Vores børn går til det ene og det andet – udenfor hjemmet. Der er masser af tilbud. Og det er fint.
Men hvad med alt det, de også kunne lære – af far og mor?
Er vi opmærksomme på det, så vi kan starte i tide?
Hvor ER den tid dog blevet af?
Er du forælder til et lille barn? Så prøv lige, bare et øjeblik, at se frem. Måske ti – tolv år. Forestil dig, at de år nu er gået, og dit barn har nået konfirmationsalderen.
Vil du til den tid mon føle, at du og barnet har haft et nært og oplevelsesrigt liv, hvor I kom hinanden ved? At du gav barnet alt det, du havde bestemt, du gerne ville give det? Eller …
Måske ikke så dumt lige at gøre sådan et lille tanke-eksperiment.
Når forældre sidder ved barnets konfirmation, er det som regel tid til tilbageblik, refleksion og glæde. Men for mange forældre også til eftertanke. Og vemod.
Mange forældre fælder ved den lejlighed en tåre, (især mødre) og udbryder: ”Hvor ER den tid dog blevet af? Jeg synes ikke det er længe siden, han blev født. Og nu er han allerede i De voksnes Rækker!” Og en del begræder, at de har foretaget sig alt for lidt sammen med barnet.
Forleden beklagede en mor sig over, at hun og sønnen på 7 stort set ikke lavede noget som helst sammen. Drengen gik til mangt og meget. Sport, osv. Men efterhånden var han som en fremmed, der bare kom og gik – og ellers havde sine oplevelser udenfor hjemmet. Selv havde hun altid så travlt, at tiden bare smuttede for hende.
Samme problem som konfirmandens forældre. Samme følelse som masser af forældre pludselig får, det dér lille stik i hjertet, ved bestemte lejligheder.
Den slags giver jo stof til eftertanke – og til hurtig handling – for at redde, hvad reddes kan. I hvert fald nytter det intet at kigge tilbage og sørge, uanset hvor man så står på livets landevej.
Sandt er det, at vi forældre mange gange har alt for travlt og dermed ikke det overskud til børnene, som vi ønsker.
”Det har jeg lært af min mor!”
Det er vigtigt at planlægge tiden sådan, at forældre og børn får tid og ro til at opleve hinanden og naturen sammen. At udforske livet sammen og få ideer, som vi kan forfølge. At være i ro sammen. At lære nyt. At forundres. Det er en glæde for både forældre og børn og bringer dem tæt sammen.
Vigtigt er det også, at forældre lærer deres børn noget af det, de selv kan. Noget, der desværre ikke er så almindeligt, som det sagtens kunne være. Det er en måde at lære hinanden at kende på og komme hinanden nær.
Forældre har jo virkelig lært mangt og meget gennem deres liv. Det er fantastisk at bruge tid på at lære børnene nogle af alle de ting. At se barnets glæde bagefter og høre ham/hende sige: ”Det har min far/mor ...
Annonce
... lært mig!”
Det kan være alt muligt, lige fra et håndværk til at bage boller eller lave mad. Eller at fortælle dem om vores liv – dele vores erfaringer med dem. Eller gå en skovtur sammen og snakke om det, man ser.
Mange forældre kan spille et instrument og vil kunne give den lærdom fra sig til barnet. Det kan blive til utrolig stor glæde at finde ind i musikkens verden sammen, barn og forælder. At se barnet vokse med opgaven og blive dygtig.
Du kan også lære dit barn nogle sange. Sange fra barndommen er noget, et barn husker altid. Og at mor eller far har lært barnet nogle bestemte sange, holder fast i gode minder og nærhed.
Det handler om opmærksomhed
Det kan være alt muligt andet, du kan lære dit barn. Hvad som helst. Det handler om at være opmærksom på mulighederne. Og dem er der masser af. Jo mere du fokuserer på det, jo flere muligheder vil du se.
Er du altid åben for at lære dit barn et eller andet – eller er du klar til at lytte til barnets ideer og hjælpe med at udvikle dem, får du et kvikt barn, der føler sig værdsat og betydningsfuldt, og som ikke – senere – bare sidder og venter på, at andre skal komme og leve deres liv for dem. Der har lært, at de bare skal springe ombord i livet, og de tør!
Pas på med tanken: Det er mit barn for lille til – hvis der er noget, du har lyst at prøve af med barnet. Børn er lærenemme og kan overraske meget.
Dermed ikke sagt, at far eller mor nødvendigvis skal lære barnet alt, hvad der er at lære. Det er bestemt fint, at de går til sport og meget andet udenfor hjemmet, når de bliver gamle nok til det. Og jævnaldrende skal de selvfølgelig have god og megen kontakt med. Men der ligger jo et utroligt stort potentiale i far og mor også, som kan gives videre, og som i mange tilfælde ikke prioriteres højt nok.
Nærheden til barnet kommer ikke af sig selv. Den skal der arbejdes på fra tidligt i livet. Det er vigtigt, fra det øjeblik du føder dit barn, hele tiden at have for øje: ”Om lidt er barndommen forbi. Det er NU. I morgen er det for sent.”
Og ja - det er meget sent at prikke 14-årige Peter på skulderen ved konfirmationsfesten og for første gang sige: ”Hov for resten, du, skulle vi ikke gøre et eller andet sammen hjemme hos os?”
Det handler frem for alt om opmærksomhed. At man husker på, at samhørigheden og følelsen af nærvær kan glide ud mellem fingrene på én, hvis man ikke prioriterer sin tid og vejer, hvad der er vigtigt, og hvad der er mindre vigtigt at bruge sine kræfter og sin opmærksomhed på. Det er af største betydning af og til at standse op og tænke på det. Tale sammen om det som forældre. Og GØRE noget i tide.
Artiklen er bygget på bogen ”Få dig et liv” af Irma Lauridsen.
Se uddrag af bogen på www.irmalauridsen.dk
