Vinteren kan være hyggelig med frostklare dage og snefald, men kulden kan give ekstra udfordringer for det lille barns sarte hud. Små børns hud er særligt følsom, og det kolde og tørre vejr kan forårsage ubehag og irritation.
Vi er alle meget opmærksomme på at om sommeren, når solen skinner, så skal vi beskytte vores børns hud med blandt andet solcreme. Men om vinteren, skal vi faktisk også være meget opmærksomme på at beskytte barnets hud. Og det handler min artikel om i dag.
Det lille barns hud
Det lille barns hud adskiller sig fra voksnes hud. Den er tyndere, mere følsom, og huden har ikke samme beskyttelsesbarriere, som huden hos voksne har. Det betyder, at det lille barns hud er mere modtagelig for udtørring, huden bliver lettere irriteret, og så reagerer det lille barns hud ekstra på eksterne påvirkninger som kulde og blæst.
Det er derfor vigtigt, at vi beskytter barnets hud, og det er særlig vigtigt om vinteren. Kolde temperaturer og tør luft kan forårsage udtørring og rødme, og små børn er særligt tilbøjelige til at udvikle tør hud og eksem.
Selvom mange små børn har et naturligt ekstra fedtlag under deres hud, så hjælper dette ikke til at modstå de udfordringer, som koldt vejr og tør luft kan udgøre, det kan tværtimod nogle gange gøre huden mere sart og ekstra følsom overfor miljømæssige påvirkninger.
Sådan beskytter du bedst
- Det er vigtigt at tilføre huden ekstra fugt. Det gør du ved at vælge en god kvalitetscreme, der er specielt lavet til små børns sarte hud. Påfør cremen efter badet og før sengetid, før at bevare fugtigheden bedst.
- Vælg altid fugtighedscremer uden parfume og allergifremkaldende stoffer. Vælg creme med "Den blå Krans", "Asthma Allergy Nordic", og/eller Svanemærket.
- Vælg creme med et højt fedtindhold. En lotion indeholder ca. 15 procent fedtstof, og resten er vand. Det betyder, at brug af lotion kan gøre hudproblemerne værre, da vand fryser i frostvejr. Undgå derfor brug af lotion i vinterkulden.
En salve eller olie indeholder 100 procent fedtstof
En fedtcreme indeholde 70-90 procent fedtstof (resten er vand)
En creme indeholder 20-50 procent fedtstof (resten er vand)
Særlig pleje af ansigt og kinder
Små børns ansigt og kinder er særligt følsomme og udsatte områder. Det kræver særlig opmærksomhed:
Blid rensning. Når du vasker dit barns ansigt, så er det vigtigt, at du bruger milde renseprodukter, som er beregnet til netop det lille barns ansigt, så du undgår hudirritation.
Brug renseprodukter, som ikke indeholder skadelig kemi, og vælg igen produkter, som er allergimærket eller svanemærket.
Brug evt. produkter med naturlige ingredienser som f.eks. havre, der kan være beroligende og skånsom for det lille barns hud.
Brug bløde vaskeklude. Undgå grove eller ru klude, der kan irritere huden ekstra meget.
Ekstra fed creme. Påfør ekstra fedtcreme på kinder og næse, da disse områder er mest udsat for vind og kulde.
En ekstra fed creme har (jf. ovenstående) et fedtindhold på 70-90 procent. Du kan også vælge at bruge en salve, lavet specielt til børns ansigt.
Undgå altid lotion og creme med højt vandindhold i ansigtet. Vand fryser i frostvejr, og det kan give frostkader på dit barns kinder.
Beskyt med hue og f.eks. halsedisse. Det er vigtigt, at dit barns ansigt er dækket af en lun hue og f.eks. en halsedisse, når det er koldt, og I opholder jer ude. Det gælder også, hvis barnet sover lure udenfor.
Huen og halsedissen skal beskytte barnet mod koldt vejr og blæst. Det er ...