kontakte din læge. Lægen vil herefter automatisk sørge for at give besked til dit fødested, og dermed en jordemoder, som så vil indkalde dig til undersøgelse.
Som gravid er du, så vidt det er muligt, tilknyttet een jordemoder i hele graviditetsforløbet. Du (og din partner) vil blive kaldt til samtale og undersøgelser løbende gennem hele graviditeten, og I...
Stå selv
Mange børn kan slet ikke vente på at komme op i lodret stilling og vil allerede i 5-6 mdr´s alderen gerne trække sig op ved mors eller fars hænder. Når det lykkes er det dejligt med en hoppetur på mors og fars ben.
Vær dog opmærksom på at barnet skal være noget ældre før det er stærkt nok til selv at kunne holde sig oprejst. Først omkring 10 mdr´s alderen rejser de fleste børn sig ved møbler og andre faste steder.
At barnet vil stå, betyder ikke at barnet er parat...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.